I dag ville økonom, nobelprismodtager og frihedskæmper Milton Friedman være fyldt 100 år. Med tanke på den indflydelse han har haft på både tidligere og nuværende punditokrater, vil vi naturligvis også give vores bidrag til fejring af manden, som Stephen Moore i dagens Wall Street Journal passende beskriver som “The man who saved capitalism“.
In the second half of the 20th century there was no more influential voice for economic freedom world-wide than Milton Friedman. Small in stature but a giant intellect, he was the economist who saved capitalism by dismembering the ideas of central planning when most of academia was mesmerized by the creed of government as savior.
Selv om Friedman var en kæmpe blandt økonomer er hans vigtigste bidrag måske i bund og grund hans opdatering og udbredelse af de centrale tanker, som Adam Smith allerede var kommet med 200 år tidligere. En pointe Friedman ville være stolt af. Han lagde aldrig skjul på Adam Smith enorme betydning for ham, og bar ofte sit Adam Smith slips med stolthed.
Men uanset om man mener at Friedman var den største økonom i det 20. århundrede eller ej, (en diskussion som hurtigt kan komme til at munde ud i pengepolitik, guldstandard osv, og komme til at ligne diskussioner om hvem der var den største klassiske komponist, største rockgruppe, største jazzmusiker, bedste fodboldspiller osv.), så er der én diciplin, som Friedman er fuldstændig suveræn indenfor med sine uforlignelige pædagogiske og kommunikative evner, og det er formidling af budskabet om frihed. Som Moore korrekt skriver:
More influential than Friedman’s scholarly writings was his singular talent for communicating the virtues of the free market to a mass audience. His two best-selling books, “Capitalism and Freedom” (1962) and “Free to Choose” (1980), are still wildly popular. His videos on YouTube on issues like the morality of capitalism are brilliant and timeless.
TV-serien “Free to Choose” og den medfølgende bog(Det frie valg på dansk). Tv-serien var en sensation, da den blev sendt første gang i 1980. Se eller gense dem, de er stadig aktuelle.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=f1Fj5tzuYBE&feature=player_embedded#![/youtube]
I forbindelse med bogen Free to choose, som udkom i 1979, altså før TV-serien havde præmiere, selv om den blev skrevet efter optagelserne havde fundet sted, var Friedman gæst hos Phil Donahue i 1979 og 1980. Takket være Youtube og internettet kan vi heldigvis fortsat se og nyde dem. I det 2. interview fra 1980 finder vi et af de mest berømte citater fra Friedman (om “greed):
Well first of all, tell me: Is there some society you know that doesn’t run on greed? You think Russia doesn’t run on greed? You think China doesn’t run on greed? What is greed? Of course, none of us are greedy, it’s only the other fellow who’s greedy. The world runs on individuals pursuing their separate interests. The great achievements of civilization have not come from government bureaus. Einstein didn’t construct his theory under order from a bureaucrat. Henry Ford didn’t revolutionize the automobile industry that way. In the only cases in which the masses have escaped from the kind of grinding poverty you’re talking about, the only cases in recorded history, are where they have had capitalism and largely free trade. If you want to know where the masses are worse off, worst off, it’s exactly in the kinds of societies that depart from that. So that the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=RWsx1X8PV_A[/youtube]
For et eksempel på Friedmans uforlignlige evner til at skære ind til benet og med få ord at beskrive en problemstilling, se f.eks. nedenstående video. Her forklarer Friedman i løbet af få minutter meget præcist problemet med velfærdsstaten. hans svar på den idealistiske unge mand er vel en slags “Taberfabrikken forklaret på 2 minutter”.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0E-URmNAa5o&feature=related[/youtube]
Verden blev et bedre sted at leve på grund af Milton Friedman
Som historikeren Ole Brinkman skriver i dagens kronik, “Friedmans store betydning“, kan betydningen af denne af statur lille mand, for den hastige velstandsudvikling i en række lande, som lod sig inspirere, næppe overvurderes. Med en anden nobelprisvinder, Gary Beckers, ord:
Indbyggerne i Kina og Indien er måske ikke klar over det, men den person, som de især kan takke for deres forbedrede levevilkår, er Milton Friedman.
