For et par uger siden kom den nye korruptionsvurdering fra Transparency International, der som altid gav en smule diskussion i medierne og her på bloggen. Flere undrede sig over, at Danmark lå i top selvom vi blandt andet havde haft Atea-sagen, og taler man med folk (og studerende), undrer de sig ofte over, hvorfor Danmark er så umiddelbart rent, og om det er sandt. Men det er det, og kære læser: Hvornår har du sidst oplevet at skulle betale bestikkelse eller noget lignende for offentlig service, politiarbejde osv.? Jeg har aldrig oplevet det (i Danmark), og det har mine forældre og venner heller ikke. Spørgsmålet er ikke, om vurderingen er sand – medmindre man ’strækker’ korruptionskonceptet til at inkludere alt muligt andet – men hvorfor det er lande som Danmark, Norge og New Zealand, der ligger i top.

En stor del af svaret synes at ligge i den særlige tillidskultur, som vi deler i de nordiske lande. New Zealand er et af de lande udenfor Norden, der kommer tættest på vores niveau af social tillid. Som opmærksomme læsere vil vide, måles social tillid – dvs. tillid til mennesker, vi ikke kender personligt eller ved noget specifikt om – gennem spørgsmålet ”Generelt, tror du man kan stole på de fleste mennesker, eller skal man være forsigtig?” Det globale gennemsnit er et stykke under 30 %, det europæiske omkring 30 %, mens to tredjedele af befolkningerne i Danmark, Norge og Sverige mener, at man kan stole på andre mennesker.

Den teoretiske forklaring hviler på to mekanismer, en direkte og en indirekte. Den direkte er, at jo højere ens tillid er, jo større er ens ’moralske omkostninger’ – hvor dårligt det ville føles at være involveret i korruption. Hvis man ingen tillid har til at andre mennesker gør det rigtige, er det ikke noget moralsk væsentligt problem, hvis man heller ikke selv gør det. Hvis man stoler på, at andre mennesker nok opfører sig ordentligt, hviler der en langt større byrde på en, hvis man for eksempel tager imod bestikkelse. Det bliver derfor et væsentligt mindre problem i lande med stærkere tillidskulturer.

Den indirekte mekanisme er, at tillid også påvirker hvor fair og effektivt, retsvæsenet fungerer. Her synes hovedmekanismen at være, at vælgere med højere tillid er mere tilbøjelige til at holde politikere ansvarlige, og dermed opretholde en forholdsvis højere standard. I demokratiske lande med befolkninger, der har høje niveauer af tillid, kan politikerne således ikke tillade sig at blande sig meget i retsvæsenets beslutninger, og dets uafhængighed er dermed langt bedre de facto beskyttet (hvilket faktisk er emnet for den ene af mine to præsentationer ved næste måneds konference i the Public Choice Society).

Der findes relativt stærk evidens for disse mekanismer, ikke mindst i korruptionsforskningen. Min egen forskning om emnet er blandt andet udgivet i Journal of Law and Economics (gated version her; ungated konferenceversion her), og min nyere oversigt over tillidseffekter i the Oxford Handbook of Public Choicekan også læses ungated her. Oversigten understreger, at der ofte er ret forskellige effekter i demokratiske og udemokratiske samfund, og man derfor ikke kan forvente en helt generel sammenhæng. Dette illustrerer vi i figuren nedenfor, der viser det overordnede forhold ved at plotte tillidsniveauer fra 136 lande (x-aksen) overfor de nyeste korruptionstal fra Transparency International (y-aksen). Sammenhængen er splittet op i tre grupper – lande uden valg med flere partier, lande med flerpartivalg, men hvor valgene ikke er fair eller frie, og lande med faktisk demokrati.

Ser man på figuren, skal man næppe lægge meget i den negative korrelation i lande uden valg med flere partier, da der kun er fem lande med tillidsobservationer i den gruppe. Den væsentlige lære er, at der ingen systematisk sammenhæng er i lande uden demokratiske valg (korrelationen er 0,1), mens der er en ganske stærk sammenhæng i demokratier (en korrelation på 0,7). Denne forskel kan også ses som en afvisning af det kausalitetsproblem, som man kunne have, hvis folks sociale tillid reagerede på, hvor meget eller lidt korruption de opfattede i deres samfund. Det er netop det, den svenske politolog Bo Rothstein har påstået i flere artikler, men det er inkonsistent med forskellen mellem demokratier og andre samfund. Hvis folks tillid til hinanden formes af korruption, må det ske uanset om der er frie valg – der er noget, der sker for det enkelte individ – mens en af de væsentlige teoretiske mekanismer, der forklarer hvordan korruption formes af tillid netop afhænger af, om der er frie valg eller ej, og derfor om politikerne er tvungne til at tage vælgerne alvorligt.

Forklaringen på, at de tre skandinaviske lande og Finland ligger i den absolutte top som de mindst korrupte lande i verden er således kulturel: Vores ekstremt stærke sociale tillid. Som vi tidligere har skrevet om, er denne tillid forbløffende stabil over tid og kan genfindes hos amerikanere med skandinaviske bedsteforældre og forfædre. På samme måde har Mette Frisk Jensen dokumenteret, hvordan fraværet af bestikkelsesproblemer i den danske administration kan trækkes tilbage til 1800-tallet. Vi kan derfor ikke på nogen meningsfuld måde takke dygtige politikere eller opmærksomme medier og NGOer for vores mangel på problemet. Netop den fordel stikker langt dybere i vores fælles historie.