I den amerikanske valgkamp har Skandinavien været et emne. Som vi har skrevet om før her på stedet – ikke mindst her – misforstår Bernie Sanders, Hilary Clinton og mange andre amerikanere helt fundamentalt vores lande. En uinformeret amerikansk venstrefløj påstår, at Skandinavien fungerer så godt på grund af velfærdsstaten, og implikationen de drager er naturligvis, at USA skal være mere som os. Men hvis det argument skal være overbevisende, må man kende de faktiske grunde til at skandinaviske lande er / var så relativt succesfulde.
Den svenske økonom Nima Sanandaji udgav fornylig en ny bog med titlen Debunking Utopia: Exposing the Myth of Nordic Socialism, hvor han afliver en række myter om Danmark, Norge, Sverige og Finland. Sanandaji har tidligere skrevet den fine Scandinavian Unexceptionalism for the Institute of Economic Affairs (som kan downloades her) og er blevet en del omtalt i de amerikanske medier (f.eks. her). Han bekræfter en række forhold i den nye bog, som også Milton Friedman kendte til. Friedman blev en gang spurgt, hvordan de kunne være, at der var så få arbejdsløse i Sverige. Hans famøse svar var, at man også blev nødt til at spørge, hvorfor der var så få arbejdsløse amerikanere med svenske forfædre.
Sanandajis bog har fået flotte anmeldelser (og jeg har bestilt den), så her er blot nogle få illustrationer af hans hovedpointer. Vi opsummerer dem i grafen nedenfor, hvor søjlerne angiver, hvor mange procent de skandinaviske efterkommere er anderledes end det amerikanske gennemsnit. Grafen har fem kategorier: Danskere, svenskere, nordmænd, finner, og en skandinavisk samlekategori, hvor folk sandsynligvis placerer sig hvis de f.eks. enten har blandet dansk-svenske forfædre eller forfædre, der kom fra Island eller Norge mens de ikke var uafhængige.
Som figuren viser, er de skandinaviske efterkommere 12 % mere tilbøjelige til at have afsluttet en gymnasial uddannelse, 35 % mindre tilbøjelige til at være arbejdsløse, og cirka 30 % rigere end den gennemsnitlige amerikaner. Sanandajis pointe her er, at når man ser sammenlignelige fænomener hos danskere og danske efterkommere i Danmark og i f.eks. USA, dvs. i lande med meget forskellige institutioner og velfærdsregimer, kan succeserne ikke skyldes velfærdsstaten. Årsagen må ligge i faktorer, som folk bærer med sig, når de emigrerer. Basalt set handler det i Sanandajis optik om tillids- og ærlighedsnormer og arbejdsetik, der forklarer forskellene. Som man siger i USA: Food for thought.
Nu tiltrækker USA også en anden form for emmigranter end mange andre lande.
Jeg køber gerne præmissen om det er folket i Skandinavien der har skabt velfærdsstaten og ikke omvendt. Men hvad er så forklaringen på folket I Skandinavien har disse særegenskaber. Kommer det ind med modermælken?
Det er et frygteligt spørgsmål! I f.eks. tillidslitteraturen troede man på et tidspunkt, at man havde nogle gyldige forklaringer, men problemet er blevet, at i senere studier kan man se, hvordan tilliden er ældre end forklaringerne. Man genfinder den f.eks. i de amerikanske efterkommere af folk, der udvandrede i anden halvdel af 1800-tallet. Det samme ser ud til at gælde for andre forhold. Så for tiden ser en af de ‘bedre’ forklaringer ud til at have med geografi at gøre. Hvis man var landmand i de nordiske lande, skulle man arbejde benhårdt for at overleve – og i særdeleshed blev man nødt til at spare op hvert år til vinteren. Overlevelse er også svært uden at stole på andre mennesker udenfor ens umiddelbare nærgruppe. Men det er stadig mere indikationer end det er solide forklaringer.
Hvordan afgøres det “hvem” der er skandinav i USA?
Der er vel en ret stor bias forbundet med hvilken type mennesker der interesserer sig for deres slægtshistorie 100 år tilbage i tiden. Det er f.eks. muligt at en social taber, de er efterkommer efter en migrant fra Lolland for 100 år siden, ikke bruger specielt meget energi på at mindes sine danske rødder, men i stedet bruger kræfterne på at finde den næste øl. Hvordan fremgår en sådan stodder i statistikkerne?
Hvem identificerer ham og følger hans livsforløb?
Det er faktisk forbløffende at de fleste amerikanere ved, hvor deres familie kom fra. Men de står normalt som amerikanere med ‘amerikansk’ heritage. Det er derfor et problem, man normalt anser for ret ligeyldigt. Uanset det viser det samme mønster sig i de undersøgelser, der bruger data på tredjegenerationsamerikanere – dvs. dem, hvor man stensikkert ved hvor bedsteforældrene kom fra.
“de fleste”
Hvordan ved man at de fleste ved det.
Er der ikke netop en enorm risiko for at den gruppe der “ved det” og som deltager i den slags undersøgelser adskiller sig ret dramatisk fra dem som “ikke ved det”
Når der laves undersøgelser på tredjegeneration og man stensikkert ved hvor bedsteforældrene kom fra. SÅ er det jo netop kun en undersøgelse på dem som man ved hvem er.
Det er et udsnit af “skandinavere” som vel næppe udgør den reelle population af “skandinavere og efterkommere” i Amerika.
Den uuddannede taber der rejstre væk fra Minnesota mod Californien og døde af druk uden at bekymre sig om familien hjemme i Danmark eller i Minnesota – hvordan i alverden bliver han medregnet.
Jeg forstår ganske enkelt ikke hvordan det lykkedes at indfange den virkelige population af “skandinavere” i Amerika, taget i betragtning at de fleste kom i en tid hvor de ikke er registreret med CPR-nummer og i elegante databaser hvor man kan følge deres livsforløb m.m.
Når de så i et par generationer har parret sig med skotter, polakker mm., og flyttet rundt mellem stater, døde i krige, mistet kontakten til Skandinavien osv., hvordan lykkedes det så at få samlet data sammen om hvordan “skandinaviere har klaret” uden at dette er ekstremt biased i forhold til “den virkelige skandinaviske population”
Det er ret enkelt: De fleste af disse undersøgelser baseres på the US Census – dvs. på folketællingen. Den tæller_alle_amerikanere! Så der er ikke noget problem med, hvem der tælles.
Pingback: Korruption er også et kulturelt fænomen – Punditokraterne