Og det er ikke kun lande i den 3. verden som kan takke Friedman. Ud over det paradigmeskifte som fandt sted i I-landene i 1980erne, har betydningen også været stor for flere tidligere øst-lande. Som Ole Brinkman skriver om Estland i sin kronik:
Også et lille land som Estland har haft en enestående økonomisk udvikling, takket være Milton Friedman. Efter Murens fald indledte Estland et reformprogram, som løftede velstanden til et niveau, som indbyggerne end ikke havde drømt om under Sovjettiden.På ti år blev Estland det land i verden, hvor internettet var mest udbredt. Statsindustrier blev privatiseret, virksomhedsskatter blev fjernet, personskatter drastisk nedsat, forbud og reguleringer fejet ud som affald. Estland blev Den Baltiske Tiger. Estlands daværende statsminister, Mart Laar, har senere forklaret, at de radikale økonomiske forandringer skyldes, at han under sovjettiden illegalt fik fat i Friedmans bog, og heldigvis vidste han ikke, at de toneangivende vestlige økonomer ikke mente, at den slags kunne gennemføres i praksis.
Også i Børsen, fremhæver Christopher Arzrouni i dagens leder, at:
Selvom Friedman i offentligheden blev fremstillet som en gal ideolog og mødt med demonstrationer under sit besøg i København i 1976, var han i virkeligheden pragmatisk. Han talte med alle vildfarne sjæle, amerikanske præsidenter og fra britiske socialdemokrater til kinesiske kommunister og chilenske diktatorer. Og Friedman lod sig anfægte af facts. I modsætning til de økonomer, der anser deres teorier for sande, uanset hvad der måtte ske, forsøgte han at fremsætte påstande, der kunne testes. En af dem gik ud på, at euroen ville bryde sammen. Det er ikke sket endnu, selvom det knager.
Mens Lisbeth Røge Jensen på sin blog på Jyllandsposten, under overskriften “Sæt forældre og undervisning fri” skriver om en af Friedmans mærkesager, voucher-ordninger, hvorefter pengene følger barnet. En anden af Friedmans mærkesager (som ikke var/er populær hos hans konservative tilhængere) var selvfølgelig hans modstand mod “The war on drugs” og forsvar for legalisering af narkotika. Vi har skrevet en del om her på bloggen. Friedmans argument kan ses på nedenstående video.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=QULAf1wZNhs&feature=related[/youtube]
Vi (og jeg tillader mig at tale på vegne af alle nuværende og tidligere skribenter) på punditokraterne er ikke i tvivl om at Milton Friedman er en af de vigtigste personer i det 20. århundrede. Uanset om man beskæftiger sig med økonomi i snæver eller frihed og velstand i bredere forstand. Vi er heller ikke i tvivl om, at han er en af de største humanister og et af de mennesker som har gjort den største positive forskel for flest mennesker. For når det kommer til stykket er der jo intet andet system, som er mere humant end markedet.
“The great virtue of a free market system is that it does not care what color people are; it does not care what their religion is; it only cares whether they can produce something you want to buy. It is the most effective system we have discovered to enable people who hate one another to deal with one another and help one another.”
― Milton Friedman
Og nyd så Friedman i nedenstående Q&A med en række vældigt skråsikre studerende i 1970erne.
[youtube]http://www.youtube.com/watch?v=0Q6S1LjU92Y&feature=related[/youtube]
For mere om Milton Friedmans betydning, se bl.a. Nelson and Schwartz: The impact of Milton Friedman on modern monetary economics eller bestil Lars Christensens fremragende og anbefalelsesværdige bog om Milton Friedman og hans betydning, bogen kan bestilles på DJØFs forlag. Lad mig i samme ombæring anbefale Lars blog “The Market Monetarist“, som er en af de få danske blogs med international gennemslagskraft (The Economist har bl.a. citeret Lars blog). I dagens anledning bringer Lars naturligvis også en fødselsdagshilsen.
Man må sige der sidder et godt og skarpt hoved på den mand. Frihed til at vælge.
For at det hele nu ikke skal være lutter drenget heltetilbedelse på denne højtidsdag, vil jeg påpege at dette citat er et perfekt eksempel på den svage, usammenhængende logik, sammenrodning af tingene og omgang med fakta som er en del friere end “markedet” nogensinde har været det, der kendetegner kapitalismens heppekor.
“Well first of all, tell me: Is there some society you know that doesn’t run on greed? You think Russia doesn’t run on greed? You think China doesn’t run on greed? What is greed? Of course, none of us are greedy, it’s only the other fellow who’s greedy. The world runs on individuals pursuing their separate interests. The great achievements of civilization have not come from government bureaus. Einstein didn’t construct his theory under order from a bureaucrat. Henry Ford didn’t revolutionize the automobile industry that way. In the only cases in which the masses have escaped from the kind of grinding poverty you’re talking about, the only cases in recorded history, are where they have had capitalism and largely free trade. If you want to know where the masses are worse off, worst off, it’s exactly in the kinds of societies that depart from that. So that the record of history is absolutely crystal clear, that there is no alternative way so far discovered of improving the lot of the ordinary people that can hold a candle to the productive activities that are unleashed by the free-enterprise system.”
