Da Hugo Chavez døde forleden, stod mange på venstrefløjen i kø for at rose ham og hans regime i Venezuela. Men der var også en del, der ikke er højrøde, der havde rosende ord tilovers for manden. En af standardkommentarerne var, at nok var hans økonomiske resultater frygtelige – som vi skrev om forleden – men hans sociale resultater var fine. Problemet er blot, at de mange, der kom med det argumentet, forvekslede officielle hensigter med faktiske resultater.
En første indikation er børnedødeligheden, der ofte bliver brugt som et bedre mål for dyb fattigdom og nød end de sædvanlige tal. Dødeligheden for børn under 5 er faldet fra 26,1 per 1000 i 1995 – før Chavez overtog landet – til kun 15 i 2011 (iflg. Verdensbanken). Det er en præstation, der bliver fremhævet af mange, og bestemt en indikation på, at noget godt er sket. Men hvis man ser på nabolande med markant andre politiske visioner, ser det pludselig ikke så imponerende ud. I samme periode har Peru formået at sænke sin børnedødelighed fra 54,8 per 1000 til 18. Chile, det mest liberale land i Latinamerika, havde en dødelighed på 13,6 i 1995, og har per 2011 en på 8,7 per 1000. Udviklingen går langsomt i Venezuela.
Et andet problem, der rammer de fattige meget hårdere end rige, er inflation, og helt særligt variabel inflation. Pludselige og stærke prisstigninger kan hurtigt vælte budgettet hos en fattig familie uden særlig opsparing, mens middelklassen og rigere segmenter har en opsparing eller fast ejendom, som kan fungere som buffer for uforventede stød. På det punkt har Chavez-regimets politik også været ekstremt kritisabel. Se blot figuren nedenfor (igen tal fra Verdensbanken) og sammenlign Venezuelas inflationsudvikling med Peru og Chile.
Sidst, men ikke mindst, har der været næsten utallige rapporter om, hvordan regimet i Venezuela har knægtet den frie presse og ytringsfriheden. Alle kommentatorer – måske med undtagelse af P1’s husmarxist Niels Lindvig – har bemærket dette, men uden at tage det helt alvorligt. Chavezs mediepolitik har dog ikke bare påvirket udlandet, men i særdeleshed ødelagt et ellers rimeligt velfungerende civilsamfund. Han har således været helt traditionel kommunist på linje med hvad man så i Østeuropa efter anden verdenskrig. Det bemærkelsesværdige er, at Chavez levede fint med pressen de første to år af sit regime, men slog benhårdt ned da den begyndte at kritisere det nye styre. Læg mærke til knækket opad i Freedom Houses pressefrihedsvurdering i 2000, og det markante knæk nedad mod langt mere frihed i Peru efter 1999. Jeg kan ikke se, hvordan noget demokratisk menneske kan retfærdiggøre det som ’fine sociale resultater’.
