Som flere af vores læsere er opmærksomme på, udgav Transparency International forleden deres årlige Corruption Perception Index for 2015. TI-indekset er det mest almindeligt brugte mål for, hvor meget eller lidt korruption, et land lider under. Mens det med jævne mellemrum kritiseres for kun at fange folks opfattelse af korruption og bestikkelsesproblemer – og dermed måske ikke den faktiske situation – peger det meste forskning på, at det faktisk er et ganske godt mål. Jeg har også i min egen forskning noteret mig, at det generelt viser det samme som andre mål, baseret på andre målemetoder (se f.eks. her og her).

Årets Top-30 er illustreret i figuren nedenfor; blå søjler er de nordiske lande, røde søjler er de to tidligere kommunistiske lande (Estland og Polen), der er i toppen, og de to grønne er formelt udviklingslande (Bhutan og Botswana). Bemærk, at bunden af figuren er sat til en score på 43, som er årets gennemsnit over alle de 167 lande, der er ratet.

I den absolutte top er der ingen overraskelser. Danmark, Finland, Sverige, New Zealand og Holland har gennem årene liget i den absolutte top – korruption er særdeles sjælden hos os, og selvom der er en sag i ny og næ som sidste år i Danmark, viser disse sager hvor hårdt og effektivt, der slås ned på problemer. Toppen er således karakteriseret ved at være lande med meget høje tillidsniveauer – Norden, New Zealand, Canada, Holland – og lande med særlige traditioner for rene bureaukratier som f.eks. Tyskland, Singapore og Schweiz.

Det er, når man kommer forbi de første 20, at lande, man kan kalde overraskelser, dukker op. Estland har samme rating som Frankrig på trods af landets lange kommunistiske fortid. Som vi tidligere har skrevet her på stedet, er landet i fuld færd med at etablere sig som det hemmelige, nordiske samfund. Det samme gælder i en vis forstand Polen, som mange danskere har en del fordomme overfor. Men polakkerne har så absolut ingen accept af korruption og har ryddet imponerende op i deres samfund de sidste 20 år. I gruppen ligger også det mærkværdige land Bhutan, Afrikas tordnende succes Botswana, og Qatar og de Forenede Arabiske Emirater. Det sidste fortjener en kommentar på vejen som noget så sjældent som et mellemøstligt olieland uden særlige bestikkelsesproblemer.

Qatar og Emiraterne har en meget tydelig ambition om at blive regionens svar på Singapore, og med embedsværk, der er lige så rene som Frankrig eller Chiles, er de på rette vej. De er således også et eksempel på, at intet samfund er dømt til at forblive korrupt. Viljen til at løse problemerne kombineret med et politisk system, der følger med – uanset om det er demokratisk, autokratisk eller et absolut monarki, er nødvendigt. Man får dermed et hint til at forstå, hvorfor Grækenland og Rumænien er så anderledes end Portugal og Polen; men måske er det mere et emne for et gymnasieprojekt end en blogpost?