Kapitalismen er Kristi Genkomst, undtagen når det går galt, så får man pludselig travlt med at forklare, at det slet ikke var kapitalisme alligevel. Som den nylige gæsteindlægger her på bloggen slog fast på pudsig vis:
“Markedet er sat ud af spil, og det vigtigste at forstå i denne krise er, at det er ikke kapitalismens skyld. Det eksisterende monetære system har intet med kapitalisme at gøre. Det er en sær blanding af statisme og korporatisme.”
Karl Popper sagde noget unfalsificerbare teorier man måske kunne have gavn af at holde sig for øje midt iblandt al denne dånen og svimen over det mytiske “frie marked” og frihedsbomberne, der udbreder og beskytter det.
@Claus Jensen
At man skal kunne falsificere en teori var en af de ting som Milton Friedman lagde ekstremt meget vægt på, og det kan de i den grad, se evt. http://www.freetheworld.com/.Og nej, euro-krisen skyldes hverken marked eller kapitalisme, men derimod manglen på begge i Europa.
@Niels Westy
Det jeg mente var, at hvis man kan se så bredt på tingene. som der gøres i citatet ovenfor, og gøre det hele til en lovsang for kapitalisme og “relativt fri handel”, men lige så let kan vende sig om og kalde vores, dvs. USAs system, hvor startskuddet til krisen for alvor gik af, statisme, socialisme og korporatisme, når mindre heldige konsekvenser udpeges, så bliver det ikke nemt at forfalske Friedmans påstand, at fra kapitalisme strømmer der kun gode ting.
Hvordan ser det ud med et lidt mere konkret eksempel? Den “skråsikre studerende” i klippet nederst kommer ind på slaveri og kolonialisme som en forklaring på den gevaldige magt og rigdom England og USA kunne akkumulere på forholdsvis kort tid. Friedman påpeger i en smart debatmanøvre at England havde ikke slaveri og USA havde ikke kolonier, ergo slaveri og kolonier var ikke årsagen til deres rigdom, underforstået at det var frihed (i form af fri handel formoder man) der var den virkelige årsag.
Tyg lige et øjeblik på logikken bag den.
Men Friedman stopper selvfølgelig ikke der, nu da han har lavet den heldige association mellem frihed og kapitalisme – eller er det kapitalismens umiddelbare forgængere? Selv når vi kommer for at plyndre andre verdensdele, så smitter den intrinsiske frihed i vores økonomiske praksis af på dem der bliver kolonialiseret eller eksploiteret. Inderne f. eks. oplevede uset fremgang under britisk overherredømme, og begyndte først at opleve nedgang, da de gjorde oprør mod briterne. Det samme med Afrika.
Den facile historieskrivning til side, konstater vi nu med Friedman, at “fri handel” er så intrinsisk god. at selv når vi kolonialiserer og tager slaver i dens navn, så gør vi ofrene friere end før.
Dette ideologiske vås opnås let ved at konflatere begreberne. Man har treenigheden Frihed, Kapitalisme og Fremgang. Tilsammen er de det Gode i rendyrket platonisk forstand. Men de er også identiske, så hvis man får et problem med sine flotte principper om Frihed i forbindelse med slaver og kolonier, så kan man bare skifte til at tale om Fremgang. For Fremgang var der jo, slaverne fik det bedre og bedre, og Fremgang ses kun i det mål, der er Kapitalisme med i spillet, og som vi alle ved er både Kapitalisme og Frihed i økonomiske klæder.
Ergo imperialisme, kolonialisme og slaveri, er Fremgang er Frihed i proportion med, hvor tæt slavehandlernes økonomiske ideologi ligger på Friedmans kapitalistiske frimarkedsfantasier.
Og selvsagt, hvis ingen Fremgang kan postuleres, så er det nok fordi imperialisterne og slavehandlerne i virkeligheden var socialister, statister og korporatister.
Rettelse:
“og som vi alle ved er både Kapitalisme og Frihed i økonomiske klæder.”
skulle være
“og som vi alle ved er både Kapitalisme og Fremgang Frihed i økonomiske klæder.”
@Claus
Det er veldokumenteret at det var en dårlig forretning af have kolonier – det er et ikkekontroversielt synspunkt blandt økonomer.
Hvad Friedman opponerer imod er forestillingen om at vestens rigdom bygger på slaver og udnyttelse af kolonierne.
