Der foregår for tiden en ophedet diskussion om, hvor alvorlig coronavirussen er. På den ene side står en række meningsdannere, der fastholder at den er meget farlig, og at der således er god grund til, at mange vestlige lande har lukket deres økonomier ned og (måske midlertidigt) afskaffet en række borgerrettigheder. På den anden står en anden gruppe, der henviser til statistiske problemer og ny forskning – bl.a. undertegnede – og mener, at de peger på at coronavirus faktisk ikke er særligt dødelig. Implikationen er derfor, at nedlukninger, tab af rettigheder osv. er en enorm overreaktion.
Et af de store problemer er, at en væsentlig del af diskussionen handler om, hvor mange smittede der er. Uden en korrekt nævner – antallet af smittede – kan man ikke vurdere, hvor dødelig virussen er, selvom man har antallet af døde (tælleren). Det er med andre ord diskussionen om mørketallet. Flere studier har derfor de seneste uger i stedet for fokuseret på den overordnede dødelighed i samfundet: Hvor mange dør per uge eller per måned. Jonas brugte denne approach for et par dage siden her på stedet. Det er derfor den approach, vi tager i dag, med en særlig fokus på timing.
Vi gør det ved først og fremmest at plotte dansk dødelighed per uge i to figurer: En for danskere under 60 år, og en for danskere der er 60 eller ældre. Begge plots viser ugentlig dødelighed fra uge 38 til uge 22 det næste år. De røde linjer viser dødeligheden i 2016-17, den blå viser gennemsnittet i 2017-18 og 2018-19 – og indeholder derfor også den særligt hårde influenzasæson 2017-18, hvor 1644 danskere døde med influenza (og som også bl.a. ramte USA) – mens den sorte viser den nuværende 2019-20-sæson. Disse figurer er således updates af dem, vi viste i en tidligere post for knap to uger siden.
Den første figur, der viser de yngres dødelighed, illustrerer at den har fulgt tidligere år relativt klart, med en enkelt tydelig undtagelse: Fra uge 9-13 i 2020 er dødeligheden langt lavere end normalt. Siden har den igen været helt normal – der er ingen tegn på nogen sundhedskrise. Ser man i stedet på de ældres dødelighed er der tre klare forhold, der er værd at notere. For det første er der en lille overdødelighed sidst i november og først i december. For det andet er der fra uge 4 -10 markant underdødelighed i forhold til tidligere år: Totalt set er der 965 færre døde, 11 %, end de tre tidligere år. Sidst er der overdødelighed i uge 13-18, hvor 285 flere døde i forhold til de tre tidligere år.
Spørgsmålet er, hvordan man tolker denne udvikling. Den tredje figur illustrerer, hvor præcis én bestemt fortolkning er. Læg mærke til hvad der sker, når vi forskyder de coronatidens dødelighedstal med seks uger. De forskudte dødsfald er markeret som den stiplede, sorte linje i figuren nedenfor, og serien udviser en statistisk meget interessant adfærd: Den følger meget nøjagtigt mønstret i dødelighed fra tidligere år. Ser man på dataene, er der med andre ord en intuitiv forklaring på udviklingen i dødelighed.
Den passer ikke bare på studier fra andre lande, der viser at mange mennesker distancerede sig social langt før regeringerne beordrede det. Lader man dataene tale, fortæller de en historie om, at det der umiddelbart ligner overdødelighed i uge 13-18 – som vel at mærke efterfulgte en periode med underdødelighed i uge 4-10 – sandsynligvis er dødsfald, der er ’udskudt’. 88 % af alle coronarelaterede dødsfald i Danmark har været over 70 år gamle, og Seruminstituttets nye studie viser, at kun 24 af alle dødsfald – og kun 7 under 70 år – ikke havde kendte, kroniske lidelser. Det er derfor nærliggende at regne med, at en meget stor del af dødsfaldene var sket alligevel, men blot skete senere end ellers fordi folk passede på.
Uanset hvilken tolkning man lægger ned over dataene – og den endelige fortolkning er naturligvis op til lægevidenskaben – er viser tallene, som vi har plottet i de tre figurer, med al tydelighed én ting: Der er ingen overdødelighed i Danmark i år.
