Finansielle kriser som den store finanskrise for ti år siden kan have store økonomiske konsekvenser. Når en bank går ned, kan det ramme ikke bare bankens ejere og kreditorer, men også mange andre. Bliver der usikkerhed om en banks soliditet, kan den blotte mistanke om vanskeligheder udløse et bank run – så mistanken bliver en selvopfyldende profeti.
I teknisk jargon kan finansiel virksomhed indebære en eksternalitet. Det kan tale for regulering, der danner modvægt til den risiko, som institutionen kan påføre tredjeparter.
Og realiteten er da også, at bankerne er gennemreguleret i et enormt omfang. Der stilles krav til deres kapitaldækning. Deres drift er omfattet af voldsom detailregulering. Og selv når det gælder udpegelse af ledelsen, kan myndighederne stille krav. Faktisk kan man efter for-godt-befindende afvise kandidater, som ejerne finder de bedste til at varetage deres interesser. Det var tilfældet i Danske Bank, som måtte igennem et langt kompliceret forløb for at finde en kandidat, der kunne passere nåleøjet.
Så langt, så godt.
Problemet er imidlertid, at der er en utilsigtet konsekvens af regulering af bl.a. banker. Den hedder moral hazard. Moral hazard går ud på, at aktørerne har en tilskyndelse til at kompensere for reguleringen ved at opføre sig mere risikabelt. Regulering i form af f.eks. obligatorisk indskydergaranti gør det risikofrit for kunderne at sætte penge i en bank, uanset hvor usikker den er. Effekten er empirisk velkendt, men der er talrige andre måder, regulering kan øge den risikable adfærd. Det kan helt generelt være vanskeligere for myndighederne at afvise et medansvar – og dermed at træde til i en krisesituation – hvis alle forhold i bankens drift er underkastet myndighedernes kontrol.
Moral hazard-problemer kan løfte sig selv ved hårene. Hvis myndighederne først én gang er trådt til og har reddet kreditorerne, kan forventningerne om at blive reddet næste gang øge sandsynligheden for en endnu større krise senere. Jo mere risikoeksponerede bankerne er, desto alvorligere kan konsekvenserne af en krise blive, og desto mere sandsynligt er det, at myndighederne finder dem ”too big to fail”. Man kan f.eks. se finanskrisen i dette lys. Forud for Lehman Brothers’ konkurs (2008) havde de amerikanske myndigheder reddet Bear Stern og indirekte hedgefonden Long Time Capital Management (ti år forinden).
Der er talrige andre moral hazard-problemstillinger end finansiel regulering. Forsikringsmarkeder og velfærdsstaten er klassiske områder. Men finansiel regulering er et slående eksempel på, at effekten af et politisk tiltag kan virke helt modsat af hensigten. Frem for at mindske den risikable adfærd kan regulering fremme den.
Efter finanskrisen har reguleringen af den finansielle sektor fået et omfang, så den nærmest er en pseudo-offentlig sektor. Reguleringen har i høj grad haft karakter af ”cover my ass”, hvor bl.a. politikere har villet demonstrere handlekraft gennem skærpet regulering, så ingen kan komme og sige, at det er deres skyld, hvis det går galt igen. Det er et område, som er fyldt med politikfejl (f.eks. en selskabsbeskatning, som øger risikoen for bankkriser).
Men realiteten er, at reguleringen meget vel kan have gjort tingene værre. Og moral hazard er endda kun et af problemerne. F.eks. fremkalder reguleringen en finansiel monokultur, som gør finansielle institutter mere ens, hvilket i sig selv kan øge sårbarheden. Hertil kommer naturligvis de enorme direkte omkostninger, der er forbundet med reguleringen.