Efter at Lars Kragh Andersen for nylig på 180grader skrev et indlæg, hvori han gjorde rede for, at han som politibetjent, ikke havde tænkt sig at bekæmpe narkotika, har sagen fået en del omtale. Foreløbig er det endt med at Lars har taget orlov fra politiet i et år. Forargelsen har været stor, for hvad ligner det? Tænk sig, en politimand der ikke vil bruge sin tid på at forfølge borgere, bare fordi deres kriminalitet først og fremmest går ud over dem selv, hvad bliver ikke det næste?. Lars er udmærket selv klar over dilemmaet, for som han skriver;
Kan man tvinge sine værdier ned over andre mennesker? Kan man med god samvittighed visitere, ransage og straffe borgere, der er i besiddelse af indtørrede blade og andre planteprodukter? Kan man med god samvittighed opretholde et forbud, der i sin essens driver uanede mængder vold, drab og berigelseskriminalitet – her i landet og i særdeleshed i fattigere lande?
Nej, mener jeg – og det kan der næppe komme meget virak ud af at mene, hvis man var alt andet, end politibetjent. Men det er dét jeg er.
Senere beskriver han en samtale med hans delingsfører, hvor han spørger ham om han kunne tage det på sin samvittighed at sigte en kvinde for at være iført burka på Nørrebrogade, hvis det blev hjemlet i loven? hvortil afdelingsføreren svarer, at det kunne han sagtens, og fortsætter:
Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men det chokerede mig nu alligevel en del, at man i hans (og i mange andre kollegaers tilfælde) tilsyneladende helt har pantsat sin moral og samvittighed i bytte for en lovtekst.
En pantsætning, der i den grad fjerner den sidste nødbremse, der kan sikre mod totalitære tilstande og et skred imod politistaten. Det er da heldigt for borgerne, at lovgiverne i Danmark er (relativt) fornuftige, for de har et politi, der med al sandsynlighed vil håndhæve lige præcis det der står i loven – uden nogen hensyntagen til indholdet.
Lars Kragh Andersen var fra start af helt på det rene med at han har taget en problematisk beslutning der kunne få betydelige konsekvenser for ham, men som han afslutningsvis skriver:
“det skal ikke handle om mine kollegaer eller burkaer, for det er mig der har ”trådt ved siden af” og det er mig, der må leve med de valg jeg træffer. Jeg har bare for længst gjort op med mig selv, at jeg lige så godt kan afmontere badeværelsesspejlet, hvis jeg giver køb på mine inderste overbevisninger og principper. For hvis det sker, kan jeg næppe se mig selv i øjnene igen.”
Det handler altså om grundlæggende værdier og holdninger for Lars. Han er ikke den eneste i etaten der må tumle med den slags konflikter mellem at udføre sit job som betjent og kunne leve med sig selv, men nok en af de få der offentligt står ved det. Måske er problemet at Lars blev betjent fordi han gerne ville beskytte og servicere borgerne, og i mindre grad blev det for at være de til enhver tid sidende magthaveres redskab. Men det er jo det sidste, der trods alt er og altid har været politiets primære funktion.
For de mere eftertænksomme bør det at en betjent står frem og meddeler, at der er dele af straffeloven han ikke kan håndhæve medføre andet og mere end blot den automatreaktion, som præger en hel del af kommentarerne på 180grader og i ekstrabladet.
Som en skrev på sin facebook profil;
Er splittet i sagen om politimanden: Hatten af for folk, der er villige til at sige sin ærlige mening og jeg er i øvrigt enig med ham indholdet. Men når dét så er sagt, så synes jeg det er problematisk, hvis han ikke “retter ind” eller mister sit job. Han skulle meget hellere gå ind i politik så og hvis ikke… ja, så …
Jeg vedkender mig, at der formentlig først og fremmest er tale om et dilemma for borgerlige liberalt sindede mennesker. Statskonservative og socialdemokrater har ikke det problem. Her gælder at med lov skal befolkningen formes og for den yderste venstrefløj gælder individuelle rettigheder som bekendt kun så længe Dé ikke har magten og det passer ind i deres kram.
Men for de der lægger vægt på individets frihed og ukrænkelighed er der tale om et grundlæggende skisma. Det er ikke en hvilken som helst lovgivning, som Lars ikke aktivt vil/kan opretholde. Der er tale om offerløs kriminalitet, hvorom holdningen blandt borgerligt liberale burde være klar – men sjældent er det.
