Danske politikere bekymrer sig og klager med jævne mellemrum over grænsehandlen mellem Danmark og Tyskland. For et par måneder siden meddelte den tyske regering, at landet sætter momsen ned fra 1. juli, hvilket fik de Samvirkende Købmænd til igen at argumentere, at Christiansborg må gøre noget ved problemet fordi grænsehandlen ødelægger arbejdspladser i Syd- og Sønderjylland. Organisationens administrerende direktør John Wagner udtalte således til Berlingske, at han ”frygter en eksplosion i grænsehandlen, når grænserne åbner igen, som vil være til skade for butikslivet og beskæftigelsen i danske butikker.”
For mange mennesker er det helt logisk, som Wagner påstår, at grænsehandlen koster arbejdspladser: Når mine forældre og resten af Sønderjylland kører til Flensborg for at købe øl, sodavand og vaskepulver, må der jo blive købt tilsvarende færre øl og sodavand og mindre vaskepulver nord for grænsen. Og en mindre omsætning i detailhandlen betyder færre ansatte. Det er bare ikke så enkelt, og situationen minder mere om Bastiats berømte fortællingen om den knuste rude, end de fleste menige danskere forstår. Påstanden om de færre jobs er nemlig rendyrket vrøvl.
Som enhver bare nogenlunde kapabel nationaløkonom ved, er grænsehandel en situation hvor bivirkningen er lige så vigtig som den umiddelbart synlige virkning. Og den er ganske indlysende, når man gør den ’synlig’ for folk. Sagen er, at når Liss Bjørnskov for eksempel kører til Flensborg og køber ind til langt lavere priser end i Danmark, vil der naturligvis være en efterspørgsel, hun ikke lægger i Danmark. Men dermed har hun sparetpenge, som hun vil bruge på at købe andre varer og anden service. Disse indkøb lægger hun i Danmark, hvilket indebærer, at hun netto har fået flere varer for samme midler.
På denne måde har Liss Bjørnskov måske bidraget til at fjerne arbejdspladser i de dele af detailhandlen, der nu konkurrerer med forretninger i Flensborg, men hendes ekstra indkøb – som hun har råd til fordi hun bidrager til grænsehandlen – skaber arbejdspladser i Danmark. Og da hun og alle andre borgere i Sønderjylland ligesom hende tydeligvis har råd til mere, gør grænsehandlen faktisk borgerne rigere ved at gøre det billigere at være sønderjyde. Det er denne væsentlige bivirkning, som de fleste politikere og mange danskere overser, når de påstår at grænsehandlen ødelægger arbejdspladser. Handel gør os alle rigere, og det gælder også for grænsehandlen med Nordtyskland.
Jeg er på ingen måde økonom. Alligevel mener jeg, at din slutning er noget optimistisk:
1. Lad os antage, at familiens gennemsnitlige prisniveau for vin i en dansk butik er dkr 70,-. Liss vælger derfor at købe til samme pris – men meget bedre vin – i den tyske butik. Familiens rådighedsbeløb er dermed ikke blevet større og dermed heller ikke plads til Liss’ ekstra tur til damefrisøren i lokalområdet, som du indikerer. Køber Liss derfor fx 130 flasker vin i Tyskland til en pris svarende til dkr 70,-, altså dkr 9.100 i alt, har den danske statskasse mistet – i meget runde tal – ca. dkr 3.300,- i form af punktafgift samt moms (også af punktafgiften). Penge der under ingen omstændigheder kommer igen.
2. I stedet for at opgradere vinkvaliteten, kan man derimod bedre forestille sig, at de sparede pengene bliver brugt på en fx ny fladskærm eller andet, når man nu alligevel er dernede – og ALT er bare billigere i Tyskland.
3. Jeg tror ikke, at grænsehandelen på nogen måde kan være positivt for dansk erhvervsliv, uanset hvor meget forudsætningerne vrides. Om der så kan gøres noget seriøst for at undgå grænsehandelen, som ligger inden for EU-lovens rammer, er nok tvivlsomt 🙂
Kære Ulrik. Jeg vil foreslå, at du tager et kig på vores sommerserie fra 2018. Den handlede netop om international handel, og gjorde op med nogle af de misforståelser, som dit indlæg desværre har. Det er for eksempel inderligt ligegyldigt, hvad der er af konsekvenser for statskassen. Handlen gør også Danmark mere produktivt, hvilket du også kan læse om i sommerserien fra for to år siden, ligesom du kan læse hvorfor handelsbalancen økonomisk set er komplet ligegyldig.
