I dag (10. januar) starter “verdens ringeste statsleder i 2018” ifølge The Economist, Nicolas Maduro, sin anden præsidentperiode. I løbet af hans 1. præsidentperiode er BNP ca. halveret, inflationen er estimeret til være kommet op på mellem 1 og 1,8 mio. procent, mens olieproduktionen er faldet fra ca. 2½ mio. tønder til lidt over en mio. tønder i løbet af de sidste 5 år. Befolkningen sulter og flere mio. har forladt landet. På alle måder er der tale om en humanitær katastrofe, og flygtningesituationen kan sammenlignes med Syrien.

Indsættelsen af Maduro sker ved en ceremoni i højesteret, hvor meget få repræsentanter fra udenlandske regeringer deltager. Hverken EU eller USA deltage, men måske mere sigende er også meget få Latinamerikanske lande repræsenteret. Eneste væsentlige land i regionen, som deltager i ceremonien er Mexico. Hverken Brasilien, Colombia eller Argentina deltager. Det samme gælder bl. a. Peru, Chile, Paraguay, Panama og Ecuador. For alle landene (inkl. EU, Canada, USA mv.) gælder, at de med god grund ikke anerkender præsidentvalget sidste år.

Til gengæld deltager bl. a. Bolivia (repræsenteret ved præsident Evo Morales), Cuba, Nicaragua, Uruguay, El Salvador og ikke mindst Latinamerikas 2. mest folkerige land, Mexico.

Lima gruppen og “Foro de São Paulo”

Det er ikke tilfældigt hvilke lande som deltager og ikke deltager. Når Argentina, Brazil, Canada, Chile, Colombia, Costa Rica, Guatemala, Honduras, Panama men ikke Mexico, der alle er medlem af “Lima gruppen“, etableret i august 2017 i forsøget på at finde en fredelig løsning på krisen i Venezuela, er det afgørende hvorvidt de pågældende landes præsidenter kommer fra partier, som er medlem af “Foro de São Paulo” (FSP), et regionalt forum skabt i 1990 på intiativ af Brasiliens tidligere præsident Lula fra Arbejderpartiet (PT) .

Foro de São Paulo bestyår af en lang række organisationer og partier på venstrefløjen i Latinamerika. Og hvis man ønsker en liste over hvilke lande i regionen, som er repræsenteret ved indsættelses ceremonien i dag, er det blot at se på i hvilke lande, regeringspartiet er medlem af FSP, med én undtagelse, nemlig Ecuador, som har oplevet en forbløffende – og opløftende – udvikling efter den tidligere vice- og nu præsident,
Lenín Moreno, tog over efter Rafael Correa.

Havde Fernado Haddad fra PT således slået Jair Bolsonaro ved efterårets valg i Brasilien, og Andrés Manuel López Obrador ikke havde vundet valget i Mexico, ville det have været Brasilien som deltog i dagens cerimoni, mens Mexico ikke havde deltaget.

For øvrigt deltager præsidenten for Brasiliens arbejderparti,
Gleisi Hoffmann , i dagens cerimoni – og ikke nok med det. Af PTs hjemmeside fremgår det at PT stiller sig solidarisk med regimet i Venezuela, og som Michael Reid fra The Economist skriver på Twitter :

“The president of the Workers’ Party (PT) will attend the illegitimate inauguration of Venezuela’s dictator Nicolás Maduro, thus offering evidence for Bolsonaro’s case that the PT represents chavismo”

Det har han ret i. Sammenligningen af PT med styret i Venezuela og fremstillingen af “Foro de São Paulo”, som en undergravende organisation, hvis formål er at afskaffe demorkratiet og indføre et socialistisk regime, var (og er) et yndet emne for Bolsonaro under præsidentvalgkampen i efteråret.

Det leder mig frem til den sidste pointe i dette indlæg. Arbejderpartiet i Brasilien bliver ofte fremstillet som et relativt moderat socialistisk parti (sådan lidt på linje med SF herhjemme). Intet kunne være mere forkert – og den fortsatte opbakning til Maduro og regimet i Venezuela, viser at partiet grundlæggende hører til på den yderste venstrefløj, ca . samme sted hvor Enhedslistens Latinamerikagruppe befinder sig, hvilket vi har skrevet om tidligere. PTs moderation i den fantisk førte politik i de år man var ved magten (2003-2016), var primært drevet af den politiske virkelighed – ikke mindst behovet for at skabe flertal i kongressens to kamre.