Eller som John Stuart Mill skriver om samfundets ret til at bestemme overfor den enkelte borger i “Om Friheden” fra 1859:
efter min mening er det eneste, der principielt kan retfærdiggøre, at ét menneske (eller en gruppe mennesker) begrænser et andet menneskes handlefrihed, nødvendigheden af at forsvare egne interesser. Det eneste, der principielt kan retfærdiggøre magtudøvelse fra samfundets side over for borgerne i et civiliseret land, er derfor hensigten om at beskytte andre borgeres interesser. Det er ikke nok at påstå, at det fysisk eller psykisk er til det pågældende menneskes eget bedste
Det grundlæggende princip om at der skal være et potentielt offer gentages i FNs menneskerettigheder fra 1948, artikel 29 stk. 2, hvoraf det fremgår, at
Under udøvelsen af sine rettigheder og friheder er enhver kun underkastet de begrænsninger, der er fastsat i loven alene med det formål at sikre skyldig anerkendelse af og hensyntagen til andres rettigheder og friheder og med det formål at opfylde de retfærdige krav, som moralen, den offentlige orden og det almene vel stiller i et demokratisk samfund.
Desværre forplumres det hele i 2. del af FN’s tekst. Uden at være jurist, må jeg gå ud fra, at det er der. man skal finde begrundelsen for, at et forbud mod køb og salg af en række rusmidler ikke er i strid med FNs menneskerettigheder. For mens første del er et ekko af hvad John Stuart Mill skrev små 90 år tidligere, åbner 2. del til gengæld op for en ladeport af forbud begrundet med “moral, offentlig orden og almenets vel”.
Men det efterlader selvfølgelig fortsat spørgsmålet om hvorfor nogle rusmidler er lovlige mens andre er forbudte. Hvorvidt gældende lovgivning for øvrigt er fastsat inden for rammerne af en demokratisk styreform eller ej, går det hen over hovedet på mig skulle være af betydning. At et flertals undertrykkelse af et mindretals frihed (og det er det det handler om) i væsen skulle adskille sig fra et mindretals undertrykkelse af et flertals ditto, er fra individets perspektiv absurd.
Hos Mill er der ikke plads til fortolkninger, hvilket bragte ham i opposition til datidens “progressive” socialliberale kræfter, der ellers delte mange af Mills synspunkter, og var inspireret af ham. Således fik han drøje hug fra store dele af datidens afholdsbevægelse, som Mill forøvrigt ikke kunne udstå.
Hos Mill har borgeren ret til at foretage sig præcist hvad vedkommende måtte have lyst til, så længe det ikke går ud over andre. Og før nogen skulle få lyst til at affærdige brugen af Mill i forhold til nogle borgeres brug af illegale rusmidler, så er det værd at medtage, at Mills bog eksplicit går i rette med datidens afholdsbevægelser. Citatet er ikke kun i overført betydning men helt eksplicit en afvisning af at man kan blande sig i (den voksne) borgers brug af rusmidler. Den gang var det alkohol, i dag er det hash, kokain osv. I morgen er det måske tobak, køb af sex, fed mad eller som Ludvig Von Mises skriver i “Liberalismus” fra 1927:
Why should not what is valid for these poisons [alkohol, morfin og kokain] be valid also for nicotine, caffein, and the like? Why should not the state generally prescribe which foods may be indulged in and which must be avoided because they are injurious? In sports too, many people are prone to carry their indulgence further than their strength will allow. Why should not the state interfere here as well? Few men know how to be temperate in their sexual life, and it seems especially difficult for aging persons to understand that they should cease entirely to indulge in such pleasures or, at least, do so in moderation. Should not the state intervene here too? More harmful still than all these pleasures, many will say, is the reading of evil literature. Should a press pandering to the lowest instincts of man be allowed to corrupt the soul? Should not the exhibition of pornographic pictures, of obscene plays, in short, of all allurements to immorality, be prohibited?
Med tanke på at indtil flere danske partier direkte henviser til John Stuart Mill som del af deres ideologiske grundlag er det måske også værd at medtage, at Mill fuldstændigt afviste statens ret til at forsøge at regulere borgernes forbrug gennem afgifter. For Mill var afgifter at sidestille med et forbud for de der herefter ikke havde råd til at forbruge det pågældende produkt.
