Så er verdens største sportsbegivenhed, VM i fodbold vel overstået og vi må håbe at sydafrikanerne synes de har fået noget for pengene. For uanset at den form for begivenheder altid sælges til befolkningerne med bevingede ord om at det på sigt vil give øget økonomisk aktivitet, flere turister osv., er der ikke belæg for det, måske med undtagelse af Tour de France. Den overordnede samfundsøkonomiske effekt er normalt negativ, om end det nok vil være at gå for langt, hvis man angiver OL i Athen i 2004 som grunden til Grækenlands nuværende problemer.

Kort før dette års VM lancerede Mellemfolkeligt Samvirke (MS) en kampagne under overskriften ”Stop jordtyven” samtidig med at de udsendte ”rapporten” ” Financing Economic Apartheid” rettet mod Anglo Platinum’s minedrift i Limpopo provinsen i Sydafrika. MS aktiviteter er led i en internationale kampagne mod Anglo Platinum og dets moderselskab Ango-America. ”Rapporten”, der bærer undertitlen  ”How Danish investors finance land grabbing and indirectly force South Africa’s black population off their land” er umiddelbart rettet mod Danske Bank og Nordea, som man mener forbryder sig mod deres “Social Coporate responcebility” (SCR), da de begge har mindre engagementer i omtalte selskaber.

Nu skal jeg erkende, at jeg mener at SCR-begrebet er noget fanden har skabt, og at jeg som sådan er ganske enig med Milton Friedmans betragtninger om hvad der er enhver virksomheds fornemmeste opgave, og deler hans mistænksomhed overfor de der ikke anerkender egennytten – den styrer os alle – også dem i MS. Det fratager naturligvis ikke det enkelte individ der er knyttet til en virksomhed (eller måske normalt endnu vigtigere,, offentlig institution/myndighed) – uanset hvilket niveau – ansvaret for at opføre sig ordentlig overfor andre mennesker.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=76frHHpoNFs&NR=1[/youtube]

I forbindelse med lanceringen var jeg indbudt til at deltage i en paneldebat i MS i slutningen af maj måned, hvilket jeg selvfølgelig sagde ja til. Blandt de andre deltagere var bl.a. Frank Aaen og repræsentanter fra de to banker, men ingen fra den sydafrikanske regering. Sidstnævnte måske symptomatisk for MS fremgangsmåde – hvor kritikken primært rettes mod mineselskaber, der efter alt at dømme har overholdt gældende lov i SA. Hvad MS betegner som tyveri er i realiteten da også ”blot” ekspropriering ud fra hensynet til almenvellet – et princip vi også kender herhjemme fra . SA prioriterer minedrift højt, hvilket MS naturligvis har ret til at være uenig i – det afgøres ikke af dem, men i SA af landets demokratisk valgte politikere. Hvis MS så endda af principielle grunde var modstander af muligheden for at tvinge en overdragelse af privat ejendom, men sådan forholder det sig ikke. Problemet for MS ved at indtage et principielt standpunkt i forhold til ekspropriering er naturligvis, at det ville have vidtrækkende konsekvenser for dets (positive) holdning til andre lande i verden – som f.eks. Cuba, Bolivia og Venezuela. Således kan man hente et undervisningsmateriale om Cuba på MS hjemmesider (beregnet for folkeskoler), hvor der ikke med et eneste ord omtales den brutale tvangskollektivisering der fandt sted i Cuba i 1960erne, hvor tusindvis af fattige – ofte farvede – bønder mistede livet eller endte i kz-lejre fordi de modsatte sig tvangkollektiviseringen og ønskede at beholde deres jord. At man på en og samme gang fremstiller ekspropriering mod erstatning som tyveri og samtidig er positivt indstillet overfor regimer der vitterlig rask væk har stjålet borgernes ejendom (i Cubas tilfælde også deres liv) erkender denne punditokrat ligger ud over hans fatteevne.

Når jeg nævner det faktum at en stor dele af de der fik frastjålet deres ejendom var fattige farvede cubanske bønder, skyldes det at MS lægger stor vægt på at det er sorte sydafrikaneres jord der bliver eksproprieret (jævnfør undertitlen på deres rapport). Det skal vi nok tolke som at hvis der havde været tale om hvide sydafrikanere der havde fået deres jord eksproprieret, ville MS have indtaget et andet standpunkt/aldrig omtalt det.

