Der har på det sidste stået en debat om den lave tillid til regering og politikere. Vi har tidligere skrevet om emnet her og her, men forleden blussede debatten op igen. Det skete da en ny undersøgelse og en bog af Jørgen Goul Andersen, professor ved Aalborg Universitet, endnu en gang pegede på, at danskernes tillid til politikerne er på et historisk meget lavt niveau. Goul gik dog et skridt videre og hævdede, at faldet skyldes, at politikerne ikke beskytter den socialdemokratiske velfærdsstat nok. TV2 opsummerede hans påstand således: ”Reformer af efterløn, dagpenge, kontanthjælp, førtidspension og andet har skabt større utryghed blandt en stor gruppe af vælgere.”
Både Goul og Mark Ørsten fra RUC mener, interviewet i Kristeligt Dagblad, at der i særlig grad mangler kommunikation. Grunden til mistillid er således, at mangel på kommunikation betyder, at politikerne ikke altid er informeret klart om, hvad borgerne gerne vil, og borgerne ofte ikke ser rationalitet og storheden i politikernes handlinger. For en samfundsforsker med baggrund i public choice er det et i særgrad mærkværdigt synspunkt.
Debatten har to separate aspekter: 1) Hvad er den ’optimale’ grad af tillid til politikere; og 2) er Gouls påstand om årsagerne korrekt? Nummer 2) er sjældent et element i den offentlige debat – evidens er så forstyrrende for politiske postulater – og 1) har manglet helt. Spørgsmålet, der mangler i debatten er derfor, om tillid til regering og politikere er godt. Mit argument her er, at det er det ikke.
Den amerikanske magiker og libertarianske intellektuelle Penn Jillette diskuterer her en intuitivt public choice-position til spørgsmålet. Jillette opsummerer sin – og min – holdning til spørgsmålet ved at “the last thing we want is a government that can get things done.” I stedet er hans ønske, at ”we want a clunky, sloppy, slow-moving, small, insignificant, weak government.” Grunden er,at politikeres incitamenter til at gennemføre noget som helst i første omgang er, at blive valgt og genvalgt. Årsag nummer 1 til politik er popularitetshensyn. Derefter har de fleste særinteresser, de repræsenterer og som støtter politikerne eller deres parti, og naturligvis kræver de en vis modydelse. Kun derefter kan man forestille sig, at nogle politikeres incitamenter kan formes af et ærligt ønske om at gøre det rigtige – hvis det overhovedet kan defineres, og hvis politikerne i øvrigt ved hvordan samfundet fungerer og er kompetente på andre måder. At have tillid til politikere er derfor lidt ligesom at give børnehavebørn ansvar for egen læring.
Vender man sig mod empirien, udgav jeg sidste år sammen med Niclas Berggren og David Lipka en artikel i Public Choice, hvor vi undersøgte om legitimitet – i høj grad formet af folks tillid til politikere – medierer effekten af den offentlige sektor på den økonomiske vækst (gated version her; gratis tidligere version her). Vi fandt, at en stor offentlig sektor er forbundet med lavere vækst, men også at virkningen var meget mere negativ, når folk opfattede staten som mere legitim – dvs. når de havde høj tillid til politikere.
Det sidste empiriske spørgsmål er, om Goul har ret: Falder folks tillid til politikerne, hvis de reformerer velfærdsstatspolitiker? Vi tillader os i dag, at præsentere konkret evidens fra en empirisk analyse lavet direkte til bloggen. Vi har brugt data fra Eurobarometer-undersøgelserne, der siden 1995 har spurgt borgerne om deres tillid til politikere, politiske partier og regeringen. At faldet er virkeligt, kan ses i figuren nedenfor, der plotter tillid til Folketing og regering siden 1995.
Politisk tillid, 1994-2016
Kombinerer man det med købekraftsjusterede data på gennemsnitsindkomst og Heritage Foundations Index of Economic Freedom, kan man direkte teste Gouls påstand. Heritage-indeksene måler nemlig meget direkte de aspekter, Goul henviser til: Statslige reguleringer i bl.a. arbejdsmarkedet, den offentlige sektors størrelse, og markedsregulerende politiker. Vi har derfor kørt en række regressionsanalyser med år- og lande-fixed effects for de 30 europæiske lande, der dækkes af datakilderne. Hele datasættet er naturligvis tilgængeligt for vores læsere, så vi opsummerer blot kort hvad der kommer ud af det.
