Den tredje installation i dette års sommerserie om international handel handler om, hvordan frihandel løser et problem for almindelige forbrugere, som ofte er politisk skabt. Mens monopoler kan være naturlige – for eksempel når bestemte metaller kun eksisterer ét sted, at der er så massive stordriftsfordele at det største firma kan udkonkurrere andre, eller at det er prohibitivt dyrt at komme ind på et marked med kun ét firma – er de fleste monopoler skabt af lovgivning.

Uanset hvordan de er skabt, skaber monopolerne store tab for samfundet, og særligt for forbrugerne. Fordi et monopol ikke er udsat for konkurrence kan det sætte den pris og udbyde den mængde, der maksimerer profitten. Jo flere virksomheder, der konkurrerer, jo større bliver tabet hvis man sætter en for høj pris – konkurrence mellem virksomheder vil føre til, at de sætter prisen ned. Det er denne mekanisme, som monopoler kan ignorere, da forbrugerne ikke har noget valg.

Det er her, en af de vigtige – og politisk særdeles upopulære – virkninger ved handel ligger. Hvis en importtold eller en anden handelsbarriere hæver den pris, som udenlandske varer kan sælges til uden tab, til over monopolprisen, vil ingen have en interesse i at importere den. Monopolet er derfor beskyttet perfekt overfor udenlandsk konkurrence. Men falder omkostningerne ved at importere under den pris, som monopolet tager, kan det betale sig at købe de udenlandske varer. Hvis enten tolden, andre barrierer, eller blot transportomkostningerne falder nok, er der pludselig ikke længere en situation uden konkurrence. De udenlandske produkter konkurrerer med monopolets, og driver dermed i første omgang prisen ned og udbuddet op. Monopolvirksomheden har dermed ikke længere monopol. Det glæder pudsigt nok også, hvis den udenlandske virksomhed også er et monopol.

Det giver næsten sig selv, at jo lavere handelsbarriererne er, jo lavere bliver den pris, udenlandske virksomheder kan sælge til på det danske marked, og jo mere udsat er den tidligere monopolvirksomhed. Det er den proces, man kalder monopoldestruktion. Mens det til tider er tydeligt, at handel er en trussel mod gamle, såkaldt ’hæderkronede’ virksomheder, er den helt utvetydigt til gavn for forbrugerne. Når f.eks. flyselskaber som belgiske Sabena bukkede under, italienske Alitalia er de facto fallit, og skandinaviske SAS egentlig også burde være afgået ved døden, kan det synes som økonomiske tab. Men de mange andre selskaber, om de hedder Norwegian, Ryanair eller Emirates, overtager markederne med langt bedre tilbud til kunderne. Det store problem, som vi skriver om senere på sommeren, er at monopolvirksomhederne ofte beskyttes fra politisk side, og derfor overlever som zombifirmaer. Monopoler er altid tab for samfundet, og når de beskyttes politisk imod international konkurrence, gør man blot ondt værre.