Det eneste argument for at regulere gennem afgifter og fastholde at man respekterer borgerens ukrænkelighed og frihed vil være argumentet om eksterne effekter, der dermed indebærer. at man sidestiller samfundsøkonomiske tab ved særlige aktiviteter med at beskytte andre borgeres interesser. Her opstår dog et andet problem, hvilket burde fremgå af nedenstående tabel.
[table=4]
Som det fremgår er den samfundsøkonomiske omkostning ved stofmisbrug ganske overkommelig og i klasse med f.eks. omkostningerne ved usikker sex og hjemme og fritidsulykker (hvis vi bruger friktions-metoden) – min overvægt er således et langt større samfundsøkonomisk problem. Ovenstående kan bruges som en argumentation for at lægge afgifter på bestemte aktiviteter, ikke for at begrænse omfanget af aktiviteter, men alene for at finansiere eksterne effekter. Med mindre man bruger human capital metoden – hvor al produktion i et tænkt optimalt livsforløb, bortset fra eget forbrug, tilfalder fællesskabet – fremgår det af tabellen, at rygernevist har betalt alt rigeligt for deres uvane. Tobaksafgifter giver en indtægt på mere end 7.5 mia. kroner om året .
Hvad med vores eget ansvar?
Som antydet i ovenstående tekst, og som det klart fremgår af Lars Kragh Andersens klumme i 180grader, er der tale om et personligt dilemma mellem personlig moral og kravene til at arbejde som politibetjent. Men kan man nu parkere spørgsmålet som alene at være et dilemma for politifolk? Skal vi ikke alle ikke kun overholde loven, men reagere når vi ser noget der er ulovligt (anmeldepligt)? Og hvor mange ville rent faktisk anmelde hvad der i lovens forstand er en “forbrydelse”, men som man helt fundamentalt mener er en menneskeret – uanset hvor tåbelig man så finder det? Jeg personligt ville aldrig kunne finde på hverken at anmelde eller vidne i sager om offerløs kriminalitet – uanset om det så er demokratiske vedtaget eller ej, hvad med dig?
Og så vil jeg til slut opfordre læserne til at se den amerikanske TV-serie “The Wire”. Selv om handlingen udspiller sig i Baltimore er samspillet mellem magthavere og politi ikke ulig hvordan det foregår i virkeligheden i Danmark. Og uanset om man mener at politifolk i alle tilfælde har at håndhæve loven – også når den er i strid med ens egen grunglæggende værdier og moral, så er der dog en anden form for undladelsessynd end den som Lars gjorde sig skyld i, som man med rette kan klantre politiet. Nemlig at de ikke fortælle hvordan “kampen mod narkotika” i virkeligheden udspiller sig eller hvorvidt de ud fra et politimæssigt synspunkt virkelig mener kan an retfærdiggøre de omkostninger som borgerne må bære for den fortsatte håndhævelse af “forbuddet mod eufoserende stoffer”.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=n4j_oSeWZyU[/youtube]
Mens selve misbruget af narkotika (ret beset stofmisbrug, der er inkl. misbrug af “lovlig” stoffer) ifølge Statens Institut for Folkesundhed kun koster samfundet omkring 50 millioner kroner om året, løber omkostningerne til den førte narkotikapolitik op i mange milliarder. Kunne det tænkes, at der ligger andre og mere gustne overvejelser til grund for politiets passivitet i forhold til at analysere deres eget arbejde end blot det at man er de demokratisk valgte magthaveres tro tjenere?
Tak for indsparket, Niels.
Som Anarko-Kapitalist kan jeg kun hylde, at Lars ikke er villig til at gå på kompromis med sine egne værdier. Blev Lars ikke også kåret til årets idealist (eller var han blot opstillet)?
Netop det at folk har en alt for pragmatisk ad hoc indstilling til tingene, har gjort at dette land, er kommet så langt ud, hvor morale er en by i Rusland. Folk har svært ved at forstå, at blot fordi de vælger at gå en vej, at så skal jeg (eller vi andre) ikke nødvendigvis følge deres vej.
Niels, ligesom du, så ville jeg heller aldrig troppe op i retten til en offerløs forbrydelse – Da det intet har med mig at gøre.
Samme tilgang kunne man ønske flere folk havde – At Lars har samme tilgang og er politibetjen gør ingen forskel.
