Forleden dag luftede statsminister Lars Løkke Rasmussen idéen om, at danne en SV-regering efter valget. Idéen kommer fra en såkaldt samtalebog, der er lanceret strategisk tæt på valget. En række Venstre-folk har øjeblikkeligt støttet statsministerens udspil, mens adskillige andre inklusive parties næstformand Kristian Jensen ikke just er begejstrede. Begejstringen har også mildt sagt været til at overse i de to andre regeringspartier, og Socialdemokraterne har hurtigt lagt idéen død. Alligevel må man for god ordens skyld spørge, om en regering på tværs af midten mellem de to store partier er en god idé.

Allerførst må man spørge, hvad udspillet betyder i et større perspektiv. Her er der næppe tvivl om, at der er et klart signal om, at den dominerende faktion i Venstre har kappet ankeret til sine borgerlige synspunkter: Løkke ønsker nu at bruge hele det økonomiske råderum på 69 milliarder kroner frem til 2025 på såkaldt ’velfærd’. Med andre ord går Løkke til valgkamp på at overbyde Socialdemokraterne ved at bruge så meget som praktisk muligt på øgede offentlige udgifter.

Det er værd at bemærke, at hans plan vil indebære, at de offentlige budgetter kommer til at gå i nul de næste seks år, givet at ingen almindelige udgifter vokser mere end planlagt. Det sker dog stort set altid, at nogle udgifter bliver højere eller at nogle faggrupper får højere lønstigninger end planlagt. Realistisk er Løkkes udspil derfor en plan, der med stor sikkerhed vil føre til ny statslig gældssætning.

Det specielle ved situationen er dog, at idéen om en SV-regering er politisk logisk, når man kender til medianvælger-effekter: De to partiers programmer er stort set identiske fordi de i deres iver efter stemmer har indrettet sig på at fange de største vælgergrupper. De ligger, som Anthony Downs indså, per definition omkring medianvælgere. Problemet for Venstre, som har ført politik i den retning siden valgnederlaget i 1998, at når man ender i en situation hvor uden forskel på de to partier, bliver det salient hvor troværdig en repræsentant et partier er for medianvælgeren. Venstre synes ikke at have indset, at S bare er et mere troværdigt valg på socialdemokratisk politik, og statsministeren selv har et langvarigt troværdighedsproblem.

Det helt store problem ved en SV-regering er alligevel dens politiske incitamenter. Fordi en koalitionsregering af den type er helt åbenlyst designet til at undgå konkurrence fra fløjene, har den absolut ingen incitamenter til at risikere noget. Den vil derfor – også når man ser på de udspil, de to partier har haft i valgkampen – typisk blive ekstremt systembevarende. Nok kan en SV-regering således blive stabil, men den bliver også et dynamisk problem for dansk økonomi. Som vi har dokumenteret flere gange her på stedet, har dansk økonomi et alvorligt dynamisk problem – trendvæksten er langsommere end vores nabolandes – og på langt sigt har der i lang tid været behov for en regering, der er parat til at gøre noget konkret ved problemet. Svaret på det problem er ikke en SV-regering: Nok har den mandaterne, men den har ingen som helst tilskyndelse til at indføre reformer.

Udover at bedømme sandsynligheden for ansvarlig politik, er der en enkelt anden ting at sige om udspillet: Det er ganske forbløffende illoyalt overfor store dele af Venstre, ikke mindst Kristian Jensen, og både K og LA. Det virker som om ingen har været orienterede, men at Lars Løkke har handlet på helt eget initiativ uden hensyn til sit parti eller sine regeringspartnere. For statsministeren er udspillet således at sætte alt på et bræt. Vinder han, og det virker meget usandsynligt, kan han fortsætte som regeringschef. Taber han, må han nødvendigvis være færdig i dansk politik, fordi han egenhændigt har undermineret tilliden mellem partierne i blå blok. Det er højt spil med et formål, og det formål hedder Lars Løkkes karriere.