Hej Christian,
Tak for dit svar, jeg vil senere kigge sommerserien fra 2018. Jeg gætter på, at det er om “komparative fordele” m.v., og den teori kan jeg kun bifalde.
Men… komparative fordele handler vel ikke om punktafgifter og merværdiafgifter. Det kan under ingen omstændigheder bliver “inderligt ligegyldigt” hvad det betyder for statskassen, når det er afgiftsbelagt handel. Og hvad problemstillingen i øvrigt har med handelsbalancen at gøre med mistede told- og skatteindtægter ved grænsehandel, ved jeg heller ikke, det er ikke noget jeg har argumenteret for…?
Her et uddrag fra Skatteministeriets rapport fra 2000 om grænsehandel https://www.skm.dk/aktuelt/publikationer/rapporter/rapport-om-graensehandel-2000/kapitel-iii-principielle-overvejelser-om-graensehandel/
“Hvis en dansker køber 1 ekstra enhed af varen i Tyskland og en enhed mindre af varen i Danmark, er virkningen for statskassen umiddelbart, at der tabes 60 kr. i punktafgift og dansk moms af den omsætning, der netto flytter til udlandet altså 20 pct. af 100 kr.= 20 kr. alt i alt 80 kr. “eksklusive moms”. Det er således forudsat, at det beløb, den grænsehandlende sparer, bliver brugt på ekstra køb i Danmark af andre varer.
Hvis dette provenutab skal dækkes ind via højere indkomstskat, skal indkomstskatten hæves med 100 kr. Provenuvirkningen i forbrugerprisniveau er med andre ord 100 kr. altså de 80 kr. tillagt 25 pct. “moms”.”
Det vil være realistisk at formode, at det *interne* bytteforhold er præcist det samme i Tyskland som i Danmark for de varer, der handles ved grænsen. Det er endda ofte danskproducerede varer, der nu blot køres retur til Danmark. Tilbage står udelukkende forskel i punktafgift og moms – som indkomstskatten tilsvarende skal hæves med, pt. 3 mia. dkr. Det er dermed de øvrige skatteydere, der betaler for, at (Sønder)jyderne hygger sig med grænsehandel.
Blandt dem der har grænsehandlet, svarer over 51%, at de har tilbøjelighed til større forbrug af alkohol, sodavand, slik og chokolade. Dermed er der jo *ikke* sparet penge, der kan benyttes til køb af andre, lokale ydelser og dermed til at forøge beskæftigelsen. Derimod bliver de mere usunde og bliver uproduktive og til en belastning for sundhedsvæsenet.
Det er kun afgifter, moms og pant, der gør grænsehandelen attraktiv, og gør ingen gavn for danskerne, kun tyskernes statskasse.
Den danske statskasse går glip af millioner fra MOMSen, den tyske øger sin indtægt….-
Hvem siger, at de sparede penge bliver brugt i DK? – man bruger vel alle de midler, man har til rådighed i Tyskland, også de “sparede”, da man vel på forhånd har bestemt hvilket beløb man vil bruge dernede, der er således ikke noget “overskud” til brug i DK; det er brugt dernede. Det eneste (von Mises) argument, man kan bruge, er, at man øger konkurrencen i DK, når efterspørgslen falder og dermed øger effektiviteten, bl.a. ved at sænke priserne, så disse nærmer sig de tyske. Men det kan man ikke rigtig bevise, kun teoretisere om. De direkte økonomiske konsekvenser for DK ved en intens grænsehandel er mere åbenlyse og ikke særlig fordelagtige, i hvert fald ikke på kort sigt. Bastiat eller ej!
Fin artikel.
Grænsehandelen gavner på to måder
1. Den øger rådighedsbeløbet. Hvis du køber slagvaren i Tyskland – 3 rammer Royal Classic koster de 160 kr, mens de i Bilka Randers koster 240 kr for de 72 øl, det er en besparelse på 33 %.
2. Den øger flexibiliteten for man sparer tid når der ikke skal sorteres pant som skal returneres til supermarkedet et par gange om måneden. Det er en væsentlig grund, og hvis der kom pant på ville grænsehandelen falde temmelig meget, for det er øl og vand der er argumentet for at købe i Tyskland. Og de eneste der ikke betaler pant i Tyskland er nordiske turister der udfylder en eksporterklæring og så undgår pant. Og det kan umuligt være i modstrid med EU retten, men det er selvfølgelig i modstrid med grænsehandelens interesser.
Der er ingen som tager fat om ondets rod, nemlig at den danske stat bruger for mange penge.