Hvilket er veldokumenteret.
@Niels Westy
Som Friedman og eulogien her siger, er han ikke konservativ men “frihedskæmper”. Er man det, så kan man sagtens sige, at kolonierne var gået hen og blevet en dårlig forretning, hvilket var årsagen til, at man vendte sig mod et mere sofistikeret system til at kontrollere verden økonomisk. Men det er ganske uvedkommende og en helt anden sag at fremhæve at det var en god forretning for dem der blev koloniseret.
Hvad har en sådan betragtning at gøre med frihedsforkæmperi?
En ting er at økonomer kan få lov til at spille gud og trække på skuldrene af folkedrab og økologiske katastrofer, sålænge en snedigt vinklet utilitariansk kalkulus kan producere et plus på facitlinjen, et andet er at hylde dem som frihedskæmpere og store humanister.
Det der er sagen med de såkaldte libertarians US style, er at de er libertarianske kapitalister, Dvs. de er for kapitalisme først og frihed nummer to. Tricket er så at gøre den første lig den anden, som vi så det med Friedmans apologetik for kolonialisme, for man kan i sidste ende kun tjene en herre.
Således har man en trop på trickle-down economics, hvilket, som vi så i 2008, bogstaveligt talt består i at hælde penge i fra toppen og håbe på at der eventuelt trickler lidt ned. Men man tror også på trickle-down frihed.
Hvis vi bare skynder os lidt at deregulere og fjerne alle skatter og i det hele taget give så megen frihed som muligt til korporationer og den finansielle elite, så trickler deres frihed nok ned til resten af verden i form af oplyst demokrati, lighed for loven osv. Denne tro er mere end naiv.
Friedmanomics blev først rigtigt fashionabel med Reagan i firserne, og vi har allerede set hvordan det gik. Oligarki, finanskapitalen strøg til tops med den medfølgende forudsigelige normalisering af finansiel korruption, et todelt legalt system, hvor eliten har næsten total immunitet for loven, mens almindelige, især sorte, amerikanere skånselsløst bliver smidt i fængsel for selv de mindste forseelser, evige krige og blanden sig i alle andres sager, osv.
Går Friedman ind for alt det? Selvfølgelig ikke, ikke i princippet i hvert fald. Hvem gør det – i princippet?
Derfor for at komme til roden må man ligesom med enhver anden religion se på, hvor free market-tilbederne vælger at fokusere deres energi.
Man kan med med biblen eller koranen i hånden vælge at fokusere på mange ting, velgørenhed, tolerance, kærlighed til næsten eller om homoseksuelle skal have lov til at gifte sig. Man kan stadig kalde sig kristen, muslim – eller libertarian – men det valgte fokus giver vidt forskellige udfald.
Friedmans og hans Chicago-drenges top-down bias er i høj grad medskyldig i at statisme og korporatisme florerer, mens frihed og demokrati mere og mere får karakter af collateral damage.
Der er iøvrigt et godt sammenfattende ord for statisme og korporatisme: Fascisme.
@Claus
Det er altid vanskeligt at sammenligne faktiske historiske forløb med konstruerede. Men i den udstrækning det er muligt, f.eks. ved at sammenligne udviklingen i Indien under engelsk herredømme med Kina og Etiopien med f.eks. Kenya, er resultatet temmelig klart – de koloniserede lande oplevede betydelig fremgang i velstand, de ikke-koloniserede gjorde det ikke.
Dine forestillinger om “konstruktioner” anser jeg som den sædvanlige konspirationsteorietiske mangel på forståelse for at historiens forløb netop ikke kan stilles op på en formel.
Noget andet er så at det ikke har været ligemeget hvem man blev koloniseret af. Skal det være, har det tilsyneladende (statistisk) været en fordel at blive koloniseret af England i stedet for f.eks. Frankrig eller Spanien.
Og hvad angår frihed, har du fuldstændigt misforstået hvem det primært kommer til gode. Der findes masser af kapitalistiske lande som historisk har haft relativt lidt plads til det private marked, og hvor politiske regulering og forbindelser er afgørende (f.eks. Latinamerika) har klaret sig markant dårligere end i lande hvor markedet og “the rule of law” har domineret (f.eks. Canada og USA).
Den vigtigste pointe Friedman fremkom med, efter min mening, er at alle mennesker og alle systemer “runs on greed”.
Den primære, men umådeligt vigtige, forskel på kommunisme og kapitalisme er, at mens kommunismen kun giver dig lov til at berige dig selv ved at ekspropriere=stjæle “de andres” ejendom, giver kapitalismen dig kun lov til at berige dig selv ved at opbygge værdi og beholde gevinsten.
