Mange danskere på begge politiske fløje har en opfattelse af, at verden bliver mere ulige. Den opfattelse bliver ofte understøttet af medierne, og særinteresse som for eksempel Lars Kochs Ibis gør deres for at styrke den. Problemet er, at den er forkert, som den fremragende Johan Norberg forklarer i denne korte Dead Wrong-video. Fordelingen af indkomst i verden bliver mere lige år for år, primært fordi en række fattige lande vokser væsentligt hurtigere end den rige del af verden.
Skulle der være læsere, der er interesseret i mere indsigt, kan vi varmt anbefale Marginal Revolution Universitys serie om Solow-Swan modellen og dens indsigter i konvergens og langsigtet vækst.
Pingback: Alt det Oxfam-Ibis ikke fortæller dig – Punditokraterne
Hej Christian. Du kaldes sommetider forsker – og jeg tænker, at du derfor gerne vil have styr på alle fakta: Lars Koch som du nævner i denne intro arbejder ikke længere for IBIS. Lars Koch arbejder for MS Action Aid. IBIS som du tilskriver æren for ulighedsrapporten har i nogle år heddet Oxfam IBIS og er en del af Oxfam-konføderationen. Rapportens indhold, det står vi ved. Bedste hilsner Per Bjerre, director of engagement hos Oxfam IBIS.
Hej Per. Tak for korrektionen. Jeg vidste egentlig godt, at det hedder Oxfam Ibis. Mht.. Kochs nye arbejde er det for de af os udenfor NGO-miljøet nogle gange lige så svært at følge med, som det er for folk udenfor universiteterne et følge med i, hvem der er blevet professor eller flyttet et andet sted hen.
Tusind tak for henvisningen til Solow-Swan modellen og til den omfattende MOOC, den er indlejret i. Ser frem til mange givende studietimer.
Da jeg indtil videre kun har gennemgået Solow-Swan modellen, er det muligt, at min kommentar her bliver besvaret i resten af kurset, så bær over med mig.
I mine øjne er Solow-Swan modellen Y = (A,K, eL) ikke komplet. Den lider af en fejlslutning, jeg ofte finder i økonomisk teori, nemlig at naturen kan betragtes som en eksternalitet. Men som bl.a. dr. Joseph Tainter påpeger i “Collapse of Complex Societies”, er dette fatalt. Output (Y) er i høj grad også afhængig af adgang til ressourcer (R), hvoraf energi udgør en vital delmængde.
Tainter betragter »Loven om faldende grænseudbytte« for universel, så de gælder også for adgang til ressourcer. Generelt koster det energi at erhverve ressourcer, og efterhånden som “de lavthængende frugter” er plukket, stiger energiforbruget til indhøstning af de efterfølgende ressourceenheder. Med andre ord følger R-kurven det samme forløb som K-kurven i modellen, men formentlig med en anden eksponent.
Konkret betyder det, at det betragtede økonomiske system får stigende vanskeligheder med at opretholde den opsparing, som er nødvendig for at opveje afskrivningen på kapitalformuen.
En anden ting er, at visse ressourcer ikke umiddelbart lader sig substituere. Det mest oplagte eksempel er adgangen til vand. Uden hér at gå alt for meget op i kildehevisninger, kan jeg eksempelvis nævne, at produktionen af avokado og kaffe i nogle områder har før til mangel på rent drikkevand til befolkningen, hvilket utvivlsom fører til et negativt tilbageloop på (eL)-parameteren.
Så, selvom jeg anser Solow-Swan modellen som yderst nyttig, så behøver den i mine øjne en opdatering.
Jeg leger selv lidt med matematikken, men de redaktionelle værktøjer i denne kommentarboks egner sig ikke til gengivelse.
Vi er altid glade for, at folk lærer noget af vores indlæg! Mht. resourcer tror jeg desværre, at du – og Tainter – tager fejl. Værdien resourcer, og selv spørgsmålet om hvilke resourcer der er økonomisk relvante – er nemlig på ingen måde enkelt. Det blev et centralt spørgsmål for Julian Simon, som understregede dynamikken i resourcers værdi og brug. Teknisk ville vi sige, at den er ‘endogen’. Og det er det element, folk som Tainter helt ignorerer.
Tak for svar, som imidlertid rejste endnu flere spørgsmål.
Det første er en bøn om en mere specifik kilde til Julian Simon, for her er tilsyneladende mulighed for at supplere den forståelse, jeg allerede har fået gennem at læse Herman Daly (»Nødvendighedens Økonomi, Hovedland, 2008) vedørende problemstillinger ved dynamikken i forbrug af naturressourcer.
Det andet er dit brug af ordet ‘endogen’. Jeg var simpelhen nødt til at slå det efter i ordbogen, hvor der kort og godt står: »som kommer indefra, uden ydre årsag – om sindslidelser«. Hvis vi lige ser bort fra ordbogens angivelse af, at ‘endogen’ er en psykiatrisk betegnelse, så er det, du skriver, altså noget i retning af, at de naturlige ressourcer kommer indefra kapitalpuljen uden nogen ydre årsag.
Vil du seriøst fastholde dette synspunkt ??? Altså, i første video om Solow-Swan modellen bruges traktorer som eksempel på kapitalapparat, og til at illustrere en faldende grænsenytte. Men en traktor kører ikke en meter uden brændstof, og hvis du har kendskab til traktorer, som uden ydre årsag selv genererer brændstof i tanken, så vil jer gerne høre om det, for jeg øjner fantastiske forretningsmuligheder.