Med lande-fixed effects er alle resultater identificeret af ændringer over tid indenfor et land: Hvordan ændrer folks tillid til politikerne sig, når de ændrer på den økonomiske frihed. Har Goul ret, bør der være et helt generelt billede på tværs af de 30 lande, hvor politisk tillid er negativt forbundet med økonomisk frihed. Men det, der kommer ud af analyserne er faktisk, at hvis den økonomiske frihed hæves, stiger folks tillid til politikerne. Bruger man delen af Heritage-indekset, der måler størrelsen af den offentlige sektor, er en 10 % ændring i indekset forbundet med en 10 % højere tillid til politikerne.
Analysen er således ikke ligefrem konsistent med et politisk populært argument om, at vælgerne ikke kan lide reformer af velfærdsstaten. På tværs af Europa, det omvendte ser ud til at gøre sig gældende. Søndagsanalysens konklusioner således (lidt firkantet), at man ikke bør have tillid til politikere, der vil meget, og at folk heller ikke har det. Kunne det måske være værdifuldt at vide for politikerne selv, eller foretrækker de at leve i deres politiske boble?
Interessant. Det kunne være en oplagt specialeidé, at se nærmere på Goul Andersens påstand. Hvordan vil han forklare den faldende tillid til politikere i lande, der ikke har en socialdemokratisk velfærdsstat?
Personligt mener jeg medierne har spillet en stor rolle. Der har de sidste mange år været rigtig stor fokus på personsager. Som konsekvens heraf har vi set en tendens til, at politik er blevet en karriere, hvor nye politikere bliver rekrutteret fra ungdomspartierne. Få ‘almindelige’ mennesker gider stille op til politik, hvis de ved de havner på forsiden af EB for noget de måske har sagt for 10 år siden. Mig bekendt er således kun 1 ud af Folketingets 179 medlemmer stadig erhvervsaktive ved siden af (Preben Bang Henriksen fra Venstre). Det skaber en hvis distance til befolkningen, hvorfor tilliden lider et knæk.
Nummer et på årsagerne til mistillid til politikere er vel korruption.
Når vi ikke har så meget korruption i Danmark, så skal der vel noget andet til.
Et højt offentligt forbrug er måske det tætteste, man kommer på korruption.
Der hvor Goul kunne have en logisk pointe, er at de offentlige besparelser udgør et tillidsbrud, fordi politikerne før valget lover velfærd, velfærd og velfærd, men bagefter når virkeligheden banker på, fattes riget penge. Det sidste siger han næppe.
Grafen forekommer mig at følge de økonomiske konjunkturer. Finanskrisen fremstår lysende klart. Og dermed også at tilliden falder, når der ikke er penge til at opfylde løfterne.
Noget som dog står mig lidt uklart, er hvad der menes med velfærdsreformer. En sådan reform medfører vel ikke nødvendigvis større økonomisk frihed. Tværtimod forekommer det mig, at der skæres uden at give økonomisk frihed af betydning.
Det er rigtigt, at det der nogle gange bliver solgt som ‘velfærdsreformer’ i Danmark ikke øger den økonomiske frihed. Men de er for det meste heller ikke reformer af velfærdsstaten, men ændringer der skal beskytte dens fortsatte eksistens. Man behøver blot se på de såkaldte skattereformer, som på ingen måde ændrede meget på det overordnede skatte- og afgiftstryk. Reformer, der faktisk ændrer ting, er f.eks. Nyrup-regeringens effektivt liberaliserende reformer af det danske arbejdsmarked i 90erne, mens Fogh praktisk taget ikke opnåede noget. Løkkes Helhedsplan er på samme måde lidt af en storm i et glas vand. Så min pointe er, at man skal være meget forsigtig med at skelne mellem det, der sælges om ‘velfærdsreformer’ og de facto reformer af velfærdsstaten.
Pingback: Er liberaliserende reformer virkelig upopulære? Nej – Punditokraterne