Med jævne mellemrum fyldes vestlige og ikke mindst danske medier med forargelse over arbejdsforhold og lønninger i den 3. verden. Den underliggende anklage er hver gang, at vestlige firmaer har et ansvar for de ringe arbejdsforhold, og derfor er ansvarlige for at de forandres. Det har vi senest set i forbindelse med den forfærdelige ulykke i Bangladesh, hvor mere end 1000 mennesker mistede livet, da en 8 etagers bygning, som indeholdt et indkøbscenter og en række systuer, kollapsede for et par uger siden.

Det er desværre ikke en usædvanlig hændelse, omend antallet af omkomne denne gang var langt højere end man har set tidligere. Det er bestemt heller ikke et problem, som er begrænset til Bangladesh. Problemet findes i mange fattige lande.

Som sådan har ulykken intet specifikt med tøjindustrien at gøre, men er en konsekvens af et mere generelt problem i landet. Men det faktum at der i den pågældende bygning blev syet tøj, der skulle eksporteres til Vesten er hurtigt blevet centrum for debatten herhjemme, mens paven i Rom – deraf overskriften – “fordømte” hvad han kaldte de “slavelignende” arbejdsforhold indenfor Bangladesh beklædningsindustri,

Levevilkår i Bangladesh

Efter nutidige danske og vestlige standarder er arbejds- og lønvilkår i Bangladesh beklædningsindustri selvfølgelig ganske forfærdelige. Lønningerne er meget lave, arbejdstiden lang og de fysiske rammer uden tvivl af meget lav standard.

Men man kan i denne forbindelse stille sig selv to spørgsmål:

1. Hvordan var vilkårene i Danmark, da vi var på samme niveau?

2. Hvordan er arbejdsvilkårene i forhold til det øvrige arbejdsmarked?

Tager vi udgangspunkt i BNP per indbygger, befinder Bangladesh sig på ca. samme niveau som Danmark i 1840erne!! Der er næppe grund til at antage at vilkårene for arbejdere i beklædningsindustrien (i det omfang en sådan eksisterede på daværende tidspunkt) var bedre i Danmark på daværende tidspunkt, tværtimod. Også i forhold til Cambodia, som jeg skrev om i efteråret, er Bangladesh et fattigere land. Cambodias købekraftskorrigerede BNP per indbygger er næsten 20 procent højere end Bangladesh.

Ifølge Verdensbanken levede ca. 43 procent af befolkningen i absolut fattigdom (mindre end 1,25 PPP USD.per dag) i 2010, mens andelen af befolkningen, som havde mindre end 2 USD. til rådighed per dag udgjorde 76,5 procent af befolkningen.

Set i forhold til dette, er forholdene i beklædningsindustrien relativt gode.

Jeg skal beklage, at det empiriske grundlag for en række angivelser ikke er af den kvalitet man ellers godt kunne tænke sig. Det har ikke været mulig for mig at finde en solid officiel statistik for en række tal.

Omend der er tale om en grov metode, er det næppe helt forkert at gange den lokale løn i løbende dollars med 2,5 for at komme frem til købekraftskorrigede USD (baseret på IMFs tal for nominel og PPP korrigereret BNP per indbygger). Herefter svarer minimumslønnen i Beklædningsindustrien på 38 *USD. til 95 PPP USD. om mdr. og den gennemsnitlige løn, som ifølge denne artkel på BBC’s hjemmeside er 70-100 USD, svarer til ca. 175-250 PPP USD. per mdr. Andre angiver dog den gennemsnitlige løn til at være nærmere 45 USD., svarende til ca. 113 PPP USD

I pressen omtales primært mindstelønnen på 38 USD. per mdr. Derimod omtales sjældent, at selve minimumlønsystemet består af flere trin, alt efter stilling, anciennitet osv., De ca. 38 USD. (3000 taka) er laveste trin. Højeste trin er på ca. 115 USD. (9.000 taka), se også “The Garment Industry in Bangladesh“.

En rapport udarbejdet af Bangladesh Statistiske kontor i 2011 omhandlende lønninger i 2009-2010 tyder også på at lønningerne ligger en del højere end minimumslønnen.

Beklædningsindustriens betydning for Bangladesh

Som det fremgår af ovenstående graf er antallet af ansatte steget eksplosivt. Fra 2 mio. i 2005 til 4 mio. i 2012. Branchen står desuden for omkring 90 procent af Bangladesh samlede eksport.

Den væsentligste faktor bag denne udvikling har været de lave lønninger.

Med den nylige ulykke in mente, er det nærliggende at kræve bedre sikkerhed, ligesom det ikke er en overraskelse at man gerne fremhæver Bangladesh, når der argumenteres for højere minimumslønninger. Problemet er blot, om det reelt er til gavn for de fattige, som man angiver som baggrund for sine krav.

