I 1970erne formulerede Arthur Laffer det forhold, der er kommet til at bære hans navn: Laffer-kurven. Kurven, der viser forholdet mellem skatte- og afgiftstrykket og statens indtægter fra skatter og afgifter, ser ud som et omvendt U. Når skatter og afgifter er nul, er indtægterne naturligvis også nul – et forhold som alle kan se. Laffers pointe var, at når skatter og afgifter nærmer sig hundrede procent af befolkningens indtægt, nærmer statens indtægter sig også nul.
Ved at fjerne folks personlige udkomme af at arbejde og generelt gøre en indsats, fjerne man også deres incitament til det, og de holder således op med at arbejde – i det mindste officielt. Laffers indsigt var, at det skatte- og afgiftsniveau, der giver staten en maksimal indtægt, derfor må ligge et sted mellem nul og hundrede procent. Hvis man forsøger at hæve skatte- og afgiftsbyrden over dette toppunkt, ødelægger man så meget økonomisk aktivitet, at statens indtægter faktisk falder.
Og med dén indsigt kommer vi til dansk skattepolitik. Et af de store problemer for danske politikere er den totale uvilje til at skære ned på en hvilken som helst offentlig udgift. De seneste mange år er udgifterne endda steget hurtigere end nationalindkomsten, hvilket nødvendigvis betyder, at man må finde nye indtægter. Men stigninger i indkomstskatten har ikke rigtigt været en mulighed, medmindre man havde samme økonomisk-politiske overbevisning som Frank Aaen. Vismændene demonstrerede endda sidste år, at et S-SF-forslag om en millionærskat sandsynligvis ville skabe et indtægtstab for staten på cirka en halv milliard.
Hvis man kender Lafferkurven og dens logik, er det derfor ikke længere svært at forstå, hvorfor danske skattepolitiske diskussioner er blevet så specielle. Vismændenes forslag, som bl.a. handler om at skifte fra indkomstskatter til skat på bolig, er ligesom mange radikale forslag begrundet i at man ikke kan flytte boligen, og den type skatter derfor ikke påvirker folks arbejdsudbud og øvrige indsats i samme omfang som indkomstskat. På samme måde synes det ofte som om forsøget på at indføre en række andre skatter og afgifter – sukker- og fedtskat, ændringer i vandafledningsafgifter osv. – også skal skaffe indtægter på en måde, som enten ikke på samme måde direkte påvirker folks arbejdsvalg, eller bare er mindre synlige for folk.
Basalt set handler danske skattepolitik i et signifikant omfang – selvom sært nok ingen rigtigt siger det – om måder man måske kan ændre strukturen på skatte- og afgiftstrykket, så man kan flytte på Lafferkurven og altså lidt endnu undgå at prioritere. Hvis ikke, ender man med at forsøge at finansiere nye udgifter med nye og højere skatter og afgifter, som faktisk sænker statens indtægter, samtidig med at de gør danskerne fattigere. Diskussionerne er blevet så avancerede og politikken så teknisk fordi vi allerede har nået toppunktet af Lafferkurven – så meget man overhovedet kan tvinge ud af danskerne før deres reaktioner underminerer skatte- og afgiftsgrundlaget.
Det undrer mig, at en lektor i økonomi slynger ud, at vi allerede har nået toppunktet af Laffer-kurven, som om det er en empirisk underbygget påstand. Er det?
Vismændenes beregning af effekten af en millionærskat kan ikke tages til indtægt for, at de nuværende marginalskatter på 56,1 pct. ligger til højre for toppunktet på Laffer-kurven. Jeg er ret sikker på, at DREAM heller ikke kan bekræfte dette.
Skatteministeriet lavede for en del år siden nogle beregninger på deres STØV-model, der viste, at det rent faktisk var tilfældet på langt sigt, når der også blev taget hensyn til uddannelseseffekter m.m., men dengang var marginalskatten på 63 pct., og topskattegrænsen var lavere. Så gælder det også i dag? Mig bekendt er der ingen empiriske undersøgelser, der kan bekræfte det, men hvis det er tilfældet, ville det passe sig med en kildehenvisning.
Det må forøvrigt gælde, at selv hvis indkomstskatten ikke ligger til højre for Lafferkurvens toppunkt, så er det optimalt at stræbe efter at minimere de forvridende effekter af skatten for et givet provenu.
@Torben: Du har helt ret i at det er svært at vide, hvor vi ligger på Lafferkurven. Der er nærmest et mareridt at beregne, og man kan ikke bruge hverken ADAM, SMEC eller DREAM til det. Hvis jeg skal præcisere min pointe var den, at vi må ligge i nærheden af toppunktet – og at det ret nemt kan forklare hvorfor dansk skattepolitik handler så meget om strukturtwists og fine tuning i stedet for mere gennemskuelige forhold.
Mht. din sidste pointe om indkomstskatten, er vi helt enige! Det er ikke ønskværdigt at ligge ved toppunktet, da et optimum ifht. statisk velfærdsmaksimering eller dynamiske væksteffekter tilsiger et noget lavere niveau.
Et forsøg på empirisk estimation findes her: <a href=http://www.nber.org/papers/w15343.pdf?new_window=1)
Er der nogen danske studier der viser hhv. det provenu- optimale og vækst-optimale skatteprocenter for Danmark, sådan lidt a la Gerald Scullys 19,3% for maksimalvækst?
Og er Scullys studie egentlig gangbart? (Jeg håber det er, men jeg er jo ikke så opdateret på disse ting).
Jeg er med på at OECD, ECB og andre har vist at Danmark kunne opnå en provenugevinst ved at sænke skatterne, men jeg har ikke set noget mål for hvor stor procentsatsen skulle være.
Der findes rigelig af argumenter for at sænke skatten efterhånden. Der findes også rigelig af argumenter for at sænke afgifterne.
Er danskerne bare blevet så stats-tryghedsvante at det eneste argument imod at sænke begge ovenstående, er at man ikke kan overskue konsekvenserne heraf (naturligvis skjult med argumenter såsom social massegrav etc.) – og derfor tøffer videre, omend lidt vrantne og utilfredse, men i det store hele ikke utilfredse nok til at overvinde frygten for forandring?
Det er efterhånden svært at høre på offentligt ansatte kvinder der hele livet har arbejdet på deltid gå og brokke sig over en lav offentlig ydelse.
Pingback: Dragsteds mærkværdige verden | Punditokraterne