Stort set enhver lærebog i public economics viser, at offentlige goder vil blive underproduceret af et frit marked. Offentlige goder er karakteriserede ved at være ’non-rival’ og ’non-excludable’, dvs. mit forbrug af en park betyder ikke, at andre ikke også kan forbruge parken mens vi gør det – den er non-rival – og ingen kan forhindre os (lovligt) i at bruge den – parken er non-excludable. Disse to karakteristika betyder, at det ikke er muligt at tjene penge på at udbyde offentlige goder, hvilket giver det traditionelle argument for, at staten bør sørge for visse offentlige goder. Selv i liberal tradition omfatter disse goder retsvæsen, politi og nationalt forsvar, og ofte også grundlæggende uddannelse.

Nobelprisvinderen Paul Samuelson betragtede fyrtårne som kvintessentielle eksempler på rene offentlige goder, der ikke kunne produceres af et frit marked, men måtte være statslige. Adskillige lærebøger har derfor siden 1950erne brugt fyrtårne som eksempel, men et eksempel med modeksempler: Siden Ronald Coases artikel ”The Lighthouse in Economics” har der været en til tider ophedet diskussion om, hvorvidt offentlige goder altid skal produceres og finansieres af staten. Allerede James Buchanan, havde argumenteret, at det kan lade sig gøre at løse problemet ved at indføre eksludabilitet, så de offentlige goder bliver til såkaldte klubgoder. Men Coases artikel i 1974 pegede på, at det ikke var sandt – som Samuelson og andre hævdede – at der ikke havde været private fyrtårne i England og Wales.

Det er denne diskussion, om Rosolino Candela (Mercatus, GMU) og Vincent Geloso (Texas Tech) bidrager til i september-nummeret af Public Choice. De tager udgangspunkt i et enkelt eksempel fra udløbet af Themsen, som kaster lys på den engelske situation fra 1731 til nationaliseringen af fyrtårnene i 1835. Deres eksempel er det fyrskib, som David Avery and Robert Hamblin udviklede og placerede i the Nore ved et af de farlige steder i indløbet til Themsen. Avery og Hamblin entrerede dermed markedet for navigationslys, men ikke med et fyrtårn, men en teknologisk innovation, der løste samme problem. Det er dén indsigt, der er central i artiklen

Som Candela og Geloso skriver i deres indledning, er et grundlæggende problem i hele diskussionen om offentlige goder, at “correction of an alleged market failure may prevent private entrepreneurs from discovering a market solution to correct such a failure.” Med andre ord kan en offentlig ’løsning’ af et problem omkring offentlige goder forhindre markedsaktører i at løse problemet. Observerer man enten ingen privat produktion af offentlige goder, eller en situation hvor de private udbydere enten leverer en meget dyr service eller har svært ved at tjene penge, kan det naturligvis være tegn på en markedsfejl. Men det ofte form af en situation, hvor et marked mangler, mere end et marked, der fejler. Man må derfor spørge sig selv om, hvorfor det mangler.

Candela og Geloso peger helt centralt – og meget vigtigt – i deres artikel på, at markedet for navigationslys i de 100 år efter Avery og Hamblins opfindelse ikke kun bestod af fyrtårne, men også fyrskibe. Tidligere studier her således først og fremmest overset en del af markedet! Men den anden del af studiet består i, hvordan Candela og Geloso demonstrerer at en bestemt, og meget stærk særinteresse forsøgte at opretholde et monopol. Trinity House, en privat organisation der fungerede som den faktiske myndighed i England og Wales, havde haft monopol på at indkræve betaling for brug af fyrtårne siden 1679. Organisationen havde derfor også ganske betragtelige indtægter, og lobbyede kraftigt mod de nye fyrskibe. Det var lykkedes tidligere, og det egentligt nye i Avery og Hamblins fyrskib – udover rent tekniske innovationer – var at deres patent var ” was worded vaguely so as not to appear in direct competition with coastal lighthouses, even if that was their intention.” Med støtte fra Admiralitetet lykkedes det i første omgang at afværge Trinity Houses forsøg på at tilbagekalde det patent, de fik. I anden omgang lykkedes det dog Trinity House at få tilbagekaldt – en hidtil uset handling fra statens side – og Hamblin, der havde købt Avery ud, samarbejdede derefter med ’myndigheden’ om at opretholde monopolet.

Historien om de britiske fyrtårne og –skibe er således ikke en historie om markedsfejl, men derimod om særinteressers spil, der forhindrede konkurrence på markedet for navigationslys. Candela og Geloso viser således, at det som en lang række studier har betragtet som en markedsfejl faktisk er en ganske velkendt regeringsfejl, som forhindrede et marked i at opstå. Som de konkluderer:

“That the justification for nationalizing all private lighthouses in 1836 and abandoning the Trinity House system was to reduce the light dues paid by shipowners, even though a cheaper private alternative had been developing in the form of lightships, shows that monopoly power in lighting services was a consequence of government failure, not a market failure.”