Fraser Instituttet i Canada har forleden dag, sammen med Friedrich Naumann Foundation for Freedom og the International Research Foundation of Oman, udgivet den årlige Economic Freedom of the Arab World. Rapporten, der i år er forfattet af Salem Ben Nasser Al Ismaily, Azzan Al-Busaidi, Miguel Cervantes og Fred McMahon, dokumenterer omhyggeligt, at der ikke er sket det helt store i den del af verden. På trods af påstande om en såkaldt ’neoliberal bølge’, viser rapporten ikke nogen særlige fremskridt. Der er derimod meget store, og relativt stabile forskelle mellem landene. Selvom man ofte tænker på disse lande som en slags enhed, er den arabiske verden derfor, meget ligesom for eksempel Europa, ikke særligt ens i en institutionel forstand. Figuren nedenfor, der plotter størrelse på den offentlige sektor og kvaliteten af retslige og bureaukratiske institutioner, den pengepolitiske stabilitet og åbenhed for handel i 2015, illustrerer fuldt ud forskellene.

Disse forskelle er dog ikke altid som man tror. De to demokratier i regionen – Tunesien og Comorerne – adskiller sig for eksempel ikke i økonomisk frihed fra andre lande, de delte institutioner med for få år siden. Den egentlige forskel er i institutioner og økonomisk politik mellem monarkierne og de andre. De arabiske monarkier har i gennemsnit en score på 7,9 mod 6,1 for diktaturerne og 6,5 for de to demokratier. Man må dog huske, at monarkierne i den arabiske verden også stort set alle er olierige lande, der muligvis har ’bedre råd’ til at have velfungerende juridiske og bureaukratiske institutioner. Undtagelsen er Jordan, der ikke har olie og på mange måder er det mest almindelige af de mellemøstlige lande. Det er også perfekt gennemsnitligt blandt monarkierne, når man for eksempel ser på graden af korruption (48 på Transparency Internationals CPI og dermed sammenligneligt med Tjekkiet og Italien) på trods af, at landet er væsentligt fattigere end olielandene.

Overordnet set strækker den arabiske verden sig fra konfliktplagede og institutionelt ekstremt svage, store lande som Syrien, Sudan og Libyen til ganske velfungerende, små autokratier i Bahrain, Oman og de Forenede Arabiske Emirater. Deres problemer er for det meste meget forskellige og dermed slet ikke sammenlignelige, og de to demokratier illustrerer, at regionen ikke er en ’lost cause’ for demokratisering. Når man tager hensyn til en række meget mærkværdige eksempler på lovgivning – den saudiske ledelse er for eksempel først fornylig begyndt at lette på forbuddet mod, at kvinder må køre bil (selvom regimet ikke blandede sig, da en fuldt kvindelig crew fra Royal Brunei Airlines sidste år fløj en Boeing 787 til Jeddah) – findes der velfungerende retsvæsener i området. Private ejendomsrettigheder er for eksempel fint beskyttede i Bahrain og Emiraterne, og både Qatar og Emiraterne har bedre kontrol med korruptionsproblemer end de sydeuropæiske lande, og ganske nordeuropæiske reguleringsstandarder.

På samme måde som man nogle gange må minde amerikanere om, at Europa ikke er et land eller en bare nogenlunde sammenlignelig gruppe lande, minder Fraser Instituttets Economic Freedom of the Arab World således om, at den arabiske verden ikke er én størrelse. Nogle af de mest håbløse lande ligger i det arabiske Nordafrika og Mellemøsten, mens andre dele på mange måder minder institutionelt om os. De store forskelle skal ikke søges i deres økonomiske frihed, men i andre aspekter af samfundet. De få lande i regionen, hvor pressen er blot nogenlunde fri, er Comorerne, Libanon og Tunesien, der ifølge Freedom House har cirka samme standarder som Serbien eller Bolivia. Er man interesseret i økonomisk frihed og er dele af den arabiske verden op til vestlige standarder. Er ens præferencer bredere, og er man bekymret for sin personlige frihed og muligheden for at tænke og tale frit, skal man blive væk. Og gør man det, er tanken ikke langt væk: Hvad ville lande som Bahrain, Emiraterne eller Jordan blive til, hvis den politiske elite slap grebet om den personlige og offentlige meningsdannelse, som det danske monarki gjorde omkring 1830?