Sværere er det såmen ikke at forklare, hvorfor kommunisme=socialisme altid, altid, ALTID vil føre til ruin.
Netop derfor er den amerikanske præsident Obamas nylige udtalelse om, at et individs eller en virksomheds succes bygger på andres indsats så katastrofal, for udover (foreløbigt kun) moralsk at legitimere udbytningen af de produktive, opnår han samtidig at fratage de uproduktive ansvaret for egen fiasko – hvis de produktive kan takke andre for succesen, kan de uproduktive vel også takke andre for deres fiasko?
Fraværet af individuelt ansvar følger fraværet af individuelt ejerskab lige så sikkert som fascisme følger socialismen.
@Niels Westy
Jeg er ikke helt med på, hvad mine konstruktioner er. Du har sat det i citationstegn som om det er et citat eller en parafrase af et begreb jeg opererer med.
Der er intet i mit argument, der bygger på en bestemt analyse af historiske forløb, hvad enten de er sat på formel eller ej. Intervention såsom kolonialisme, slaveri eller de demokratiundergravende operationer USA konstant har været engageret i i Latinamerika er antitetisk til de dyre begreber om frihed, ansvar og selvbestemmelse, som Friedman et al pynter sig med, uanset udfaldet. Hans utilitaristiske argumenter er hykleri af første orden.
Ej heller inviterer jeg til en sammenligning af forskellige lande for at afgøre, hvem der klarer sig bedst målt i økonomisk velstand eller fremgang. Jeg taler om de nuværende forhold i USA. Hvad er det jeg har misforstået angående “frihed” og hvem den primært kommer til gode der?
Jeg ved ikke hvad det er for demokratiundergravende operationer du taler om. Jeg kender kun til en enkelt (Guatamala).
Kære Claus Jensen,
I henhold til, at du ikke forstår hvad jeg mener med, at markedet er sat ud af spil i forbindelse med det nuværende monetære system, så kræver det lidt kendskab til økonomisk historie. Mises regressionsteorem forklarer, hvorfor du har tillid til, at et stykke papir med et tal på, der ikke koster mere end en krone at lave har værdi. Denne tillid er ikke skabt af billedet af Hamilton, H.C. Andersen eller centralbankdirektøren på sedlen. Det skyldes, at penge er opstået som et byttemedium på grund af besværligheden ved at flere individer skal bytte. Byttemediet har historisk været valgt som guld eller sølv. Det betyder, at i en verden, hvor guld eller sølv er penge, der eksisterer en fælles valuta, hvor alle varer betales i måleenheder af guld eller sølv. Det betyder, at du kan producerer sølvmønter der hedder Claus, og jeg kan producerer mønter der hedder Hubert. Men fordi guld og sølv har en høj vægtenhed, så opstod først warehousebanking, hvor mennesker opbevarede deres sølv eller guld mod så at få et bevis herpå, hvor der stod hvor meget sølv eller guld de havde i opbevaring. Det var de første papirpenge i en verden med guld- eller sølvstandard. Amerika blev funderet på en sølv/guldstandard, for som the Founding Fathers sagde, så er den største fare for vores land, hvis nogen får monopol på at producere penge. Den østrigske skole er iøvrigt ikke enige med monetaristerne i henhold til pengepolitik. Hvis du ønsker at vide mere om kreditvæsen, så er der skrevet to dejlige bøger af de to mest fremtrædende østrigske økonomer: The Theory of Money and Credit af Ludwig von Mises og What Has Government Done To Our Money af Murray Rothbard.
De bedste hilsner
Hubert
@Niels-Westy:
Prøv f. eks Contradelen af Iran-Contra, eller for såvidt begge dele for at se hvad Reagan-administrationen forstod ved frihed, demokrati, selvbestemmelse og alt det der i Sydamerika og andre steder.
@Hubert: Jeg tror da nok jeg forstår hvad du mener med at “markedet er sat ud af spil i forbindelse med det nuværende monetære system”, og er for så vidt enig. Men vi er måske ikke helt enige om, hvordan og hvorfor det kom så vidt som vi nu har set, og hvem det er der bevidst har udnyttet situationen og skummet fløden? Det virkede ellers sådan, for du pegede på bankernes uhørte privilegier i forbindelse med statisme-korporatisme, hvilket jeg også er enig i.
Det punkt hvor vore veje måske skilles, er at jeg ikke mener det skete på trods af Friedman og hans ligesindede, men i høj grad på grund af dem. Vidende eller ej så løber de langt henad vejen det “stats-korporate komplex'” ærinde, som man også ser det i dag.
