Dagens post og min begejstring over den er måske en anelse nørdet, men alligevel: Det er en stor begivenhed i min del af samfundsforskningen, når en ny bølge af the World Values Survey (WVS) frigives. WVS er nok den undersøgelse af folks holdninger, værdier og forestillinger, som er brugt allermest i de sidste 20 års forskning i den slags emner, og den er en af de største. WVS har spørgsmål om blandt andet politisk placering, holdninger til konkurrence og statens rolle i samfundet, folks kønsnormer og religiøsitet, deres tillid til retsvæsen, regering og hinanden, og en lang række andre ting. Den er, med andre ord, en guldgrube for den empiriske samfundsforskning.

En af mine særlige grunde til at se frem til den nye WVS er, at de omfatter to forskellige spørgsmål om social tillid. For det første er alle respondenter siden begyndelsen i starten af 1980erne blevet spurgt om, hvorvidt de mener at man kan stole på de fleste mennesker. Det spørgsmål, som blev opfundet af Elisabeth Noelle-Neumann sidst i 1940erne, ligger bag en forbløffende stor andel af den forskning, der har dokumenteret hvordan højtillidskulturer som f.eks. den nordiske er anderledes end resten af verden. Spørgsmålet har derfor også været udsat for en del kritik, da det ikke er umiddelbart klart hvem ’de fleste mennesker’ er, og i hvilke situationer man stoler på den eller lader være. Vi har tidligere skrevet om emnet her, men i denne omgang har WVS nu et andet spørgsmål med, hvor man spørges om hvor meget tillid man har til folk man møder for første gang.

Tager man et hurtigt, første kig på emnet, viser det sig at de to spørgsmål på tværs af lande ser ud til at fange basalt set samme fænomen. Som man kan se på den første figur nedenfor, er der en ganske klar sammenhæng mellem de to spørgsmål. Korrelationen mellem de to er 0,8, selvom der også er tydeligt ’outliers’ – observationer, der ikke passer på det generelle mønster – og at de røde prikker, der er fra tidligere kommunistiske lande, ligger mere spredt. De få outliers er dog også sigende, og særligt den allertydeligste røde prik med over 60 % der stoler på de fleste, man med et gennemsnit under 2 (på en 4-skala) på det andet spørgsmål. Denne helt skæve observation er Kina, som på alle andre måder i tillidsforskningen også stikker ud, her ved at folk åbenbart stoler meget på de fleste mennesker, men meget lidt på folk de møder for første gang. Det er derfor et standardvalg at slette Kina i empiriske undersøgelser på tværs af lande. Et par af de andre outliers – de meget lavtliggende sorte prikker omkring 2,3 på x-aksen, men med meget lav score på y-aksen – er Etiopien og Burma / Myanmar, hvor det nye spørgsmål indikerer højere tillid end de normale.

For ren interesses skyld plotter vi de samme spørgsmål i den anden figur, som udelukkende viser 34 lande i Europa. Det betyder blandt andet, at man kan se hvilke lande, der er tale om, ligesom man kan være rimeligt sikker på, at der ikke er fiflet med undersøgelserne. Alligevel er her igen en meget klar sammenhæng mellem de to spørgsmål med kun mindre udsving. Og som det tydeligt kan ses, stikker de nordiske lande endnu en gang ud fra resten af verden: Gennemsnittene på de to spørgsmål i resten af Vesteuropa er henholdsvis 2,18 og 33,7 %, mens de er 2,73 og 70,6 % i Norden. I vores del af verden er WVS således endnu en gang vigtig ved at understrege på omhyggelig, faktuel vis, hvordan det nordiske kulturområde i Europa er fundamentalt anderledes end det meste af resten af verden. Vi har lige så elendige politikere som andre steder, men vores befolkninger er anderledes.