En af hverdagens helte.
“Interneringen af kommunisterne
En anden følge af samarbejdspolitikken blev, at dansk politi kom til at stå for interneringen af de danske kommunister.
D. 22. juni 1941 angreb Tyskland Sovjetunionen. Straks herefter krævede tyskerne, at Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) ledere skulle spærres inde. Årsagen var, at DKP havde et nært forhold til Sovjetunionen. Den danske regering accepterede det tyske krav, og i den følgende måned blev omkring 300 danske kommunister pågrebet af danske politifolk, selvom de ikke var skyldige i ulovligheder.
De fleste af de kommunister, som ikke blev anholdt, reagerede på forfølgelserne ved at gå ind i aktiv modstand. På bl.a. denne måde blev samarbejdspolitikken en direkte årsag til, at der opstod en organiseret modstand.
En ulovlig lov?
I august 1941 vedtog det danske folketing en lov, som forbød al kommunistisk virksomhed i Danmark. Loven stred imod Grundloven. Men den danske regering ønskede ikke at bryde samarbejdet med tyskerne på grund af kommunisterne, der tilmed var upopulære blandt de fleste danskere.”
http://www.befrielsen1945.dk/temaer/samarbejdemodstand/samarbejde/index.html
Øhh, Valgren
Sammenligner du i fuldt alvor begivenheder der fandt sted under en besættelse og tydeligvis i mod vores vilje, med regler/love vi har vedtaget som demokrati.
Fair nok at I – og mig selv iøvrigt – er modstandere af den nuværende lovgivning på narko-området. Men det dybt problematiske i at en politimand åbent meddeler (og handler ud fra) hans personlige overbevisninger er jo åbenlyse. Og hvilken glidebane åbner det ikke for.
Tænk engang hvis alle betjente fik den ide at de selv kunne sortere i demkratiske vedtagede love, og så kun arbejde efter dem de bryder sig om. Jeg priser mig lykkelig for at socialistiske politibetjente ikke dyrker samme tankegang.
Jeres iver efter at dyrke “180grader-helten” virker lidt patetisk, og er vel i bund og grund udtryk for et tvivlsomt demokratisk sindelag.
Man kunne jo også inddrage det faktum at homoseksualitet var ulovligt indtil 1930 og at strafferammen var op til 6 år. – Men “Hansen” – der er ikke tale om at “dyrke” nogen. Lars har taget konsekvensen af, at han ikke kan se sig selv i øjnene hvis han forfølger offerløs kriminalitet. Og hvorvidt noget er vedtaget demokratisk eller ej, er vel i denne sammenhæng, set fra den enkelte, ligegyldigt. Ja der er et demokratisk problem, problemet er bare hvor og hvem der har det, og nej, det er ikke det samme som at man blot kan vælge på alle hylder – problemet opstår fordi der er tale om offerløs kriminalitet.
Jeg finder det interessant, at i USA, som ellers sammen med Sverige er de mest indædte modstandere af legalisering (i hvertfald på et federal level) har organisationer som LEAP (Law Enforcement Against Prohibition). En organisation for politibetjente, der opponere imod USAs nuværende narkotikalovgivning. Så vidt vides er der ikke samme furore mod denne som der har været mod Lars i DK.
Jævnfør: http://www.leap.cc/cms/index.php
@Hansen
ӯhh, Valgren
Sammenligner du i fuldt alvor begivenheder der fandt sted under en besættelse og tydeligvis i mod vores vilje, med regler/love vi har vedtaget som demokrati.”
Hvad mener du med ”vores vilje”, hvem er ”vi”. På det tidspunkt var Danmark da et demokrati? Og hvad mener du med ”tydeligvis i mod vores vilje”.
Det vel accepteret at 1) Arrestationerne foregik på baggrund af dansk politis egne lister over kommunister 2) Gik videre end det tyskerne krævede 3) Blev gennemført med ildhu af det meste af embedsapperat og etat. Dansk politis og danske politikere var ikke alene umoralske ved ikke at nægte at tage mod tyske ordre. De var mere end villige til at bryde grundloven, herunder at jagte de tre kommunistiske rigsdagsmedlemmer, der havde juridisk immunitet.
Det forekommer mig at du er underlagt den forståelse af besættelsen, som danske skolebøger siden indoktrinerede med. Det var den der lagde vægt især på historien efter 1943.
