Er titlen på mit indlæg i Berlingske Tidende i dag. Et indlæg, hvor den ellers altid kritiske og bedrevidende økonom overvinder sig selv og skriver noget pænt om den siddende regering.
Den danske komedie og den græske tragedie
Af Carsten Valgreen, den 29. april 2010. 4 svar
Hej Carsten
Det ligger ikke rigtig til mit humør at rose den danske regering, så lad os dreje fokus (if i may..) til de andre lande. Om Grækenland ender med at defaulte er vel nærmest 50-50 omend yield på deres 2årige statsgæld til til 15ish % i dag. Jeg er klar over det er nærmest umuligt at spå om et grundlæggende kaotisk system, men tør du give kvalifiserede bud på hvad der ville ske, såfremt Gr. defaultede? Ville Portugal ryge med ned kort efter? Ville Italien og Spanien? Afledt deraf: ville euroen dø en spektakulær død i et flammehav af devalueringer, fire sales likviditetstørke?
Mvh
Mikael
@Mikael
Det er dybest set en politisk analyse. Ikke en økonomisk eller finansiel. Den græske krise er en variant af den type betalingsbalance/valutakriser som der har været et hav af i løbet af min karriere (EMS kriserne 1992-3, Mexico/Argentina 1994, Sydkorea/Thailand 1997, Rusland 1998, Argentina 2001 osv). Det er egentlig en andengenerations valutakrise, men med den afgørende forskel at den foregår indenfor en møntunion og dermed er en mistillidskrise ift en offentlig balance og en stats obligationer i stedet for at gå over betalingsbalancen og valutaen. Men kerneproblematikken er den samme.
Det er også vigtigt at forstå at en stat altid KAN betale. Grækenland er ikke “bankerot” i den forstand som det bliver brugt i medierne. Krisen handler om hvorvidt Grækenland indenrigspolitisk VIL betale, altså at en græsk regering kan holde til at betale kreditorerne ved at stramme livremmen (meget) ind.
Det handler selvfølgelig også om hvorvidt resten af EU+IMF vil hjælpe grækerne (i tide) og om hvorvidt grækerne så politisk kan spise det spareprogram der følger med som betingelse.
Det er med andre ord en likviditetskrise og en tillidskrise og ikke en solvenskrise.
Markedet kan med andre ord ikke rive ØMUen fra hinanden, MEDMINDRE politikerne (grækerne og tyskerne reelt) ikke er villige til at betale den politiske pris for at holde samme på skidtet. Men jo mere tyskerne har tøvet, desto mere har markedet lugtet at den politiske vilje måske ikke er stærk nok.
Om de er det er i sagens natur en politisk analyse. Men netop truslen om at “det smitter” er nok en meget stærk kæp, som tydeligt har presset Merkel til at flytte sig de sidste dage.
Mit bud er at det er 80-90% sandsynligt at tyskerne bøjer sig og hoster op og at de andre ØMU lande ultimativt vil sætte grækerne under finanspolitisk administration med IMF som den store bastian. Dermed defaulter Grækenland ikke og vil efterhånden som de får styr på de offentlige finanser kunne komme tilbage i markedet. En default har simpelthen for uoverskuelige konsekvenser for de andre lande og osgå for den europæiske banksektor. Den vej er der nok ikke mange der har lyst til at gå. I det scenario bliver du rundhåndet belønnet for at købe lange græske obligationer nu.
Alternativet 10-20% er at tyskerne ikke giver sig nok og i tide, og så må grækerne forhandle restrukturering med debitorerne. Det kan blive grimt. Men selv i det scenario behøver ØMUen ikke falde sammen. Man kan i princippet sagtens have en stat i en møntunion der defaulter. Det er sket i USA en del gange, og dollaren eksisterer stadig! Nogle vil endda mene at det vil gøre ØMUen stærkere fordi det dermed overlades til markedet at diciplinere det enkelte lands politiske elite. Det kan man have lidt sympati for, og det er jo givet at grækerne nu vil stramme meget mere op på de offentlige finanser end de havde gjort i starten af 1990erne, hvor de bare ville have devalueret i stedet. Jeg tror ikke det er skidt for Grækenland på sigt.
… og jeg glemte at sige at jeg stadig mener at ØMUen ikke bare overlever, men bliver styrket af denne krise. Ligesom EMS-kriserne på kort sigt blev vundet af markedet (som reelt destruerede EMSen i 1993) men reelt førte til at europæiske politikere var endnu mere stålsatte mht at lave en ØMU.
Medier og langt de fleste mennesker undervurderer efter min mening gang på gang det europæiske projekts betyding og momentum.
Jeg står også stadig ved den her:
https://punditokraterne.dk/2010/02/25/hvorfor-den-gr%c3%a6ske-krise-viser-at-%c3%b8mu%e2%80%99en-virker/
Tak for svaret – spændende. Jeg kan følge din analyse et langt stykke af vejen men jeg ved ikke om jeg er enig i, at euroen har gode disciplinerende effekter. Det er et godt argument at den fælles valuta har frataget de græske politikere muligheden for bare at devaluere sig ud af problemerne, men omkostningen ved det må bæres af resten af eurosamarbejdet, bl.a. i form af renteuro og øget mistillid til hvad der også er deres valuta.
Jeg bemærker også at opgaven med at sætte grænser (rette op er for stærkt et ord) for den græske økonomi nu er tilfaldet tyskerne – er det ikke en forholdsvis stor eksternatilet? Average Joseph i Tyskland har næppe bedt om den opgave.
Lidt i forlængelse heraf kan jeg også konstatere (muligvis på et lidt mere ideologisk plan) at de disciplinerende effekter, som euroen har, forudsætter politisk indgriben og styring, i dette tilfælde gennem Tyskland. Vil sådanne effekter ikke altid være sekundære i forhold til effekter, der frembringes og ‘styres’ af markedet? I et spilteoretisk perspektiv er troværdighed er alpha og omega i denne sammenhæng – men besidder politikerne denne troværdighed? Som styrkemarkør herfor kan man påpege at problemet med Grækenland i et euro-perspektiv kun er opstået fordi Grækenland blev indlemmet i euro-klubben på trods af landet de seneste 10-15 år ikke har været i nærheden af at opfylde konvergenskravene, så vidt jeg er informeret. Således var beslutningen om at medtage dem i eurozoen … wait for it … politisk! Hvor er dine disciplinerende effekter, Carsten? 🙂
Mvh
Mikael