Som de fleste nok ved, findes der en lang og til tider voldsom debat om, hvorvidt ulandsbistand hjælper fattige lande.  Denne debat er reflekteret i en mindre voldsom akademisk debat om, hvorvidt regional udligning – overførsler til andre dele af EU eller andre dele af et land – virker efter hensigten. I Danmark er samme debat hele diskussionen af, hvad den voldsomt komplekse kommunale udligning faktisk gør.

Uformelt er argumentet ofte, at udligning tit kan forsvinde i korruption. Der er således masser af eksempler fra Sydeuropa på indlysende tåbelige projekter, der er finansieret af EU’s regionale puljer. De tomme lufthavne i Castellon og Lleida-Alguaire i Spanien er blot blandt de mest synlige eksempler. Men argumentet indebærer dermed også, at regionaludligning burde ’virke’ i de mindre korrupte og mere velfungerende lande.

Om det er tilfældet besvares i et nyt papir af Thushyanthan Baskaran (Uni Siegen), Lars P. Feld og Sarah Necker (begge Uni Freiburg) – hattip: Niclas Berggren. Lars Feld er derudover medlem af der Sachverständigenrat zur Begutachtung der gesamtwirtschaftlichen Entwicklung, der er Tysklands udgave af Det Økonomiske Råd, dvs. de tyske vismænd. I papiret med titlen ”Depressing Dependence? Transfers and Economic Growth in the German States, 1975-2005” undersøger Thushy, Lars og Sarah, om de føderale udligninger mellem de tyske Bundesländer påvirker deres økonomiske vækst. De ser på perioden 1975-2005, hvor man kan identificere de økonomiske effekter af udligningerne fordi systemet blev ændret i 1995 som reaktion på de nye Länder i øst. Deres papir er derfor et studie af regionalstøtte i et af de lande i verden, hvor man a priori burde forvente at den virker bedst.

De tre tyske økonomer finder, at den regionale i bedste fald ikke påvirker de tyske Länders vækst. Med forbehold for den statistiske præcision i undersøgelsen, er alle estimater faktisk negative og indikerer, at et flertal af Länder faktisk skades af udligningen. Så vidt ligner studiet dermed den brede konsensus i litteraturen om ulandsbistand.

Vores tyske kolleger kan dog gå et skridt videre: Pga. de omfattende tyske budgettal, kan det lade sig gøre at estimere hvad Länder-regeringerne faktisk bruger udligningsmidlerne på. Kun én budgetpost er tydeligt påvirket, nemlig den der kategoriseres på engelsk som ”expenditures on economic promotion.” Med andre ord peger den omhyggelige evidens på, at de tyske anekdoter er korrekte. Udligningerne bliver brugt på industristøtte til døende, uproduktive industrier for at holde dem flydende. Selv i det bedste tilfælde – Tyskland – hvor støtteordningerne er omhyggeligt omfattet af klar lovgivning, ender midlerne i sidste ende i rent-seeking som beskrevet af Arye Hillman for mere end 30 år siden. Kunne man måske forestille sig, at den langt mere politiserede og uigennemsigtige danske udligning har lignende konsekvenser?