PS: Det helt samme gælder for det sydlige Sverige, men det bliver emnet for et senere indlæg…
Det er jo heller ikke forventet at der bliver en overdødelighed. Ideen med alle disse tiltag er jo netop at undgå overdødelighed. Det er jo meget påfaldende at vi i Danmark er sluppet noget mere nådigt igennem denne periode, sammenlignet med Sverige. Desværre kan man ikke gætte sig til, hvad der ville være sket, hvis der havde været mindre handling, eller ingen handling. Man er nødt til at være opmærksom på at der fra sundhedsstyrelsen og SSI klar blev meldt ud at vi ved meget lidt om denne virus. Derfor var et forsigtighedsprincip det mest fornuftige valg. De estimater der var for R var behæftet med meget stor usikkerhed i begyndelsen og havde man haft en meget høj R værdi, ville situationen have set meget anderledes ud. Det kunne man ikke vide i begyndelsen af marts. De kendte faktorer, som man med sikkerhed kender er at holde afstand. I Danmark lukkede vi rigtig meget ned og har dermed undgik vi høj dødelighed. I Sverige blev der holdt noget mere åbent og her er dødeligheden mere end 4 gange så stor, pr. 100.000 indbyggere.
En af de gode effekter af denne isolering er jo netop at meget færre er døde af influenza.
Der er ingen tvivl om at denne periode bliver dyr for Danmark. Nogle af udgifterne ville man have undgået, hvis man havde et anderledes beredskab, især i forhold til testning og dermed inddæmning af virus, som man har set i eksempelvis Sydkorea og Taiwan. Så man kan jo håbe på at et sådant beredskab får lov til at eksistere udenom diverse Mckinsey rationaliseringer.
Er dette det fjerde eller femte blogindlæg, der handler om den statistiske dødelighed set i relation til corona-pandemien?
Og for hvert indlæg bliver det mere og mere elitært.
Sagen er vistnok: Who cares? Bortset fra en flok fagstatistikere på Aarhus Universitet.
Ude i den virkelige verden har vi helt andre bekymringer som for eksempel om åbning af grænserne medføre en import af smitte, der kan forsinke genåbningen af landet.
For faktum er, at landet blev lukket ned den 11. marts for at inddæmme en truende sundhedskatastrofe, der allerede var meget tilstedeværende i Italien, og som vi efterfølgende så sprede sig til Spanien, Frankrig og Storbritannien inden den ramte USA og Sydamerika med fuld styrke.
Her små tre måneder efter kan vi konstatere, at det ikke gik så slem i Danmark. Dagens blogindlæg dokumenterer udover enhver rimelig tvivl, at vi ikke har set nogen overdødelighed. Jeg er tilbøjelig til at tilskrive denne udvikling Folketingets resolutte indgriben, selvom Christian Bjørnskov i sit indlæg den 16. maj bruger den »syntetiske kontrolmetode« til argumentere for, at det ingen forskel har gjort (Bjørnskov bruger Sverige som referenceland, det ville have været interessant, hvis han i stedet havde brugt Brasilien eller Storbritannien).
Støvet har ikke lagt sig endnu ovenpå Corona-forskrækkelsen, men mange af os er ved at lære at leve med smitterisikoen på lige fod med at vi tager os i agt for skovflåter og bjørneklo. Men når støvet har lagt sig, bliver der masser af arbejde til historikerne med at kortlægge de konspiratoriske magtspil, der i nogen øjne er den eneste politiske drivkraft, der findes (tak for l*** Machiavelli).
Eller det kan være, at historikerne finder frem til, at Søren K. Villemoes har ret, når han i Weekendavisen den 29. maj skriver: »Det har reddet tusindvis af liv, at regeringen ikke fulgte sundhedsmyndighedernes anbefalinger«.
Men det finder vi aldrig ud af, for vi kan ikke gentage eksperimentet.
Kære begge. Vi kommer til at skrive om det en af de næste dage, men jeg mener faktisk ikke, at der er noget der tyder på, at den danske nedlukning har haft nogen videre effekt. Læg for det første mærke til, at dødeligheden falder længe før nedlukningen. Det er med stor sandsynlighed effekten af_frivillig_distancering osv. For det andet kommer der en af de næste dage en sammenligning med Skåne, Halland og Blekinge. Virusudviklingen i de dele af Sverige er i al praksis identisk med den danske. Sidst, men ikke mindst, kommer vi til at vise hvordan virussen allerede havde toppet, da man lukkede ned.
Det vil jeg se frem til. Men jeg savner stadig et svar på, hvad jeg kan bruge det til.
Løbet er jo ligesom kørt. Danmark lukkede ned den 11. marts på grundlag af en politisk vurdering af de informationer, der forelå på dette tidspunkt. Alt, hvad vi efterfølgende finder af mangler ved dette informationsgrundlag har udelukkende historisk interesse.