I en artikel i Forbes for nylig, bemærker den amerikanske økonom Benjamin Powell, at:

As an economic matter, employers are largely indifferent as to how their labor costs are balanced – that is, whether the compensation consists of wages, the administration of safety standards, health care benefits, or vacation time.  A cost is a cost. Workers, on the other hand, do care about the mix of compensation.  When workers are poor, they want most of their compensation paid in wages, because they are trying to feed, clothe, and shelter themselves and their families.

I artiklen Sweatshops and Third World Living Standards: Are the Jobs Worth the Sweat? kommer Benjamin Powell og David B. Skarbek frem til, at det at være ansat i en sweatshop ikke er det ringeste alternativ for fattige mennesker i de pågældende lande (ellers gjorde de det nok heller ikke).

I “The case for Sweatshops” peger David R. Henderson på, at

Many workers in third-world sweatshops have left even harder, lower-paying jobs in agriculture to move to garment factories. Moreover, sweatshops are a normal step in economic development. Singapore, Malaysia, South Korea, and Hong Kong all had sweatshop jobs thirty years ago. They don’t now because workers in those countries have acquired skills and employers have accumulated capital.

Og man kunne tilføje at Europa og USA var gennem samme udvikling endnu tidligere. Forholdene var bestemt ikke bedre end det man ser i dag i bl.a. Bangladesh.

Konsekvenserne af internationale krav til arbejdsmiljø og lønninger.

Jeg skal medgive, at det kan være vanskeligt at skrive det næste, der vil i hverfald være en del, som vil mene, at der sådan må det bare ikke være. Problemet er blot at sådan er det.

Som det har fremgået af dette indlæg er lønomkostningerne i Bangladesh blandt verdens laveste. Og det er netop grunden til at man kan deltage i den internationale konkurrence. Øger man omkostningerne (det være sig lønninger eller andre omkostninger), vil det alt andet lige medføre højere forbrugerpriser og lavere beskæftigelse.

Denne sammenhæng kan synes banal, men desværre synes mange at have svært ved at erkende den. Ja, det er jo hele argumentet bag fairtrade konceptet og bevægelsen for “living wages”, Danwatch osv. at vi bare skal “betale en lille smule mere”, at det ikke forholder sig således, at vi køber mindre, hvis vi skal betale mere. Den lader vi lige stå.

Et andet argument der ofte fremføres er faren for et “race to the bottom”. I virkeligheden forholder det sig omvendt.

Kina er i dag fortsat verdens største producent og eksportør af beklædningsgenstande, men det er på lånt tid. Ikke primært fordi andre underbyder dem, men fordi lønninger og omkostninger stiger hastigt i Kina, således at andre lande bliver mere konkurrencedygtige. De lønninger vi i dag oplever i Bangladesh, var normen i Kina for blot 23 år siden i Kina, I dag er man på niveau med Peru (og er mere end 5 gange så velstående som Bangladesh).

Når beklædningsindustrien forlader Kina til fordel for bl.a. Bangladesh er det ikke udtryk for et “race to the bottom”, men tværtimod udtryk for Kinas “race to the top” (omend det kræver en række reformer, hvis vækstraterne skal opretholdes på et fornuftigt niveau de kommende år, det vender jeg tilbage til i et indlæg på et senere tidspunkt).

Man er vel imperialist.

Både herhjemme og i andre vestlige lande synes reaktionen på ulykken i sidste måned at være baseret på en forestilling om, hvad Tim Worstall har betegnet som, at:

Poor brown people just aren’t good enough at this governance stuff so we enlightened ones will have to do it for them.rsti

Herhjemme indgik tøjindustrien og regeringen for få dage siden en partnerskabsaftale, der ifølge Chrstian Friis Bach skal

blive til gavn for især de kvinder, som hver dag sidder og syr vores tøj, men som ikke skal gøre det med livet som indsats.

og tilføjer, at

Vi kan ikke løse det alene fra Danmark. Det her kræver, at regeringen i Bangladesh styrker indsatsen betragteligt, og vi lægger pres på, for at det sker.

På sin facebookprofil kommenterer han aftalen med, at

I dag indgår vi en partnerskabsaftale med tekstil- og tøjfirmaerne – bedre arbejdsforhold, højere løn, renere produktion og øget åbenhed. Det vil gøre en forskel for de (især) kvinder, der syr vores tøj i Bangladesh!

Enhedslisten har kritiseret aftalen for ikke at være bindene, og mener at så snart pressen holder op med at skrive om det, er virksomhederne flintrende ligeglade.

Jeg håber at de får ret.