Som trofaste læsere vil vide deltog jeg i sidste uge i den årlige konference i the European Public Choice Society. Konference var glimrende og kun meget få af de cirka 260 papirer, der blev præsenteret, faldt fagligt igennem. Med andre ord har EPCS det godt og på trods af at mange foretrækker at kalde deres forskning for ’political economy’ eller ’political eonomics’ i stedet for public choice, er området særdeles levende.

Et af de særlige tegn er hvor mange yngre forskere, der kommer til konferencen, og hvor gode de er. Det give EPCS hvert år en tydelig indikation af ved at uddele Wicksell-prisen. Prisen gives til den forsker under 30, der har leveret og præsenteret det bedste papir. Tidligere vindere omfatter folk som CesIFO-chefen Clemens Fuest og den tyske ’overvismand’ Lars Feld (Freiburg), men også de fremragende danskere Toke Aidt (Cambridge) og Mogens Kamp Justesen (CBS). Feltet til Wicksell-prisen i år så umiddelberg snævert ud, da kun 11 præsentationer var kvalificeret til prisen, men det viste sig, at man ikke skulle lade sig snyde.

Vinderen i år var Quentin Lippmann (PSE), som præsenterede ”Is Incumbency a Barrier to Women’s Entry in Politics?” Papiret var meget poleret og klar til publikation, og ramte også et emne, der er oppe i tiden, da Lippmann kunne vise hvordan der åbenbart er usynlige barrierer for kvinders indgang til fransk politik. Omvendt var nummer to i konkurrencen ikke helt så poleret og lagde stadig op til ekstra analyse, men også med langt større potentiale. Jer er naturligvis frygteligt partisk – nummer to i år var Sarah Langlotz, der har været instruktor for mig de sidste somre i Heidelberg, hvor hun er en del af Axel Drehers gruppe som jeg også hører til – men det tordnende bifald, hun fik indikerede hvor publikums præferencer lå.

Som vi skrev forleden, præsenterede Sarah ”The Political Economy of Community Cohesion in Times of Conflict” hvor hun viste, at the International Security Assistance Force – de Nato-ledte koalitionsstyrker i Afghanistan – de facto underminerede lokalsamfundenes sammenhæng. Anekdoter har længe peget på, at ISAF førte til at landsbyældres status svækkedes, men Sarah kan meget overbevisende og præcist vise, hvordan ISAF-styrkerne fører til, at husholdninger i de berørte områder er 25-30 % mindre tilbøjelige til at deltage i f.eks. lokalråd. Hendes pointe er vigtig, da det indebærer at styrkerne faktisk underminerer afghanske civilsamfunds evne til at løse deres egne problemer.

Flere af de andre unge, og forbløffende mange fra det tyske-talende område, har også lovende karrierer. Det gælder ikke mindst Tommy Krieger (Konstanz), der er specialiseret i ganske avancerede empiriske metoder, og Richard Bluhm (Hannover) og Lena Gerling (Münster) – der dog begge er fyldt 30 og derfor ikke længere tæller som ’unge’. Lena fortsætter sig interessante arbejde om kup og politisk urolighed, mens Richard imponerede med ny forskning, der peger på at de meget brugte NASA-data på intensitet af lys om natten (se f.eks. her) voldsomt underestimerer, hvor rige udviklingslande er.

Den tekniske grund skyldes, at satellitterne der leverer data er designet i 70erne og derfor bliver ’blændede’ af lyset fra relativt rige storbyer. Størrelsen af problemet er en undervurdering på omkring 30 %, hvilket potentielt skaber ganske store problemer for tidligere studier, der bruger lysintensitet som indikator for økonomisk udvikling! På den måde er flere af de virkeligt begejstrende studier fra unge forskere faktisk tværvidenskabelige, men på en anden måde end vi er vandt til. Og for punditokraternes læsere er der måske et navn eller to, der er værd at huske og at holde øje med.