Dette  går igen i ”rapportens” korte fremstilling af overgangen fra Apartheid til demokratisk styre i begyndelsen af 1990erne:

Economic Apartheid During the transition from apartheid to democracy enormous pressure was put on Nelson Mandela’s party ANC to prove that it could govern with ”sound macroeconomic policies”. The ANC wanted real  redistribution of wealth, but was threatened and warned that all international investors would leave the country. Based on this threat and insecurity the ANC and the white elite made a series of comprises and deals, which has meant that the economic structure of apartheid has remained largely intact. The result is that the mining industry of South Africa remains predominantly white owned.

Om noget er ejet af hvide eller sorte, brune, grønne eller blå er vel i realiteten ganske ligegyldig. Er man sulten og fattig er man det nok uanset hvem der ejer butikken.

Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvad MS mener med ”real redistribution” – er det Zimbabwe der er forbilledet? – forhåbentligt ikke. Noget andet er selvfølgelig, at et centralt element i den førte politik i det nye SA er ”Black Economic Empowerment”, der i sin natur er diskriminerende (det er hele pointen med den). Denne gang er diskrimineringen blot primært rettet mod hvide (mænd). Politikken indeholder krav om kvoteansættelser ud fra hudfarve (og køn), krav om at offentlige indkøb skal begunstige virksomheder med “sort” ejerskab (jeg skal lige understrege at sort også inkluderer folk af indisk og kinesisk afstamning). Der er tale om et indviklet regel- og pointsystem, som interesserede læse evt. kan læse mere om på wiikipedia.

Ved lanceringen af rapporten lagde MS stor vægt på at man havde været i Sydafrika. Måske skulle man have brugt tiden på at læse det materiale der allerede eksisterede om sagen i stedet. Det er nemlig slående, at MS rapport intet nyt bibringer til belysning af situationen, i forhold til de oprindelige beskyldninger om Anglo Platinums påståede “Land grabbing”, da de fremgår i en rapport fra ActionAid International fra 2008.

Hvad der er endnu mere bemærkelsesværdigt er,  at man i MS rapport, der er skrevet her i foråret på intet tidspunkt inddrager og gendriver nogle af de oplysninger, som Anglo Platinum er fremkommet med i flere offentligt tilgængelige rapporter i 2008 og 2009. Rapporter, der på trods af at de burde være kendt af MS på det tidspunkt hvor de skrev deres egen ikke inddrages på noget tidspunkt. Den eneste henvisning der er til selskabets reaktion på anklagerne er en kort pressemeddelelse i slutnoterne, som på intet tidspunkt inddrages i selve MS rapport, hvor man frejdigt holder fast i at en del af de berørte beboere får tilbudt mindre jord end de oprindeligt mente de ejede/havde brugsretten til. I pressemeddelelsen fra 25. marts 2008 skriver Anglo Platinum ellers om anklagen fra Action Aid om at tusindevis af fattige mennesker har mistet landbrugsjord, at

Prior to resettlement (Ga-Pila) 553 hectares of agricultural land, post resettlement 828 hectares of agricultural land

Prior to resettlement (Motlhotlo) 3 850 hectares of agricultural land, post resettlement 8 802 hectares of agricultural land

Og som svar til anklagerne om mangelfuld kompensation, at

Each family was resettled to a modern brick dwelling approved by that family of an equal or greater size than they previously occupied. In addition a cash allowance to assist with incidental resettlement expenses was also provided.

Det ville være rart at få et klart svar fra MS om hvorvidt ovenstående er korrekt eller selskabet lyver. Det svar finder man ikke i rapporten fra MS, der ellers har haft to år til at undersøge om selskabets påstande er korrekte eller ej.