Det tredje forhold, du lige er nødt til at forklare mig er (og jeg citerer fra dit svar) »Værdien resourcer, og selv spørgsmålet om hvilke resourcer der er økonomisk relvante – er nemlig på ingen måde enkelt«. Nu er jeg med på, at man i en frugtbar akademisk debat, altid skal læse indlæg i den mest nådige tolkning, men jeg kan altså ikke forstå din kommentar anderledes, en den primære grund til, at Solow-Swan ikke medtager ressourcer, er fordi det er for besværligt(?!?)
Jeg kan ikke forestille med, at det er din seriøse mening, så vil du ikke gerne uddybe, hvad du rent faktisk mener??? For jeg medgiver, det er besværligt. I hvert fald, når vi taler om “non-renewables” fordi grænseindsatsen ved at høste den næste enhed af sådan en ressource nødvendigvis må vokse over tid.
Tilbage til Tainter. Den røde tråd i hans fremstilling er, at han tolker kapital som akkumuleret energi, altså det, der bliver tilbage, når produktionsfaktoren (arbejderen, traktoren etc.) har “spist”, hvad der er nødvendigt for at udføre arbejdet. Ud fra denne tanke kan enhver høstning af naturens ressourcer reduceres til det økonomiske systems adgang til energikilder, og her skal man lige være opmærksom på en selvreference, for det koster også energi at udvinde energi, hvilket udtrykkes i akronymet ERORI = »Energy return Over Energy invested«. Tainters kollaps-teorier bygger så på, at et samfund begynder at kollapse, når det bliver så kompleks at det på makro-plan er nået til et punkt hvor ERORI < 1.
Det tiltrækkende ved Tainters analyser er, at han totalt fjerne det tågeslør, som pengeøkonomien lægger over megen økonomisk teori (for kun mængden af penge kan vokse ubegrænset i en begrænset verden). Hvis Tainter derfor skal inddrages i en debat om ulighed, så vil det være fuldstændig uinteressant, hvor pengeformuerne er placeret. Det interessante er, og det enkelte individ i et givet samfund har mulighed for at få opfyldt sine personlige (energi-)behov i en sådan grad, at det er muligt for individet på meningsfuld måde at bidrage til vedligeholdelse af det pågældende samfunds kompleksitet.
Du misforstår ordet ‘endogen’ fuldstændigt. Det refererer til endogen vækstteori, og helt særligt til det forhold, at værdien og brugbarheden af ressourcer er fuldstændigt bestemt af teknologien. Og teknologi er en del af enhver økonomisk udivklinngsproces. Et eksempel er heste, og hestefoder, som var ekstremt vigtig i 1800-tallet, og idag er totalt ligegyldig. Ressourcer i en økonomisk forstand eksisterer ikke uafhængigt af udviklingsprocessen, hvilket betyder at kritik fra folk som f.eks. Daly ikke er noget, nationaløkonomer kan tage særligt alvorligt.
Øv, så der findes ikke selvopfyldelige køretøjer. Havde ellers set frem til at udkonkurrere Elon Musk i løbet at et par måneder 🙂
Så der findes en anden definition af ‘endogen’ end den, jeg kan læse i ordbogen. Det synes jeg, du skal gøre ordbogens redaktør opmærksom på (Lars Trap-Jensen, http://dsl.dk/medarbejdere/ltj). Det har nok mere vægt, hvis det kommer fra en professor end fra lille mig.
Pudsigt nok beskriver Daly præcis mekanismen om sammenhængen mellem teknologi og en ressources nytteværdi i bogen, jeg henviser til ovenfor. Så jeg synes ikke du kan afskrive ham som en tosse, blot fordi han ikke bekender sig til det samme økonomiske paradigme som dig. (Denne antagelse bygger jeg på læsning af dine artikler sammenholdt med Daly’s akademiske biografi).
Men vi komme vist ud af en tangent. Tilbage til mit første indlæg. Hvordan kan det retfærdiggøres, at Solow-Swan ikke medtager adgang til ressourcer i deres model? Hvis vi sammenligner to økonomiske systemer [Sigma1] og [Sigma2], der i udgangspunktet til tiden [t0] har samme parameterværdi på [A], [K], og [eL], men hvor [Sigma1] har overflod af de ressourcer, der driver [K] og [L], mens [Sigma2] er i en mangelsituation som medfører, at [K] og [L] ikke kan udnyttes fuldt ud, så vil det medføre, at Y[Sigma1] > Y[Sigma2] ved tiden [t1]. Det lader altså til, at [K] og [L] er funktioner af adgangen til de vitale ressourcer. Ved slutningen af perioden [t1] har begge systemer en lavere beholdning af ‘non-renewabels’ end i [t0], og dette gør modellen dynamisk, fordi startforudsætningerne for den kommende periode systemisk har ændret sig.
Jeg (og Daly) er enig i, at der eksisterer en ‘endogen’ relation mellem [K] og hvad der aktuelt hører med til vitale ressourcer (denne relation er vel i grunden bestemt af [A]) og der hertil også hører hele den teknologi, som vedrører substitution mellem ressourcer (f.eks. træ/plastik). Bundlinjen har for mig imidlertid ikke rykket sig, for uanset om vi taler mikro- eller makroøkonomi, så falder ydelsen, hvis ressourcerne ikke er tilgængelige.
Derfor gentager jeg lige mit tredje spørgsmål: Er det seriøs økonomisk videnskab at udelukke betydningsfulde parametre fra modeller, blot fordi de er besværlige?