Konferencesæsonen for forskere med interesse i public choice og politisk økonomi er så småt ved at gå i gang, og her til morgen (torsdag) er jeg derfor på vej til Münster i Tyskland. Formålet er den fjerde udgave af The Political Economy of Democracy and Dictatorship (PEDD). Konference er ved at blive et samlingspunkt for public choice-forskere med en særlig interesse i ikke-demokratiske regimer, og tegner også i år til at blive meget interessant. Nogle få af de virkeligt lovende præsentation i programmet er her:
Andreas Kammerlander (Uni Freiburg) kommer med papiret “Economic growth and pollution in different political regimes” hvor han bl.a. spørger, om demokratier faktisk forurener mindre. På samme session er præsentationer af Christoph Dörffel (Friedrich-Schiller-University Jena) og Johannes Blum (Ifo), der henholdsvis undersøger om demokratier er bedre til fattigdomsbekæmpelse, og om de bruger flere – og mere effektive – penge på sundhed. PEDD-konferencen er således et af de steder, man frit kan diskutere, om konsekvenserne af demokrati altid står mål med folks forventninger.
Den altid interessante Lena Gerling (Uni Münster) skal præsentere nyt arbejde om hvorvidt populisme smitter – om flere vælgere stemmer populistisk, når de ved at andre også er begyndt at gøre det – og Lenas papir bliver diskuteret af den meget dygtige Laura Diniz Penteado de Barros fra Göttingen. Nogle gange kan diskussionerne bliver lige så interessante som selve papiret. Senere samme dag har jeg fornøjelsen af at diskutere min ven Steve Gohmanns (University of Louisville) nye ”The relationship between coups and employment.” Steve underøger, om kup ændrer på beskæftigelsesstrukturen i en økonomi – et helt nyt spørgsmål – og jeg ser meget frem til diskussionen. Det samme gælder danskeren Jacob Nyrups (University of Oxford) ”The myth of the benevolent autocrat? Internal constraints, external constraints, and economic development in autocracies” og Roger Congletons (West Virginia University) plenary talk om “Why rational choice politics needs ethics.”
Der er dog sjældent en konferencetur uden at man selv skal præsentere ny forskning. Fredag eftermiddag er jeg derfor i skudlinjen, når jeg præsenterer ”Good coups, bad coups,” som er skrevet sammen med førnævnte Lena Gerling og min jævnlige medforfatter Stefan Voigt (Uni Hamburg). Papiret er et forsøg på at undersøge, hvor ofte statskup ender med ’gode’ konsekvenser, og hvornår det sker. Vi arbejder stadig på sagen, og præsentationen er absolut en første version, men der er fremskridt. Vi kan for eksempel ret klart identificere ’gode’ kup: Det gælder for eksempel kup i den Dominikanske Republik i 1963, Grækenland i 1973 og Paraguay i 1989, der alle førte til genindførsel af demokratiet efter perioder med diktatur. Vi kan også vise, at de gode konsekvenser faktisk skyldes kuppet, men præcist hvad der fører til, at de er gode, er derimod stadig ret usikkert.
Under alle omstændigheder følger der mere om PEDD senere på ugen. Skulle nogen i mellemtiden være interesserede i, hvad der foregår, er hele konferenceprogrammet tilgængeligt her. Det samme gælder den noget større, årlige konference i the Public Choice Society, som ruller af stablen om to uger; programmet er her. Skulle en læser eller to være særligt interesseret i et bestemt papir, tager vi gerne mod forslag.