Forleden var den fhv. konservative justitsminister ude med forslag om, at man administrativt og på efterretningstjenestens foranledning skulle inddrage de danske syrienskrigeres pas.
I de fleste lande er det et regeringsprærogativ at udstede og inddrage rejsedokumenter og opholdstilladelser; der er i dén forstand ikke meget bemærkelsesværdigt ved Mikkelsens forslag.

Før paskontrol blev så allestedsnærværende, som det er i dag, gav retten til at nægte at udstede pas langt fra så stor magt over borgerne. Foranlediget af den amerikanske borgerkrig begyndte Canada eksempelvis først at udstede pas i 1862. Seksten år senere, i 1878, blev der udstedt nøjagtig 50 pas; vi kan nok regne med, at der har været en del flere canadiere, som rejste internationalt.

Britisk pas fra 1927.

Situationen er anderledes nu. Den, der får sit pas inddraget, pålægges ‘landearrest’. I det man overhovedet ikke kan rejse gennem lufthavne uden gyldige rejsedokumenter, og i de fleste lande (selv lande, der ikke aktivt vedligeholder grænsekontrolposter på landjorden) er forpligtet til at kunne bevise sit statstilhørsforhold, så er det et ganske konkret indgreb i borgerens handlefrihed. Det kan måske være nødvendigt, men ligesom ved varetægtsfængsling, påbud om fodlænke eller meldepligt, bør sådanne indskrænkninger skulle prøves af en dommer.

Det er en kærkommen lejlighed til at reflektere over passets historie. Læs resten →