Det er ærgerligt, men politisk forståeligt, at regeringen har opgivet at komme igennem med lavere topskat. Regeringen forsømmer imidlertid også en historisk mulighed for at gøre op med nogle af de mest hæmmende skatter i øvrigt. Dagens erhvervspakke er – i bedste fald – småforbedringer og i andre tilfælde deciderede maskede erhvervsstøtteordninger. Samtidig øges kompleksiteten i skattesystemet betydeligt.

Der er en række skatter, som har større samfundsøkonomiske skadevirkninger end skatten på arbejde. De burde have haft førsteprioritet i dagens udspil. Skatten på kapitalafkast er høj og uensartet – helt op til realt 85 pct. på de højeste trin for aktieafkast og renter. Dem vil regeringen ikke ændre på – det er for renter faktisk mindre ambitiøst end hos den smalle V-regering. Der er samtidig en lang række afgifter, som forvrider mere end skatten på arbejde – bl.a. elafgiften. De foreslåede afgiftsjusteringer er små og symbolske.

Forslaget (i skattepakken i går) om at sænke registreringsafgiften er til gengæld et yderligere skridt i den rigtige retning. Realiteten er, at afgiften helt kan undværes, fordi ejer- og brændstofsafgifterne dækker de eksterne kørselsomkostninger. Forestillingen om, at man meningsfyldt kan gøre registreringsafgiften “mere grøn” er et rent fatamorgana.

Aktiesparekontoen er en kompleksitetsskabende særordning, som øger progressionen i aktiebeskatningen. Investorfradraget og overfradraget for forskning og udvikling vil forvride investeringerne bort fra de mest rentable.

Regeringens udspil mister legitimitet ved ikke at angribe de største problemer først. Et udspil, der mere har karakter af gavebod og symbolik, risikerer at gøre det nemmere for oppositionen at komme igennem med at bruge råderummet til udgifter frem for strukturforbedringer.