Læs lige Søren K. Villemoes klumme en gang til. Han skriver ikke at nedlukningen reddede tusindvis af liv, men at historiebøgerne vil skrive at nedlukningen reddede tusindvis af liv. Fremtidens historikere kan så finde en samtidigt kilde i Punditokraterne der siger noget andet end den officielle historiefortælling.
Det er rigtigt, bortset fra hvis der dukker tilfælde op i efteråret igen. Sker det, er vores viden om foråret vigtig – endda selv om vi til den tid stadig har de samme rædselsfulde politikere.
Der er rigtig mange grunde til at komme til bunds i, hvorvidt der del har været overdødelighed samt hvorvidt nedlukningen har haft tilsigtet effekt.
For det første er det rimeligt at finde ud af hvorvidt nedlukningen rent faktisk har haft den effekt man tror, eller hvilke af det enkelte tiltag virkede. Hvis vi kommer i en lignende situation til efteråret eller senere, vil det være meget meget vigtigt at kunne træffe informerede beslutninger. Regeringen og SSI har jo ikke ligefrem været super transparente i adgang til data og modellerne for beregning af smittetryk.
For det andet må vi jo ikke glemme at der er truffet nogle helt vilde beslutninger – lukning af grænser, forsamlingsforbud, lønkompensation, centralisering af magt på Sundhedsministeren, udskudte operationer osv. osv. Hvis ikke vi bliver klogere på effekterne, men blot holder os til den lidt joviale historie om at “vi har klaret os meget bedre end Sverige”, er der jo næsten ingen grænser for hvilke fremtidige situationer, vi kan havne i hvor lignende eller endnu strammere tiltag kan tages i brug. Ville man fx kunne forestille sig at genindfører forsamlingsforbud ved en fremtidig hård (ikke Covid) influenzasæson? Hvis 1000-3000 forventes at dø, ville det vel kun være rimeligt.
Det er vel også kun rimeligt at vi bruger lige så mange penge på at redde kræft patienter som COVID-19 patienter.
Newspeeks vedholdende Corona-konspirationer, er (i mine øjne) ved at ødelægge deres troværdighed, og jeg overvejer derfor at afmelde.
Enhver kan læse Koranen og se at Islam er en reel (og overset) trussel mod ethvert frihedselskende samfund, men at påstå at denne krise – en ulykkelig, modvillig og midlertidig nedlukning af vores samfund skulle være et “verdensomspændende forsøg på at stjæle vores frihed” virker skingert!
Jeg kan dog godt frygte at politikkerne måske vil bruge elementer af krisen til at indskrænke vores friheder.
Vi kan jo kigge lidt på det hårdt ramte Italien. Der bor 60 mio mennesker i Italien, der er lidt specielt ved at mere end hver femte italiener er over 65 år, at der er anslået 300.000 kinesere i den Norditalienske tekstil- og mode industri, og at det offentlige system i Italien kunne forbedres.
På fem måneder døde 33.000 coronasmittede italienere, men med 1750 daglige dødsfald døde 266.000 italienere af alt muligt andet i samme periode – inclusive corona. Medianalderen for de coronasmittede der døde er 80 år, hvilket skal se i lyset af af gennemsnitslevetiden for italienske mænd er 79 år, og 83 år for kvinder. Det kommer ikke som et chock at de dør. Samtidigt oplyser de italienske myndigheder at 96% havde alvorlige livstruende sygdomme da de blev smittet, i Danmark er tallet 83%.
Det kan ikke undskyldes med at man ikke vidste bedre, for der var jo tal fra mange andre steder i verden, hvoraf det klart fremgik at det var risikabelt for mennesker over 70, især hvis de i forvejen var svækkede af andet, men ret ufarligt for sunde og raske mennesker. Der døde jo også kun 5 ud af de 4,3 mio der er under 60 år i Danmark.. Det er ikke kun noget der har interesse for en gruppe statistikere i Århus, det har i høj grad interesse for alle: Mennesker der mistede job og firma, alle de der er bekymrede over de voldsomme begrænsninger i Grundlovssikrede rettigheder, alle dem der sparer op til pension og kan inkassere store tab, og ikke mindst de der lever af pensionsformuen og har måttet se den disponible indkomst reduceret markant. Det burde også interessere alle forældre, for Børnenes Minister har igen lagt en stor regning i børneværelset.