Som trofaste læsere ved, har mindst én af os til tider fornøjelsen af at vejlede specialer på universitetet. Vi har af flere omgange skrevet om nogle af disse specialer, og ikke mindst Anne Kristensens speciale om, hvorvidt vismændene har haft indflydelse på dansk politik, blev efterfølgende bemærket. I år skal ikke være nogen undtagelse, da jeg ikke blot har mange specialer, men også har fået nogle virkeligt gode og interessante emner. I dag skriver vi om to af denne uges specialer på Aarhus Universitet, og i næste uge kommer vi til at skrive om et eller to af den uges specialer. I alle tilfælde venter vi indtil de studerende har været til forsvar, og vi har spurgt dem om tilladelse til at omtale dem.

Det første af to emner, vi omtaler, er Ann-Sofie Anker Sørensen der i ”Forretningsmiljøbegrænsninger og Virksomhedsperformance i Subsaharisk Afrika” undersøger, om praktiske og institutionelle begrænsninger faktisk holder afrikanske virksomheder tilbage. Ligesom Ida Hørslev Rasmussen, som forsvarede sit speciale i maj, er Ann-Sofies grundlæggende spørgsmål, hvorfor størstedelen af Afrika syd for Sahara stadig er så fattigt. Begge tager udgangspunkt i min tidligere PhD-studerende Yohannes Ayeles arbejde, men går et metodisk skridt videre i hver sin retning.

Ann-Sofie og Ida ser i deres specialer primært på godt 10.000 produktionsvirksomheder på tværs af 29 lande mellem 2006 og 2019. Deres mål er at undersøge, hvordan en række mulige begrænsninger – som disse virksomheders ledere er blevet spurgt om – påvirker virksomhedernes omsætningseffektivitet. Med flere andre forhold ser de specifikt på, er: Corruption, Functioning of the Courts, Crime, Theft and Disorder, Access to Finance, Practices of Competitors in the Informal Sector, Transport, Electricity, Tax Administration, Tax Rates, Business Licensing and Permits, Customs and Trade Regulations, Inadequately Educated Workforce, Access to Land og Political Instability.

Det interessante er, at den eneste virkeligt robuste begrænsning, som ledere oplever på tværs af virksomheder og som man også kan se påvirke deres omsætningseffektivitet, er adgangen til finansiering. Mens Ann-Sofie derfor finder nogle af de samme resultater som tidligere forskning, er hendes væsentlige bidrag at dele virksomhederne op i arbejdskraftintensive og kapitalintensive industrier. Her viser det sig, at adgang til finansiering og begrænsninger på transport er væsentlige bremser på arbejdskraftintensive afrikanske virksomheders performance, mens adgang til finansiering er den eneste robust negative faktor for kapitalintensive virksomheder. Pudsigt nok finder hun også, at de kapitalintensive har bedre performance når de oplever begrænsninger i toldbehandling og handel. Men som vi konkluderede til forsvaret, er det måske ikke så sært at der findes bedre omsætningseffektivitet i eksisterende virksomheder, når landet er mere protektionistisk.

Ugens andet speciale, som vi fremhæver her, er Hana Akubzanova og Oliver Bejers ”Econometric Analysis of Democratization in Africa between 1991-2000.” Det slovakisk-danske makkerpar ser her på de økonomiske konsekvenser af demokratisering i syv afrikanske samfund de sidste 30 år: Benin, Cape Verde, Ghana, Malawi, Nigeria, Senegal, og Sierra Leone. Det unikke ved deres speciale er, at de bruger en syntetisk kontrol for hvert af de syv eksempler. Det er således samme metode som Frederik Thagesen og Lasse Larsen brugte for tre år siden i deres undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af Rawlings-kuppet i Ghana i 1981, som vi omtalte her.

Det ekstremt velgennemførte og omhyggelige studie peger på, at to – og muligvis tre – af landene er blevet rigere på grund af demokratiseringer. Som man kan se i de tre figurer fra specialet nedenfor, er det to klareste eksempler Benin og Kap Verde, hvor den faktiske udvikling (de fuldt optrukne linjer) klart overstiger den forecastede udvikling i den syntetiske kontrol (de stiplede linjer). Begge lande demokratiserede umiddelbart efter kommunismens kollaps i 1990, og Hana og Olivers estimater indikerer, at den institutionelle ændring per 2018 har gjort dem henholdsvis 78 og 86 % rigere end hvad man ellers kunne have forventet.

For Ghanas vedkommende er billedet ikke nær så klart. Specialeparret vurderer, at Ghana er blevet 33 % rigere på grund af demokratiseringen i 1993, men timingen er ikke helt klar, som figuren ovenfor synliggør. Som vi talte om til forsvaret, er en af forklaringerne muligvis, at dele af de væsentlige reformer, som har gjort Benin og Kap Verde markant rigere, allerede blev gennemført af Jerry Rawlings militærstyre i Ghana i løbet af 1980erne.

Det virkeligt interessante er, at Hana og Oliver finder at det er særdeles svært at fitte nogen model til Nigerias unikke udvikling, så det er meget usikkert, hvad man kan sige om landets demokratisering i 1999. Derudover finder de ikke positive effekter i Malawi, Senegal og Sierra Leone. Resultaterne indikerer endda, at Sierra Leone måske er blevet fattigere – selvom man skal være meget påpasselig, da landet også gennemgik en borgerkrig omkring samme tidspunkt – og at Senegal meget klart ikke har fået noget økonomisk ud af en demokratisering.

For alle tre specialers vedkommende er det særlige, at de kaster nyt lys på ét overordnet og stort emne: Afrikansk udvikling. Ida og Ann-Sofie rejser spørgsmålet, om mange af de problemer man ofte taler om, i virkeligheden er begrænsninger på afrikansk virksomhedsudvikling. Hana og Oliver spørger implicit, hvorfor demokratisering har så markant forskellige konsekvenser i forskellige afrikanske lande. Som al god forskning stiller disse fine specialer derfor mindst lige så mange spørgsmål, som de svarer på.