For en lille uge siden havde jeg en kommentar i Børsen med titlen ”Virker Sundhedspolitikken?” Flere har efterlyst at vi omtalte den her på stedet, hvilket hermed er gjort. Pointen er, at når man undersøger den højt profilerede antirygepolitik, som sundhedsminister Astrid Krag er åbenlyst stolt af, er der ingen videnskabeligt baseret grund til at tro, at den har nogen som helst gavnlig virkning. Her er et pluk fra kommentaren:
I et nyt europæisk studie fra det tyske IZA-institut viser Alois Stutzer og Reto Odermatt ved Universität Basel meget sammenlignelige resultater. Ved at sammenholde ændringer i afgifter, priser og forbud finder de således heller ikke, at afgifter har haft nogen effekt på om folk ryger eller ej. Modsat det amerikanske studie, finder de heller ikke at europæeres tobaksforbrug er følsomt overfor prisen. Det betyder dog ikke, at afgifter er uden konsekvenser. Når højere priser ikke ændrer på forbruget af tobak, må den mindre købekraft jo forsvinde et andet sted fra. Rygere reducerer ganske enkelt andre indkøb.
De schweiziske økonomer kan dog gå et skridt videre end amerikanerne. For det første viser de også, at forbud mod rygning på offentlige steder heller ingen virkning har på forbruget. Muligvis ryges der mindre på cafeer eller offentlige arbejdspladser, men folk vælger blot at ryge et andet sted. For det andet kan de ved at bruge EU’s halvårlige spørgeskemaundersøgelse påvise, at væsentligt højere afgifter sænker rygernes tilfredshed med livet, mens de intet gør for ikke-rygernes tilfredshed.
Eneste virkning er, at staten skraber flere penge ind i afgifter – men måske var det den egentlige hensigt? Det schweiziske studie kan findes her; et tilsvarende amerikansk er her (gated).
“Eneste virkning er, at staten skraber flere penge ind i afgifter – men måske var det den egentlige hensigt?”
Det er nu ikke eneste virkning. Det har ganske vist kun lidt at gøre med sundhedspolitik, men før rygeforbuddet blev indført i Danmark fandtes det røgfri alternativ stort set ikke. I dag er folk overvejende positive over for forbuddet, fordi de sætter pris på røgfrihed. Jeg gætter på, at mange steder ville forblive røgfrie, hvis forbuddet blev ophævet. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at den kulturelle udvikling ikke har været katalyseret af, at forbuddet har gjort det klart, hvad alternativet til tobakståge er.
Dén udvikling har i hvert fald gjort noget for min tilfredshed – og sandsynligvis også min sundhed. Min tidligere kulturelt betingede tolerance over for tobaksrøg er erstattet af reel valgfrihed. Jeg kommer stadig på værtshuse, hvor der ryges, men oftere går det den anden vej.
Som økonom må det være interessant (måske banalt?) at overveje, hvorfor der ikke var et større udbud af røgfrie steder, man kunne nyde en øl, før forbuddet blev indført.
@Ramon: Det kan sagtens være din oplevelse, men min egen er nu anderledes. For det første kan det godt være, at din egen tilfredshed er øget, men Stutzer og Odermatt finder absolut ingen indikationer på, at det er generelt. For det andet var der i det mindste i Aarhus begyndt at komme en del steder, hvor der var afgrænsede rygeafdelinger i cafeer. Cafe Svej havde – og har stadig – en afdeling med en glasvæg og -dør til resten af cafeen, hvor der må ryges. Så jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt tror på signaleffekten.
Klart, at min egen oplevelse er et meget dårligt mål for den generelle tilfredshed. Jeg ved dog ikke rigtigt, hvordan Stutzer og Odermatts resultater flugter med, at Rygeloven er gået fra at have opbakning fra omkring halvdelen af befolkningen, før den blev vedtaget, til kort efter den blev indført og stadig i dag at have have opbakning fra omkring 80%. Er den holdningsændring ikke et udtryk for en øget tilfredshed, eller er folk bogstaveligt talt ligeglade, blot med en anden mening?
http://www.ugebreveta4.dk/da/2008/200805/Baggrundoganalyse/DanskerneElskerRygelov.aspx
http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/2012/12/27/1227131910.htm
Vi har i øvrigt været her før: https://punditokraterne.dk/2010/11/29/er-dansk-politik-blevet-hyperpuritansk/
Fantastisk indlæg i den diskussion om tyskklingende dobbeltnavne af ham, der altid skriver om fastkurspolitiken, og jeg konstaterer samtidig, at jeg hellere må finde mig en ny kæphest. Ville nødigt ende som førnævnte personage.
Ved nærmere eftertanke trækker jeg i land: Historierne ovenfor melder intet om, hvor tilfredse folk var med situationen, før Rygeloven blev indført. Og jeg har ingen anelse. Tilbage står kun, at et betragteligt flertal er tilhængere af en form for regulering. Hav en god weekend.
Det er nyt og interessant, hvad schweizerne har fundet om life satisfaction, specielt i gruppen “marginal smokers”, som er defineret som “rygere uden viljestyrke” – i.e. dem, der har forsøgt at stoppe rygning indenfor et år tidligere, men er fejlet.