Og hvad mener du med ”tydeligvis i mod vores vilje” i en kontekst af en konflikt hvor ca. lige mange danskere faldt på hver side af konflikten (herunder en hel del på østfronten).
Niels har desværre ret i at de fleste mennesker i de fleste systemer og organisationer generelt vil parerere ordre frem for at følge eget indre moralsk kompas. Jeg er grundlæggende enig i at man ikke kan være politimand og samtidig nægte at håndhæve love, og det er den pågældende betjent vist også. Men man må da respektere mennesker, der følger deres egne normer og moral – også når man er uenig med dem. Dem er der aldrig nok af.
Er den holdning udtryk for et tvivlsomt demokratisk sindelag?
“Hvad mener du med ”vores vilje”, hvem er ”vi”. På det tidspunkt var Danmark da et demokrati? Og hvad mener du med ”tydeligvis i mod vores vilje”. ”
“Vi” er danskerne, og vi var som bekendt besat, og dermed var demokratiet jo sat ud af kraft. Man kan naturligvis diskutere begivenheder under krigen, men alt må jo forstås i lyset af den trussel der hang over hovedet. Og som bekendt var besættelsen eller truslen om yderligere magtanvendelse fra nazisternes side, ikke noget som danskernes havde bedt om.
I modsætning hertil står den nuværende narkolovgivning. En lovgivning som er vedtaget og fastholdt af skiftende regeringsflertal valgt af den danske befolkning ved helt traditionelle valg.
Igen; alt hvad der skete – rigtigt og forkert – må jo forstås i ly af den trussel der var. Det har intet med skolebøger og indoktrinering at gøre.
Du sammenligner du situationer som er så forskellige, at jeg får helt ondt i maven.
Og når du skriver;
“Og hvad mener du med ”tydeligvis i mod vores vilje” i en kontekst af en konflikt hvor ca. lige mange danskere faldt på hver side af konflikten (herunder en hel del på østfronten).”
Øhh, goddaw mand med et økseskaft. Du taget altså dødstallene som et udtryk for at befolkningen var enormt splittet i dens syn på nazisterne og besættelsen i det hele taget. Rimeligt langt ude argumentation. En marginal gruppe sympatiserede med nazisterne og kæmpede deres sag – heraf døde mange. Det enorme flertal stod på den anden side, heraf døde dog ikke særligt mange.
Jeg tror de fleste andre end dig, Valgren, forstår at når jeg skriver om “vores vilje” så er det, det massive flertal jeg snakker om.
Men tilbage til sagen. Er det din påstand, at du ikke kan se nogen afgørende forskel på de to situationer ??
(begivenheder foretaget under en krig, besættelse og trussel om yderligere ubehageligeheder og så situationen i et fredeligt demokrati – hvis nej, hvor i alverden bringer du så en så tåbelig sammenligning på banen )
“Jeg er grundlæggende enig i at man ikke kan være politimand og samtidig nægte at håndhæve love, og det er den pågældende betjent vist også. Men man må da respektere mennesker, der følger deres egne normer og moral – også når man er uenig med dem. Dem er der aldrig nok af.”
Javist. Men så skulle han jo undlade at søge ind til politiet i første omgang, og at lave en tudehistorie i anden omgang.
Det er da helt reelt at man har nogle holdninger som gør at man ikke kan varetage visse jobs. Mennesker der er imod vold, skal heller ikke søge ind til politiet. Og muslimer der ikke må være i kontakt med alkohol skal undlade at blive bartendere.
Så hvis bare han er på det rene med at han ingen fremtid har i politiet, så har jeg ikke noget problem.
Men det var vist ikke helt det der var historien, og han stoppede jo ikke af sig selv tidligere.
@Hansen
”Du sammenligner du situationer som er så forskellige, at jeg får helt ondt i maven”
Ingen har sagt at de to situationer er den samme, så du behøver ikke få ondt i maven. Men der er en vigtig parallel til det Niels skriver. I 1943 var det danske politi villig til at overtræde alle moralske normer, grundloven og i øvrigt gå længere end tyskerne krævede. De anholdt flere kommunister end tyskerne havde bedt om + alle Spaniens frivillige. De fleste i etaten fulgte uden spørgsmål ordrer, og i hvert fald dem der gav ordrerne var tydeligvis ikke en del af det ”vi” du snakker om. Grunden til at jeg bragte citatet oven for frem er at det illustrerer Niels’ pointe om at de fleste mennesker – herunder også i dansk politi – i uhyggelig grad blindt accepterer ordrer og forklaringer fra autoriteter. Og det kan godt være der var besættelse, men det forhindrede vel ikke den enkelte betjent i at sige sit job op, når hans grænser blev overtrådt.
