Forleden var den fhv. konservative justitsminister ude med forslag om, at man administrativt og på efterretningstjenestens foranledning skulle inddrage de danske syrienskrigeres pas.
I de fleste lande er det et regeringsprærogativ at udstede og inddrage rejsedokumenter og opholdstilladelser; der er i dén forstand ikke meget bemærkelsesværdigt ved Mikkelsens forslag.

Før paskontrol blev så allestedsnærværende, som det er i dag, gav retten til at nægte at udstede pas langt fra så stor magt over borgerne. Foranlediget af den amerikanske borgerkrig begyndte Canada eksempelvis først at udstede pas i 1862. Seksten år senere, i 1878, blev der udstedt nøjagtig 50 pas; vi kan nok regne med, at der har været en del flere canadiere, som rejste internationalt.

Britisk pas fra 1927.

Situationen er anderledes nu. Den, der får sit pas inddraget, pålægges ‘landearrest’. I det man overhovedet ikke kan rejse gennem lufthavne uden gyldige rejsedokumenter, og i de fleste lande (selv lande, der ikke aktivt vedligeholder grænsekontrolposter på landjorden) er forpligtet til at kunne bevise sit statstilhørsforhold, så er det et ganske konkret indgreb i borgerens handlefrihed. Det kan måske være nødvendigt, men ligesom ved varetægtsfængsling, påbud om fodlænke eller meldepligt, bør sådanne indskrænkninger skulle prøves af en dommer.

Det er en kærkommen lejlighed til at reflektere over passets historie.I en forstand er Mikkelsens forslag præcis i passets ånd: det er et forsøg på at styre uregerlige elementers færden over grænserne. Det kan være velbegrundet eller tyrannisk, alt efter bevæggrundene. Lige i tilfældet at begrænse syrienskrigernes mobilitet og især tilbagevenden ser vi noget så sjældent som et tilfælde, hvor passystemet lever op til sit oprindelige formål om at regulere undergravende elementer.

I slutningen af 1800-tallet var det kun Europas mest reaktionære regimer, huset Romanov i Rusland og Osman i Osmannerriget, som bredt pålagde deres egne borgere at bære interne pas og begrænsede udlændinges adgang. Der havde fandtes lignende begrænsninger på laverestillede borgeres migration i mange andre lande, herunder Danmark, og love mod vagabonderi, men for almindelige borgere var der en høj grad af rejsefrihed mellem hele den vestlige verden. Det usædvanlige var, at disse nødforanstaltninger kom til at gælde i fredstid, og at de blev rettet mod hele befolkningsgrupper.

Som med de fleste magtmidler var foranstaltningerne altså i begyndelsen rettet imod suspekte delbefolkninger og grupperinger, som de europæiske stater så en særlig interesse i at kontrollere. Det kunne være anarkister – den tids store terrortrussel – men gjaldt generelt uønskede elementer, såsom pacifister eller udlændinge.

Den tilbageholdenhed overlevede ikke Verdenskrigen. Krig er som bekendt statens sundhed, og den største krig gav da også fornyet kraft til at udvide statens omfattende magt og åbne nye fronter hjemme. Indførslen af alment gældende pas- og visumkrav skete i særlig grad for at sikre krigsindsatsen imod femtekolonnevirksomhed fra fremmede spioner og infiltratorer, men den sværeste del af byrden for denne kontrolforanstaltning faldt som altid på almindelige mennesker. Som forfatteren Michael Marrus skriver:

During World War I, European governments introduced border passport requirements for security reasons, and to control the emigration of citizens with useful skills. These controls remained in place after the war, becoming standard, though controversial, procedure. British tourists of the 1920s complained, especially about attached photographs and physical descriptions, which they considered led to a “nasty dehumanization.”¹

Dette var et markant tilbageskridt i forhold til den lykkelige liberale periode fra slutningen, hvor massetransit med tog og dampskib gjorde det umuligt for staterne at kontrollere deres grænseovergange. (Staternes haltende regulering af internettet er en åbenlys parallel – teknologien løb kortvarigt fra statsmagten, men den indhentede til sidst sine løbske borgere).

Sammenlign med situationen tredve år før: ”The English author Norman Angell described his migration to the USA in the 1890s: “I had no passport, no exit permit, no visa, no number on a quota, and none of those things was asked for on my arrival in the United States.“ (Han blev siden nægtet et pas på grund af sin pacifistiske agitation).

Passet – diplomatpas undtaget – opstod i sin moderne form som anti-terrorforanstaltning, men endte som New Normal. Når først magtmidlet var opfundet, afprøvet og indført, blev det umuligt at afskaffe. Det tog årtier at få genindført pasfrie rejser internt i Europa. Millioner og atter millioner borgere må kortlægges og forsynes med kvitteringer, og ved en hver mindre flyvetur passere igennem et filter, som har til formål at opfange en ud af tusinde rejsende.

Landsdækkende, befolkningsomfattende rejserestriktioner er en del af repressionens infrastruktur – et system, som kan mobiliseres til vidtrækkende repression nærmest ved at trykke på en knap.

Der findes politiske og kriminelle grupperinger, som næsten alle er enige om at udsætte for hård repression for at begrænse deres handlerum, straffe medlemmerne og opbryde deres organisationer, men det er umuligt ikke at bekymre sig om disse vidtforgrenede kontrol- og overvågningsmekanismer. De kan ikke bare misbruges; de er blevet misbrugt og misbruges til stadighed.

Det mindste vi kan gøre, er at forsøge at anerkende dem for hvad de er – antiterrorbestemmelser fra krigens tid, som har overlevet, fordi de er belejlige. Passets historie er i dén forbindelse bare et mindre kapitel i de mange ændringer, der skete i forbindelse med mobiliseringerne i 1914, og som vi aldrig er sluppet af med.