Contradelen i Iran-contra skandalen var da bestemt med til at sikre at Nicaragua ikke endte som et kommunistisk diktatur, så hvis man mener at det er et legitimt politisk mål at påvirke andre landes styreformer, så var det da helt fint. I nabolandet El Salvador er der i hvert fald ingen tvivl om at der var stor opbakning bag amerikanernes støtte mod den vestreorienterede guerilla (El Salvador er sammen med Honduras de lande hvor befolkningen er mest pro USA – 89 procent ifølge Latinobarometro, se også http://americas.dk/2011/10/29/usas-praesident-er-den-mest-populaere-leder-i-latinamerika/
Jeg skrev en kommentar tidligere på dagen, der af en eller anden grund endte i jeres spamfilter?
Den er i hvert fald ikke dukket op endnu, selvom jeg har forsøgt et par gange.
Hej Martin
Medmindre du er manden bag de to infantile og latterlige personlige angreb på Niels, ligger der ikke noget og venter. Gider du poste din kommentar igen?
Redaktionen
> bjoernskov
Jeg så godt den tåbelige kommentar tidligere og havde intet med den at gøre. Jeg kan i øvrigt se, at min kommentar fra tidligere på dagen er dukket op, længere oppe i tråden.
Måske var det bare spøgelset i maskingen – eller også trænger jeg bare mere til briller, end jeg selv var klar over.
Jeg nåede jo at poste kommentaren flere gange. HVIS den nu skulle dukke op i flere eksemplarer, må I jo endelig slette de overflødige.
@Niels-Westy
Ja, der kan argumenteres for og imod – hvis man mener frihed og selvbestemmelse skal udbredes at gunpoint i fremmede lande, og at det er ok f. eks. at væbne hvilke som helst bøller, man finder i nabolaget, uden noget egentligt program andet end at sørge for, at der ikke kan blive ro til at faktionen ved magten kan føre “normal” (dvs ikke “ekstrem” eller “kommunistisk”) politik, fordi man er under militært angreb by proxy fra verdens stærkeste supermagt.
Men mit spørgsmål er det samme, hvad har det så i virkeligheden med frihed og selvbestemmelse at gøre?
Hele operationen var i øvrigt ulovlig som bekendt:
“The Boland Amendment was the name given to three U.S. legislative amendments between 1982 and 1984, all aimed at limiting U.S. government assistance to the Contras in Nicaragua. The first Boland Amendment was to the House Appropriations Bill of 1982, which was attached as a rider to the Defense Appropriations Act of 1983, named for the Massachusetts Democrat, Representative Edward Patrick Boland, who authored it. The House of Representatives passed the Defense Appropriations Act 411-0 on December 8, 1982 and it was signed by President Ronald Reagan on December 21, 1982.[1] The amendment outlawed U.S. assistance to the Contras for the purpose of overthrowing the Nicaraguan government, while allowing assistance for other purposes.[2]
Beyond restricting overt U.S. support of the Contras, the most significant effect of the Boland Amendment was the Iran-Contra Affair, during which the Reagan Administration illegally circumvented the Amendment in order to continue supplying arms to the Contras, behind the back of Congress.” (Wikipedia)
Så spørgsmålet er endnu engang det samme: Hvad har noget af det her at gøre med respekt for demokrati og “rule of law”?
Den chilenske affære, som direkte involverede the Chicago Boys, indbyder til mange af de samme spørgsmål.
Med hensyn til Nicaragua (omend det er vanskeligt at se hvad det her har med Fredman at gøre, i det han argumenterede for mindre stat og mere marked), så er det efterfølgende i en forsoningskommision i Nicaragua blevet slået fast at der blev begået grusomheder på begge sider. Sandinisterne var IKKE demokratiske, og lige som i Cuba efter Batistas fejl udrensende man slemme elementer som blot ønskede demkrati og ytringsfrihed. Så nævner du Chile. Allende blev væltet ved et militærkup efter at bl.a. kristendemokraterne (som i Chile er et socialdemokratisk parti) og der var bred folkelig opbakning bag selve kuppet (landet var kaos). Begejstringen kølnedes naturligvis en del i takt med militærets svinske metoder og brutale undertrykkelse. Friedman og The Chicago Boys havde ikke noget med selve kuppet af gøre, og Friedman besøgte først Chile i 1975, hgvor han havde en 45 minutters samtale med Pinochet. Ved samme besøg holdt han et foredrag på Santiagos Universitet, hvor han understregede betydningen af økonomisk frihed for opnåelse af personlig og politisk frihed. Var CIA da ikke til stede? Jo det var de i lighed med KGB og cubanerne. Sidstnævnte havde flere ansatte på deres ambassade end der var ansat i Chiles udenrigsministerium. At reducere det til at det var amerikanerne for slet ikke at sige Milton Friedman der stod bag kuppet er den sævanlige historieforfalskning fra venstrefløjen. Hvad vi derimod efterfølgende kan konstatere er, at Chile, som i midten af 1970erne havde et BNP under gennemsnittet i Latinamerika, og lavere end Brasilien i dag er regionens rigeste land, med den mindste fattigdom og er godt på vej til at blive et I-land.
