The World Economic Forum har fornylig afholdt sig årlige, og voldsomt hypede, møde i Davos. WEF har gang i mange ting, og udgiver for eksempel hvert år et mål for konkurrencedygtighed. Men mødet har i høj grad over årene udviklet sig til at være domineret af centrum-venstre-tænkning. WEF-miljøet er derfor også interesseret i såkaldte udvidelser af måden, man måler velstand og udvikling på. I år er deres nye opfindelse dermed the Inclusive Development Index (IDI), der sigter mod at måle inklusiv udvikling – hvad det end er.

Indekset består af tre ’søjler’, hvor meningen er at de fanger ”growth and development; inclusion and; intergenerational equity – sustainable stewardship of natural and financial resources.” Vækst og udviklingssøjlen består af BNP per indbygger, arbejdsproduktivitet, beskæftigelse, og noget WEF kalder ”healthy life expectancy”, der er en form for justeret forventet livslængde. Anden søjle består af medianindkomsten, ulighed målt som en Gini-koefficient for indkomst-Ginier, den officielle fattigdomsrate, og formueulighed som en Gini-koefficient fra de samme data som de stærkt kritisable Oxfam-rapporter. Den tredje søjle er en blanding af nettoopsparing, afhængighedsrate, den offentlige gældsrate, og CO₂ intensitet i produktion. IDI er dermed et såkaldt kitchen sink index, dvs. en sammenvejning af alt godt fra havet, som WEF-miljøet synes om.

Man kan mene hvad man vil om den type indeks, og mange af dem er meget kritisable, ikke mindst fordi de sammenvejer forhold, der intet har med hinanden at gøre. Det er dog ikke pointen i dag, fordi der er andre ting at kritisere i WEF-rapporten. Ikke mindst viser WEF (på side 6) at indekset korrelerer stærkt med social tillid, dvs. hvor befolkningens vurdering af hvor meget tillid man kan have til andre.

Vi gengiver figuren nedenfor, om end med to væsentlige ændringer. For det første har vi placeret tillid på x-aksen – WEF placerer den på y-aksen som om tillid var en konsekvens af inklusiv udvikling. For det andet viser vi sammenhængen mellem tillid og IDI for både demokratier og lande som ikke er demokratiske (vurderet ved DD-indikatoren).

WEF konkluderer, at sammenhængen mellem tillid og IDI ”points to the need for a more human-centric approach to improving the cohesion of increasingly fractured societies.” Med andre ord mener de, at ‘inklusiv udvikling’ skaber social sammenhæng og tillid. Den konklusion går direkte imod en efterhånden ganske lang række studier, der støtter den omvendte kausalretning (se f.eks. en oversigt her).

Lige så vigtigt er det, at tilliden ikke påvirker IDI alle steder. WEF er ofte underligt uldne, når det kommer til demokrati. Men som figuren nedenfor viser ganske klart, er tillid kun forbundet med målet for inklusiv udvikling i stabile demokratier (hvor almindelige vælgeres præferencer faktisk betyder noget). Selvom regressionslinjen for de blå, ikke-demokratiske observationer ser ud til at hælde opad, er den ikke signifikant forskellig fra nul. Og blandt demokratierne er der kun to store outliers – Luxembourg og Indien – som stort set er det rigeste og det fattigste stabile demokrati. Der er således ingen mysterier der.

Det andet forhold, som WEF ignorerer, er at IDI også korrelerer stærkt med mål for økonomisk frihed. Det viser vi i den anden figur, der igen illustrerer en tydelig sammenhæng, der er stærkere for demokratierne.

WEF

Bundlinjen er således, at WEF måske har produceret et indeks, der kan være ganske interessant at se på og tænke over. Men organisationens ideologiske brug af det – påstande om, at mere styret udvikling med større ’human-centric’ fokus kan skabe udvikling og tillid – er ikke understøttede af andet end dem selv. Tværtimod peger forskningen på, at tilliden kommer før disse forhold, og at jo mere faktiske politikere i det virkelige liv blander sig, dvs. jo lavere den økonomiske frihed er, jo dårligere og mindre inklusiv udvikling får man. Tak for målet, men glem de politiske implikationer.