Hvis der er én ting, man taler om i politik i de fleste vestlige lande i disse år, er det populisme. Det gælder ikke mindst Danmark, hvor Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Stram Kurs alle er tydeligt og åbent populistiske og nominelt borgerlige, og Alternativet leverer en slags cirkusudgave af moderne venstrefløjspopulisme. Man kan også med en vis ret beskylde Socialdemokraterne og Venstre for at være rykket ind til en slags centrumpopulistisk politisk position, for at sikre sig overfor den mulighed at medianvælgeren måske ikke kan lide indvandrere.
Hvad det bredere fænomen er, hvor det stammer fra og hvad man kan gøre fra de etablerede partier, er temaet for tre nye og ganske forskellige bøger: Barry Eichengreens The Populist Temptation: Economic Grievance and Political Reaction in the Modern Era. der udgives af Oxford University Press, Kurt Weyland og Raúl Madrids redigerede samling When Democracy Trumps Populism: European and Latin American Lessons for the United States fra Cambridge University Press, og Charles Dumas Populism and Economics fra det lille Profile Books. Jeg anmelder alle tre i det nye nummer af det udmærkede Economic Affairs.
I anmeldelsen, der har fået navnet Populism: Three approaches to an international problem (bemærk: linket kræver login), anbefaler jeg i særlig grad Eichengreens velskrevne og omhyggelige bog, ligesom der er flere meget fine kapitler i Weyland og Madrids samling. Eichengreen udmærker sig specielt i den måde, han sørger for at definere og diskutere hvad populisme overhovedet er. Hvis nogle af vores læsere er interesserede i populisme, kan bogen varmt anbefales med et enkelt forbehold, som også gælder store dele af Weyland og Madrid, ligesom det plager meget af den eksisterende forskning. Som jeg understreger i konklusionerne:
“In other respects, all three books either explicitly or implicitly reach similar conclusions. It is, for example, striking that while both Eichengreen and several of the contributors to Weyland and Madrid argue that increased redistribution – and implicitly a focus on distributional or social justice – will effectively reduce the threat of populism, and Dumas also emphasises increasing income inequality, none of them note that their recommendations have been tried. The type of society they seem to aim for is a Scandinavian‐style social democrat welfare state. Yet the Nordic countries are certainly not free of populism, and populist parties have had substantial political influence in three of the five countries of the region.”
Det er med andre ord stærkt påfaldende, at næsten al moderne populismeforskning forfalder til den samme idé: Bare vi implementerer en stor velfærdsstat med massiv omfordeling, vil folk ikke længere have nogen grund til at stemme på populisterne. Som skandinavisk efterkrigshistorie med al tydelighed viser, er det simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor kan man altid diskutere, men det synes rent umiddelbart som en kombination af, at meget få populismeforskere kender noget til de nordiske lande, og at langt de fleste er enten socialdemokrater eller socialister. Hvert forskningsfelt udvikler sine blinde vinkler, men populismeforskningens er temmelig tydelige for folk, der ikke er socialiseret i feltet.
Disse ækle populister er i færd med at voldtage de vestlige befolkninger med deres løgnagtige påstande om jordens undergang som følge at vor CO2 udledning, der i virkeligheden er en betingelse for al grøn vækst. Gartnere pumper CO2 ind i drivhuse, for at give tomaternes grokraft. Med rigtigt meget CO2 kunne Sahara blive grøn.
Populisterne skjuler ikke, at de lyver, for det står direkte i FN vedtagelsen fra 1992 at FN’s klimapanel, IPCC skal lede efter beviser for, at CO2 og lignende gasser forårsager global opvarmning. Og man altså skal ignorere andre årsager, som f.eks. solens rolle med solpletter og deraf følgende kosmisk stråling.
Eller er sandheden blot, at vi er ved at komme ud af den lille istid med koldeste tid for 500 år siden?
Læs f.eks. Johannes Krüger – Klimamyten, Ole Humlum – Det Ustyrlige Klima,
Henrik Svensmark – The Chilling Stars, Jens Robdrup Kejserens – Grønne Klæder eller
Morten – Jødal Miljømytene.
Start her: https://klimarealisme.dk/2019/03/20/krugers-brev-i-klimabrev-til-statsminister-lars-loekke-rasmussen/
En stor velfærdsstat med masser af omfordeling, er måske nærmere grunden til utilfredsheden.
Jeg læste en artikel op til 2016 valget i USA, om hvordan den almindelige amerikaner måtte se sig overhalet af andre, der via det man må kalde for “social justice” blev favoriseret.
Velfærd og indvandring, det er også en opskrift på utilfredshed, da det ødelægger sammenhængskraften. Meget af den indvandring der er til Danmark ville overhovedet ikke være muligt, hvis ikke velfærdsstaten sikrede indvandrerene et tag over hovedet.
Den store og omfordelende stat, vil uundgåeligt skabe uretfærdigheder, som andre mener er retfærdige, og så er vejen banet for protestpartier, overfor hvilke man kun kan forsvare sig ved at kalde dem for populister.
Hvad er definitionen af populisme?
Altså som andet end et skældsord for folk/partier der “ikke kan lide indvandrere” (og dem bør man åbenbart elske for deres beundringsværdige opportunistiske adfærd med at rejse).
Når alt til højre for VK bliver “populistisk” og både V og S åbenbart også er.
Hvad er det præcist der gør at RV og SF ikke er populistiske?
Eichengreen definerer populisme med tre karakteristika: 1) De er “anti-elite, authoritarian, and nativist” så de “divide society into elites and the people”; 2) “distinctive in the direction with which they speak of popular concerns about growth and distribution, their denial of constraints, and their disregard of expert opinion about limits”; og 3) hvordan de udviser en “lack of respect for, and willingness to play by, the ordinary institutional rules of the political game.”
“anti-elite, authoritarian, and nativist” så de “divide society into elites and the people”
Der røg RV i hvertfald ud, om nogen så er de da elitens parti.