@Niels-Westy
Jeg vil med glæde dykke ned i detaljer, for så kan vi begge erhverve ny, indgående viden, men helt principielt
1. Det drejer sig ikke om hvor (u)demokratiske sandinistaerner var eller ikke var. Det drejer sig i første omgang om er hvor (u)demokratiske dem vi/USA støttede (Contras) var.
2. Det er meget muligt at KGB var til stede i Chile under diktatoren Pinochet, men igen det drejer sig om er, hvad og hvem vi/USA støttede .
Friedman selv holdt Chile op som en personlig triumf, jeg citerer atter Wikipedia:
“The “Miracle of Chile” was a term used by free market Nobel Prize winning economist Milton Friedman to describe liberal and free market reorientation of the economy of Chile in the 1980s and the purported benefits of his style of economic liberalism. He said the “Chilean economy did very well, but more important, in the end the central government, the military junta, was replaced by a democratic society. So the really important thing about the Chilean business is that free markets did work their way in bringing about a free society.”[1]
Other economists (such as Nobel laureate Amartya Sen) have argued that the experience of Chile in this period rather demonstrates the failure of Friedman-style economic liberalism, claiming that there was little net economic growth from 1975–1982 (during the “pure Monetarist experiment”). After the catastrophic banking crisis of 1982 the state controlled more of the economy than it had under the democratic regime that preceded the military dictator General Pinochet”
Bortset fra de delte meninger har vi igen den naive ide hos Friedman, om at “frie markeder” automatisk medfører demokratiske reformer.
Og her er så lidt flere af de nuancer, man helst ikke vil have noget med at gøre hos US style Libertarians:
“In 1973, Chile had experienced hyperinflation that had hit 700 percent, at a time when the country, under high protectionist barriers, had no foreign reserves, and GDP was falling.[4] The economic reforms were originally drafted by Chilean economists known as the “Chicago Boys” because many of them had studied at the University of Chicago. The plan had three main objectives: economic liberalization, privatization of state-owned companies, and stabilization of inflation. The first reforms were implemented in three rounds – 1974–1983, 1985, and 1990.[4] The reforms were continued and strengthened after 1990.[5] However, the democratic centre-left governments of the 1990s also made a strong commitment to poverty reduction. In 1988, 48% of Chileans lived below the poverty line. By 2000 this had been reduced to 20%. This was achieved through a 17% increase in the minimum wage, a 210% increase in social spending targeted at the low income sectors of the population, and across the board tax increases, reversing the Pinochet tax cuts of 1988 and bringing in a further 3% of GDP in tax revenue. Overall, social spending and redistribution accounted for 40% of the poverty reduction, with economic growth doing the rest [6]. ”
Men det er ikke Friedman jeg vil fokusere på med dette eksempel. Du ville have eksempler på, at USA undergraver demokrati i Sydamerika. Ok, kuppet der satte diktatoren Pinochet ved magten og sendte flygtninge til bl. a. Danmark var sponsoreret af USA.
1. Jeg skal ikke spekulere i intentioner, jeg kan kun konstatere at nicaragua endte med at få demokrati. Men jeg synes måske nok at vi er temmelig langt væk fra Milton Friedman, som ikke var udenrigspolitisk eller sikkerhedspolitisk rådgiver for nogen regering eller præsident.
2. Med hensyn til Chile. Det er helt korrekt at en gruppe økonomer, studerende mv. udarbejde den såkaldte “The Brick” mens Allende var ved magten, og at den var kraftigt inspireret af forbindelsen til University of Chicago. Men derfra og til at det blev regerings politik er et langt stykke.
3. Det er også korrekt at der skete forandringer før 1975, men de var få og med hensyn til indsatsen mod inflation, privatisering og de offentlige finanser skete der først noget for alvor fra 1975 og frem.