I det hele taget er der ingen af de (faktuelle) oplysninger som selskabet er fremkommet med i 2008 0g 2009 der bliver imødegået af MS rapport. Når MS på den ene side fremmaner et billede af stor folkelig modstand mod flytningen og fremstiller den næsten som foregået ”at gunpoint”, og selskabet på den anden side lægger vægt på, at et meget stort flertal er flyttet frivilligt, kunne man jo have brugt sin tid i SA til at lave en spørgeundersøgelse, men nej, vi forventes at tage deres ord som pålydende. Formentlig har de ingen anelse om hvor stor (eller lille) modstanden reelt er – det har de aldrig undersøgt.

Når MS kalder det skete for tyveri og selskabet derimod angiver at man har bygget huse af bedre kvalitet end de oprindelige, bedre skoler, bedre fællesfaciliteter, erstattet den tabte jord med mere jord osv. osv. ville det have hjulpet en del på MS troværdighed hvis man rent faktisk havde fremkommet med noget dokumentation der tyder på det modsatte. Som nævnt er der intet nyt i MS rapport i forhold til den oprindelige kritik fra Action aid, og jeg vil da også anbefale, at man helt skipper MS rapport, og nøjes med at  læse Action Aids oprindelige kritik af Anglo Platinum. Bagefter kan man passende læse selskabets svar. Det kommenteres igen på ActionAid’s hjemmesider. Her anfører man at en (ikke nærmere specificeret) del af det tildelte land ikke er anvendelig – som allerede nævnt, det kunne have være rart at få af vide præcist hvor meget det drejer sig om. En uafhængig undersøgelse, der både ser på hvad der gik godt og mindre godt blev forøvrigt offentliggjort i slutningen af april i år (1. mdr. før MS rapport), se “REVIEW OF THE GA PILA AND MOTLHOTLO SETTLEMENT PROCESSES AGAINST THE INTERNATIONAL FINANCE CORPORATION’S PERFORMANCE STANDARDS FOR RESETTLEMENT“

At et nyt hus, som det fremgår af nedenstående video, slår revner, beviser jo hverken det ene eller andet – heller ikke en række interviews, hvor vi ikke har nogen som helst mulighed for at vurdere hvorvidt de pågældende er repræsentative for de berørte mennesker eller ej.

[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=ZIxh6JBy6Vw[/youtube]

Overfor videoen står så dels de oplysninger som Anglo-Magnesia er fremkommet med, og dels det billedmateriale, som følger med de selskabets egen fremstilling af sagen, se bl.a. nedenstående billede:

"Før og efter" billede ifølge Anglo Magnesum

Jeg medgiver at jeg ikke har været i det pågældende område. Til gengæld er der grund til at være mistænksom, når man som MS kører på den høje navle og råber op om brud på menneskerettigheder og tyveri men konsekvent ikke forholder sig til de oplysninger som selskabet fremkommer med.

Havde det foregået under aparthed-regimet havde jeg måske været mere tilbøjelig til at lade tvivlen komme MS til gode. Men vi taler om at hvad MS betegner som ” tyveri af fattige sortes jord” i et demokrati, hvor det er demokratisk vedtaget at diskriminere for sorte og mod hvide og ikke omvendt. Og når MS prøver at fremstille et billede af et land hvor den demokratisk valgte regering intet kan stille op mod ”neo-liberalismen” (der for MS og andre ventrefløjsorganisationer opfattes som afløseren til Apartheid) så viser det selvfølgelig primært at MS ikke har fattet en helt grundlæggende egenskab ved det ”frådende marked” og jagten på profit, nemlig at den er komplet farveblind.

Både i selve rapporten og ved lanceringen af ”stop jordtyven” kampangen, var kampråbet igen og igen lighed. En kampråb der har lydt mange gange i det 20. århundrede og i de lande hvor de der råbte det højest endte med at få magten, er det jo altid endt med at de ”progressive” kræfter ikke kun har stjålet jorden, men også velstanden. Et glimrende eksempel på dette er før nævnte Cuba. I 1950erne et af Latinamerikas rigeste lande og et yndet må for europæiske emmigranter.  I dag er blandt regionsens fattigste lande.

Så hvis Anglo Platinum aktiviteter skal betegnes som jordtyveri, så må MS’s betegnes som velstandstyveri.

Deraf overskriften ”Stop velstandstyven – Stop Mellemfolkeligt Samvirke”