Hvis der er en følelse, som millioner af borgere i Europa og resten af den rige verden har mødt det sidste halve år, er det frygt. Det er en frygt, som medier over hele verden holder i live, og som visse epidemiologer synes at tilskynde. Men det er også en frygt, som politikere af alle overbevisninger i den demokratiske verden har omfavnet og lært at bruge til deres egne formål.

The Guardian skrev så sent som i januar, hvordan autokratiske populister bruger frygt for at styre deres befolkninger, manipulere sig til større magtbeføjelser og blive ved magten. Det nye i situationen synes at være, at det før kun var diktatorer, der sank så dybt at de brugte frygt som aktivt politisk instrument. Som filosoffen Hannah Arendt noterede efter anden verdenskrig: ”A fundamental difference between modern dictatorships and all other tyrannies of the past is that terror is no longer used as a means to exterminate and frighten opponents, but as an instrument to rule masses of people who are perfectly obedient.” Med andre ord er moderne diktaturer ofte kendetegnede ved, at de bruger frygt som en metode til at holde befolkningen i ro og autoritetstro. Det kræver dog, at der er noget, man kan få dem til at frygte.

David Crane, der var chefanklager ved the International War Crimes Tribunal in West Africa og er professor på Syracuse University, pegede sidste år på den bestemte måde, diktatorer skaber og vedligeholder frygt. Alle succesfulde diktatorer sørger for at definere en bussemand – en gruppe mennesker, et naboland eller et andet fænomen – der truer landet / folks sikkerhed / vores ’way of life’… Formålet med frygten er at skabe en form for falsk loyalitet, ubetinget støtte til regeringen, og en krisestemning hvor folk – inklusive medierne – ikke stiller spørgsmål. I langt de fleste tilfælde er strategien effektiv i ganske lang tid, selvom man ikke kan narre alle hele tiden.

Det forstemmende det sidste halve år er naturligvis, at diktaturernes strategi er præcist magen til den, den danske og mange andre regeringer har navigeret efter i måneder. De har brugt diktaturernes indsigt, at så længe tilstrækkeligt mange mennesker er tilstrækkeligt bange, accepterer de drakoniske indgreb i deres almindelige liv og rettigheder uden at stille kritiske spørgsmål. Det er for eksempel blevet almindelig praksis i mange lande, inklusive Danmark og Storbritannien, at man ikke kan stille opfølgende spørgsmål til pressekonferencer med stats- og premierministre. Hvordan en samlet journaliststand har accepteret dette indgreb uden nogen form for kritik eller protest er et mysterium, men konsekvensen er, at danske journalister i dag opfører sig cirka lige så regeringskritisk som deres russiske kolleger.

Mediernes uformåen, misforståede loyalitet og generelle slaphed i denne situation har bidraget til en stærkt kritisabel situation, hvor en stor del af befolkningen har helt skæve idéer om den faktiske risiko. De bidrager med andre ord til den udbredte frygt. Mange danskere, inklusive en række veluddannede folk i min omgangskreds, tror stadig at dødeligheden af Sars-CoV-2 skal regnes i procenter. Danske medier har således ikke skrevet meget om de nyeste empiriske vurderinger fra f.eks. Nobelprisvinderen Michael Levitt, hvis omfattende metstudier viser at det mest præcise estimat af dødeligheden er 1,5-2 ‰. Den skal sammenholdes med en dødelighed i almindelige influenzaudbrud omkring 1 ‰, at risikoen sættes til 0,3-0,4 ‰ for folk under 70, og at det amerikanske CDC har vurderet, at børn og unge har større risiko for at blive ramt af lynet end at dø af Covid-19.

For en magtsyg politiker er det nuværende naturligvis en ønskesituation. Udfordringen er ikke journalisterne – det burde være klart, at de ikke længere er en demokratisk trussel – men at vedligeholde frygten i befolkningen. Godt hjulpet af seruminstituttet har regeringen fulgt en strategi, hvor man forsøger at gøre danskerne bange. Problemet med denne strategi er, at når man først har investeret sin troværdighed i den, kan man ikke vende om – man er forbi det famøse point of no return. Rent politisk har Mette Frederiksen og hendes hold ikke mange andre muligheder end at fortsætte, fordi ingen politikere vil indrømme, at de tog fejl. Og en fejl til 250 milliarder kroner indrømmer man helt afgjort aldrig! I stedet fortsætter man en kurs, hvor ministre slipper afsted med absurde påstande, seruminstituttet støtter regeringen ved at udbasunere de absolutte smittetal hver dag, uden at nævne de lejlighedsvis flere end 50.000 mennesker man tester dagligt, og hvor langt de fleste journalister stiltiende støtter regeringen. Det hele lader sig gøre, fordi en tilstrækkeligt stor del af befolkningen bliver holdt i frygt. Det 20. århundredes diktatorer har ikke levet forgæves…