4. På et afgørende punkt afveg man fra Friedmans ideer, og det var vedr. valutapolitikken, hvor man indførte et fastkursregime. Det var og har også senere vist sig, at det på kort sigt kan være fornuftig i bekæmpelsen af inflation. Den store fejl var at man fastholdt fastkurspolitikken samtidig med at man havde frie kapitalbevægelser, hvilket var årsagen til at det brød sammen i forbindelse med den internationale gældskrise i begyndelsen af 1980erne. Til forskel fra andre latinamerikanske lande blev denne krise dog kortvarig og reformerne fortsatte.
5. Der er ingen tvivl om at omkostningerne i forbindelse med stabiliseringen af den chilenske økonomi i anden halvdel af 1970erne var enorme – det erkender alle involverede. Nok iværksatte man en række tiltag for at afbøde de umiddelbare effekter (offentlige beskfætigelsesprojekter mv.) men det kunne langt fra kompensere for de kortsigtede ressecionseffekter ved omstilling til en fri markedsøkonomi.
6. Med hensyn til fattigdom skal nok lige medtages, at du referer til officielle nationale fattigdomsgrænser. De er umulige at sammenligne internationalt fordi hvert land har sine egne. Men målt på FNs definitioner (1,25 UDS og 2 UDS) om dagen. Har Chile siden 1980erne – ikke først i 1990erne – uden sammenligning været det land i Latinamerika, som har været bedst til at reducere fattigdom. Ligesom Peru, som er det seneste land i regionen som har oplevet høj vækst og velstandsfremgang baseret på Friedmanske ideer, har været det de sidste 10 år (bl.a. når man sammenligner med Brasiliens i samme periode).
7. Endelig med hendyn til demokrati. Friedmans tese er ikke at markedskapitalisme automatisk fører til demokrati, men at det er en forudsætning for demokrati. Med hensyn til Chile kan vi jo kun konstatere at Pinochet i sidste ende trådte tilbage og demokratiet – heldigvis – blev genindført i Chile.
8. Efterfølgende har der været koncensus om de centrale dele af de reformer som gennemførtes i Chile i 1970erne og 1980erne, også i Allendes gamle parti.
Så jeg synes egentlig at Chile fungerer fint som et eksempel på det frie markeds overlegenhed.
Jeg er helt enig med Niels – I har bevæget jer meget langt væk fra Friedman. Mht. Niels’ pointe omkring fattigdomsmål skrev vi om det i januar: https://punditokraterne.dk/2012/01/06/ulighed-er-ikke-fattigdom/
@Niels Westy:
Jeg medgiver, at Friedman siger (bl.a. i nederste videoklip), at markedskapitalisme er “necessary but not sufficient” for demokrati, men i praksis synes han dog alligevel at mene, det er den magiske ingrediens. Han insinuerer temmeligt kraftigt, at de økonomiske reformer var katalysatoren for Pinochets afgang:
“the really important thing about the Chilean business is that free markets did work their way in bringing about a free society”.
Det vender den klassiske libertarianisme på hovedet, som siger at frihed er forudsætningen sine qua non for at markedet kan føre til lighed. Dvs. frihed resulterer i lighed via markedet. Friedmans fokus sætter markedet først. Filosofien hedder så, at markedet fører til frihed og lighed, hvor de to sidstnævnte ikke fandtes i forvejen.
At dette er kernen af neoliberalisme og 90 % af hvad der kaldes libertarianism i USA behøver jeg næppe føre bevis for. Det handler om at deregulere, afskaffe skatter, skære ned på det offentlige osv. Det er hvad man forstår ved frihed; at gøre markedet “frit”. De andre ingredienser Friedman hentyder skal til for at demokratiet kan fungere får meget, meget lidt opmærksomhed. Ideen, hvis der er nogen, er at det følger automatisk når bare “the free markets (are allowed to) work their way in bringing about a free society”.
Man vil måske indvende, at et fuldstændigt frit marked er lig med fuldstændig personlig frihed, selvom Friedman skelner klart mellem de to. Det vil også gøre det hele til en tautologi. Hvis vi allerede er fuldstændigt frie, er markedet det selvsagt også som funktion deraf. Og hvad kan det så yderligere bidrage med? Den eneste funktion det kunne have, udover at skabe velstand, er at omsætte friheden til lighed, ikke bare lige muligheder, men lige resultater, hvilket garanterer lige muligheder og dermed de facto frihed fremover.
Dette er stik imod kapitalismens essens, hvor ulige relationer og resultater tilstræbes og lovsynges af kapitalisten, som fører en evig, bitter klassekamp mod arbejderen.