Det er næppe nogen hemmelighed, at ytrings- og pressefriheden er under angreb i en række europæiske lande. Viktor Órban i Ungarn har taget store og meget offentlige skridt væk fra den liberale retsstat, som landet etablerede da kommunismen kollapsede i Centraleuropa. Den polske regering har valgt samme vej, og der er bekymrende tegn i flere af andre lande i regionen. På samme tid advarede Berlingskes leder søndag om, at EU og andres stærke hensigt at bekæmpe ’fake news’ hurtigt kan koste på ytringsfriheden. I den situation må man kende sit eget lands status og historie for at man kan kritisere andre.

På det punkt kan man godt tillade sig at være stolt af at være dansker eller svensker, som figuren nedenfor illustrerer. I den har jeg plottet V-Dem-projektets mål for ’Government censorship effort’, dvs. i hvilken grad staten forsøger at censurere medierne. Målet er tilgængeligt hele vejen tilbage til 1900, hvilket muliggør, at man får et bredt overblik over mere end 100 års udvikling. Dette overblik viser, i hvor høj grad pressen var fri for censur i Danmark – inklusive Island – og Sverige allerede fra starten af det 20. århundrede. Norge havde ikke helt samme status, og Finland var under russisk overherredømme indtil 1917, hvor figuren viser et meget tydeligt hop op til norsk status det øjeblik, landet blev uafhængigt. I starten af 20erne var dette niveau også det vesteuropæiske gennemsnit, som vist ved den stiplede sorte linje. En anden pudsig detalje er, at mens det er tydeligt at den danske stat reagerede på krisen og den internationale tumult fra starten af 30erne, var det en hjemlig reaktion, da Danmark som kolonimagt på Island lod være med at blande sig. At det ganske tydeligt var en politik, som befolkningen (og de fleste jurister) ikke syntes videre godt om, kan ses i hoppet umiddelbart efter anden verdenskrigs afslutning til den fulde pressefrihed, vi nyder i dag.

Er alt da fryd og gammen? Starter vi på europæisk plan, er en af de meget påfaldende ting, man kan se i figuren, at Central- og Østeuropa (den røde, stiplede linje) i dag i gennemsnit er der, hvor Danmark, inklusive Island, og Sverige var mellem 1900 og 1930. Det gennemsnit dækker naturligvis over det autokratiske Ruslands konstante brud på pressefriheden til en lige så fin status i Estland, Letland og Tjekkiet som i de nordiske lande. De to baltiske lande havde endda haft nordisk status allerede i 20erne og indtil deres demokratiers kollaps midt i 30erne. Så svaret er nej, men med den vigtige komplikation, at man ikke kan tale om central- og østeuropæiske problemer. Der er store problemer i lande som Ungarn og Polen, men ingen i Baltikum eller Rumænien.

Og svaret er det samme når man ser på vores afkrog af verden. Ser man godt efter i figuren, er der for eksempel et fald i det danske indeks efter vedtagelsen af den nye offentlighedslov i 2013, hvor pressen adgang til effektiv aktindsigt blev de facto begrænset. Det er dog meget lidt, og ikke nogen specielt stor bekymring. Hele debatten om offentlighedsloven (som jeg stadig finder problematisk) reflekterer nærmere, hvor høje vores standarder faktisk er.

Det egentlige problem, som jeg mener man diskuterer for lidt, er ikke direkte statslig censur, men selvcensur for enten at være politisk korrekt eller beskytte sig mod voldelige angreb. Den politiske korrekthed, der ofte meget demonstrativt viser sit grimme ansigt i det høflige og korrekte Sverige, indebærer at medier ofte selvcensurerer historier. Når der er grupper i samfundet – muslimske fundamentalister, danske præster, LGBT-individer, indignerede kvinder osv. – som man af forskellige grunde ikke kan skrive kritisk om, lider pressefriheden. Om denne type selvcensur – der tidligere har resulteret i så absurde påstande som at der findes ingen fremmedfjendske i Sverige og ingen indvandrerproblemer, eller at man ikke må skrive om den katolske kirkes overgreb i Irland eller Boston – overhovedet kan ’ses’ i de tilgængelige mål, er stadig et åbent spørgsmål. Det gør blot den usynlige censur endnu værre.