Statsminister Lars Løkke Rasmussen ser ud til at have opgivet, at lave et forlig om 2025-planen. Han meldte i går ud, at der nu kun skal forhandles finanslov, og de yderligere forhandlinger er udskudt til efter finansloven er færdig. Børsen nu til morgen kalder det helt korrekt et nederlag, ligesom Hans Engell på News heller ikke var imponeret.

Mange borgerlige er frustrerede over statsministerens manglende evne til at bringe en nominelt blå flertalsblok sammen om et forslag, og spørgsmålet er nu, hvad fortællingen om nederlaget bliver. Mange i Venstre og DF synes allerede at have valgt fortællingen: At det er Liberal Alliances krav om en topskattelettelse på mindst fem procent for alle, der blokerer for en aftale. Dertil kan man tilføje DFs ultimative krav om, at der ikke må gives topskattelettelser eller skæres i det offentlige forbrug, og Venstres langvarige angst for vælgerne. Det særlige er dog, at mange kommentatorer, der køber fortællingen om LAs blokade, har undret sig over, hvorfor alliancen nægter at acceptere Løkkes forslag om en topskattelettelse for alle indkomster under en million.

Som public choice-økonom er jeg meget tilfreds med, at Liberal Alliance har afvist forslaget. Grunden, som mange læsere givetvis allerede har set, er at en delvis, strategisk lettelse som den, Løkke har foreslået, er en ret sikker vej til at forhindre fremtidige lettelser. Årsagen er simpel politisk dynamik omkring medianvælgeren, partiernes kernevælgere og deres indkomstforhold.

Mens den gennemsnitlige indkomst for folk med indkomster er cirka 300.000 kroner, er topskattegrænsen næste år under de nuværende regler 479.600 kroner; i år er grænsen 467.300 kroner og knap en halv million danskere betaler topskat. Den næste grænse på en million dækker en noget mindre del af befolkningen: Ifølge de seneste tilgængelige tal fra Danmarks Statistiks Indkomster 2014, havde 67.700 personer en millionindkomst i 2013. Det faktiske tal i dag er derfor i omegnen af 70.000.

Heri ligger det politiske problem: Mange vælgere, som partierne har en politisk interesse i at tage hensyn til, betaler enten topskat, er tæt på at betale topskat – og kan i princippet godt rykke over grænsen næste år – eller har en ægtefælle, partner eller søster, der betaler topskat. Mens noget fattigere vælgergrupper kan have et misundelsesincitament til at støtte en høj topskat, har disse vælgergrupper således et konkret økonomis incitament til at støtte en lettelse. Det giver derfor politisk mening for mange partier – sandsynligvis inklusive Socialdemokratiet – enten at lette topskatten for mellemindkomster, eller at flytte grænsen opad. Det burde derfor være relativt let at finde flertal for et forslag som det nuværende, hvor man i realiteten indfører en mellemskat – en ekstraskat på 10 % for indkomster over 479.600 kroner – og en topskat på ekstra 5 % på indkomster over en million.

Men flytter man den effektive topskattegrænse tilstrækkeligt langt opad, som Løkkes forslag indebærer, gør man i en politisk henseende det, at man reducerer den vælgergruppe, der rammes, til en gruppe som alligevel ikke er interessant i politik. Er man interesseret i de faktiske, økonomiske konsekvenser af topskat – lavere arbejdsudbud, mindre iværksætteraktivitet osv. – eller de moralske aspekter af skatten – staten bør stjæle så lidt som muligt fra borgerne – er det et hæsligt forslag. Grunden er meget enkelt, at når man flytter effekten af topskat ud på tilstrækkeligt få borgere, forsvinder den politiske grund til nogensinde at gøre noget ved resten af problemet.

Havde Anders Samuelsen således sagt ja tak til Løkkes forslag, kunne det meget let betyde, at topskatten aldrig afskaffes. Og hvis det går, som det gik fra 1987 og frem i dansk politik, sætter man grænsen op med inflationen, mens antallet af borgere der betaler, stiger med indkomsttilvæksten. Over tid vil flere og flere borgere således igen betale topskat, indtil gruppen bliver så stor, at de repræsenterer et politisk interessant antal. Politik er prostitution og den eneste forskel er, at mens almindelige ludere sælger deres krop for penge, sælger de fleste politikere deres inderste overbevisninger for popularitet. Samuelsens ultimative afvisning af at gøre det, kan derfor have forhindret et klassisk yoyo-problem.