Denne gruppe, som fylder 30% i deres sample (lyder højt i forhold til mine oplevelser IRL), er ifølge spørgsskemaerne de eneste der får øget life satisfaction af anti-rygepolitik, mens de 70% “normale” rygere får lavere life satisfaction, og ikke-rygere er ligeglade:
1. smoking bans:
do not aff ect non-smokers
reduce the life satisfaction of people who are likely smokers
substantially increase the life satisfaction of marginal smokers
2. higher cigarette prices:
do also not aff ect non-smokers
reduce the life satisfaction of likely smokers
and particularly of marginal smokers
De “viljesvage” marginal smokers er meget glade for rygeloven, men samtidig meget kede af de højere priser. Disse små velfærdsofre føler sig måske forrådt af Big Mother, når de nu har vist god vilje og har forsøgt at gøre, hvad der blev sagt? 😉
http://ftp.iza.org/dp7177.pdf
Min (for nogen sikkert forudsigelige) personlige oplevelse af disse totalitære politiske tiltag er, at den negative effekt af dem er enorm. Langt større end man kan måle ud fra spørgeskemaer. Det er uden tvivl den mest samfundsskadelige lovgivning, vi har set i vores tid. Den har taget en stor gruppe hidtil velfungerende borgere og har hængt dem ud fra den ene dag til den anden, sendt dem hjem, nægtet dem at efterspørge deres “life satisfaction”, og har gjort dem til ofre, stort set uden rettigheder. Hertil kommer inddragelsen af virksomhedernes ejendomsret. Anti-rygepolitik kan umuligt være sundt for økonomi, kreativitet, innovation, social interaktion, privatforbrug osv. i samfundet. Og slet ikke for “sundheden”, men det ses jo allerede i sygdomsstatistikkerne, som stiger & stiger.
Men det er da interessant, at man ikke kan finde øget life satisfaction efter rygeloven hos ikke-rygerne. Måske var livet bare ikke så slemt, før man bildte folk ind, at passiv rygning var sundhedsskadeligt?
Ramon, det er en god metodologisk pointe. Hvis man ikke ved, hvordan situationen var før introduktionen af en politik – hvad var niveauet af folks tilfredshed og hvordan så trenden ud – kan man naturligvis heller ikke meningsfuldt forsøge at evaluere en effekt. Det glemmer folk forbløffende ofte.
180grader – Økonom: Virker anti-rygepolitikken overhovedet?
http://www.180grader.dk/Politik/konom-virker-anti-rygepolitikken-overhovedet
Med andre ord er efterspørgselskurven for rygning den teoretiske mikros Loch Ness-monster: den vertikale efterspørgselskurve. Eller hvad?
Det kan man godt kalde den. jeg er lige så ubekvem ved at finde en nulelasticitet som de fleste økonomer, men hvad skal man gøre når meget omhyggelige studier faktisk dokumenterer den? Et eller andet sted må der jo ligge nogle solide krydselasticiteter.
Fiat data, et pereat mundus. Men det undrer mig bare ift. de amerikanske studier (jeg læste faktisk så sent som i går Abadie, Diamond og Hainmueller, hvor de introducerer syntetiske kontroller for at kunne estimere effekten af Prop 99 i Californien).
Måske har de europæiske interventioner været dårligt designede? (“Dårligt” i betydningen “Dårlige til at opfylde deres formål”).
@Johannes Polemicus: Hvad er egentlig deres formål? Mon ikke det er ét af problemerne? Det startede med, at man ville reducere passiv rygning – senere blev det til at reducere rygning …
Som man kan se af Adda, Cornaglia 2010, ser det ud til at det kun er lykkedes at “flytte” røgen – ikke reducere den.
Reduktionen af passiv rygning har været vellykket nok; det interessante er, hvorfor reduktionen af rygning generelt ikke er lykkedes i samme omfang. Schweiz har – ligesom Danmark – indført en undtagelsesregel for små lokaler, hvilket formentlig har skabt tættere substitutter.
Det kunne selvfølgelig tænkes, men man har heller ikke fundet reduktion, hverken i rygning eller passiv rygning i USA iflg. Adda & Cornaglia. Kun flyttet røgen fra offentligt rum til privatrum, ser det ud til.
Jeg har lige kigget på Adda og Cornaglias studie, og det ser meget mærkeligt ud.
De finder differentiale effekter af interventioner på forskellige aldersgrupper af børn, men de prøver ikke på nogen måde at identificere en underliggende model, der ville forklare hvorfor fx 8-12 årige børn oplever øget cotinin-indhold i blodet.
De kalder det “displacement effects”: Interventionen flytter røgen fra steder, hvor børn ikke opholder sig (arbejdspladser & serveringssteder) hen til steder, hvor de opholder sig (hjemmet) – omend et forskelligt antal timer alt efter hvilken aldersgruppe der er tale om.
@Christian: “jeg er lige så ubekvem ved at finde en nulelasticitet som de fleste økonomer, men hvad skal man gøre når meget omhyggelige studier faktisk dokumenterer den?”
Bortset fra Adda & Cornaglia 2010: http://dengulenegl.dk/blog/?p=2184
– og de to studier, du har citeret, hvilke har du ellers fundet?