Jeg mener stadig du er galt på den, når du siger at ”vi var som bekendt besat, og dermed var demokratiet jo sat ud af kraft”. Problemet med Samarbejdspolitikken frem til august 1943 er jo at det netop ikke var tilfældet. Det danske Folketing vedtog gladelig love der brød med Grundloven og det danske embedsapparat implementerede dem. Stauning tundrede i medierne mod modstandsbevægelsen da den begyndte at dukke op i 1942. Regeringen opfordrede danskere til at melde sig til Frikorps Danmark.
Det er vel ikke ekstremt at mene, at dansk narko lovgivning i dag slår ihjel og er umoralsk. Det burde være oplagt for enhver, der gider tænke over den. At den er vedtaget af et Folketing, der ikke føler sig tvunget til at gennemføre den af en tysk besættelsesmagt, gør vel ikke politikken bedre eller mere moralsk? Snarere tværtimod. I 1942 havde Regeringen en undskyldning – besættelsen – for at gennemføre en politik der reelt slog en større gruppe danskere ihjel uden rettergang og uden at de havde overtrådt en dansk lov. At de så gennemførte med større ildhu end krævet viser blot noget om hvordan de tænkte. I dag har vi ikke den undskyldning for ikke at tænke os om.
Med hensyn til ”Det enorme flertal stod på den anden side, heraf døde dog ikke særligt mange.” Så er det jo en udokumenteret påstand fra din side. Mit spørgsmål er ”hvornår”? Dit udsagn er givetvis korrekt hvis vi taler om d. 4 maj 1945, hvor mange danskere mente sig berettigede til at overfalde mennesker som på et tidligere tidspunkt havde efterfulgt danske politikeres opfordringer og som ikke havde gjort gerninger – såsom f.eks. at forelske sig i en tysker – der ikke var ulovlige.
Det var formentlig ikke korrekt i 1941-2. Vi har af gode grunde ingen meningsmålinger fra den tid. Men dansk modstandsbevægelse havde meget få medlemmer i 1942. Ved valget i 1939 fik DNSAP 31.000 stemmer ved valget i 1943 fik det 43.000 – en fremgang på over 30% på trods af besættelsen.
Helt galt går det med dansk moral da man bagefter laver lovgivning med tilbagevirkende kraft og henretter danskere for at have overtrådt den. Vi slår i øvrigt flere ihjel i forbindelse med retsopgøret (46 personer) end Norge, som ikke havde nogen samarbejdspolitik. Pludseligt er det efter krigen strafbart med døden ikke at have fulgt sin samvittighed.
Er det relevant for sagen om Politibetjent Lars? For mig at se er det, i den forstand at alt for mange mennesker slår deres moralske kompas fra når de indgår i grupper, og at den danske besættelsestid er et godt eksempel på at det tidligere er sket i den danske politi-etat.
Og med hensyn til alvoren. Alene i Mexico har narkorelateret kriminalitet kostet anslået 22.000 menneskeliv siden 2004. Hvis du er sort, mand og i College-alderen, er det mere sandsynligt at du er i fængsel end i College. I 1980 sad 0,8% af den amerikanske arbejdsstyrke i fængsel. I 2008 var det 2,4% – de fleste efter narkorelaterede domme. De menneskelige omkostninger ved den nuværende narkopolitik er simpelthen rystende. Desværre har de fleste instinktivt den samme holdning som du – at det ikke kan sammenlignes med en krig.
Meget enig med Niels – og Carsten. Vil forøvrigt anbefale bogen “Power of the Dog” af Don Winslow. Selvom den er skønlitterær, er det en ret god gennemgang af “War on drugs” i USA. Og de mange omkostninger dette har.
Det er spændende at vende tilbage til dette om politi betjentes syn på om de skal arbejde efter loven, ift Kina/Tibet sagen, hvor nogle få menige betjente ikke ville bryde grundloven, men det store flertal “adlød” og brød borgerernes rettigheder.
At ledende betjente og departements chefer nu vasker hænder, gør jo bare sagen mere intr