Forleden aften gav jeg et interview til en amerikansk journalist om, hvad der ligger bag at de nordiske landes befolkninger normalt er så tilfredse med deres liv. Journalisten var omhyggelig og velforberedt, men gentog en ofte hørt påstand: De nordiske lande er lykkelige pga. deres velfærdsstater og den store omfordeling. Påstanden – som klimaministeren Dan Jørgensen også har gentaget bevidstløst – er en myte, som der ingen konkret opbakning får i forskningen.
Logikken bag den populistiske påstand – der som økonomisk teori kan spores tilbage til den store socialistiske økonom Abba Lerner – om at omfordeling gør befolkningen som helhed lykkeligere er, at pengene giver ’mere lykke’ i bunden end i toppen af indkomstfordelingen. Lerners argument hviler derfor på en standardantagelse i økonomi om, at der er aftagende marginalnytte til forbrug – at nummer tre muffin giver mindre ekstra glæde end nummer et. Implikationen er, at omfordeling derfor burde give bunden mere lykke end man tager fra toppen.
Problemet er bare, at sådan ser virkeligheden faktisk ikke ud når man tester påstanden. I the World Values Survey og the European Values Study kan man således splitte folk op i, om de har lav, mellem eller høj indkomst. Metrikken vi bruger, er derfor at beregne forskellen på den gennemsnitlige tilfredshed med livet blandt dem med henholdsvis høje og lave indkomster. Plotter man det mål mod den faktiske fordeling af disponibel indkomst (fra Frederic Solts SWIID-database), målt som det normalt gøres ved en Ginikoefficient, får man nedenstående figur. Figuren nedenfor, der er fra min bog om nordisk lykke, viser med stor tydelighed, at der ikke er nogen klar sammenhæng mellem ulighed i indkomster og ulighed i lykke på tværs af indkomster.
Selvom mange i dansk politik taler meget om ulighed, er den ikke noget problem i en tilfredshedssammenhæng. Det er heller ikke svært at forstå. Som Don Boudreaux understregede forleden i en klumme hos AIER, giver mål for ulighed sjældent nogen særlige indsigter eller forståelse for, om der er et problem eller ej. Indkomstforskelle mellem folk er ikke blot en refleksion af forskelle i evner og talent, men også i bevidste livsvalg om, hvor meget man investerer i uddannelse, hvor meget man ønsker at arbejde relativt til resten af ens liv, hvor man vælger at bo osv. at et helt bestemt mål for et af resultaterne af den proces skulle være klart forbundet med forskelle i lykke, er noget af en påstand. Og den er ikke korrekt.
Forventningen er at forskellen på lykke bliver mindre, når forskellen på indkomst bliver mindre.
Det forudsætter vel, at der er en korrelation mellem indkomst og lykke. Og at den forskel i lykke du regner ud er absolut og ikke relativ. Eller gemmer der sig en variation af Simpsons paradoks i det her?
Vil figuren ikke også skjule om mere lighed, generelt giver mere eller mindre total lykke i samfundet.
Jo, forudsætningen her er, at indkomst giver lykke. Men det ved vi også, at den gør. Det er dokumenteret i en lang litteratur, der afviser det såkaldte Easterlin-paradoks.
Mht. det dynamiske aspekt kan det i princippet godt skjules i figuren. Vi ved bare også, at ændringer i lykke ikke er forbundet med ændringer i lighed. Se f.eks. den kommentar, jeg skrev til Cullis, Hudson og Jones i 2011:
https://link.springer.com/article/10.1007/s10902-010-9192-z
Jeg er helt enig med kjeldflarup. Det plot du viser, udtrykker, at der ikke er en korrelation mellem ulighed i disponibel indkomst og forskel i lykkefølelse.
Du påstår i din artikel og dit svar til journalisten, at der ikke er en sammenhæng (korrelation) mellem ulighed i disponibel indkomst og i (total) lykk følelse. Det der efter min opfattelse ofte bliver diskuteret er hvorfor vi i norden generelt set er mere lykkelige end andre steder i verdenen. For at underbygge din påstand mener jeg derfor, at du skal plotte total målt lykke som funktion af ulighed i disponibel indkomst. Hvis disse punkter på samme måde som i det viste plot ligger spredt ud over det hele, er der ingen korrelation. Er der derimod en lineær tendens er der en korrelation.
Desuden mener jeg også, at et enkelt plot på ingen måde er tilstrækkeligt for at konkludere som du gør. Det kunne være interessant også at se på adgang til sundhedsydelser, uddannelse og andre goder der kommer af omfordeling som funktion af lykkefølelse. Endvidere BNP per capita som funktion af omfordeling vil også kunne bidrage tænker jeg.
Jeg ser denne artikel som populistisk neoliberal propaganda imod vores velfærdssamfund og ikke som et lødigt bidrag fra en professor i økonomi.
@Carsten Søgaard du kan virkeligt ramme ind i Simpsons paradoks hvis du laver disse plots.
Foruden at du også skal adskille årsag og virkning. Er et samfund mere lige fordi der er mere tillid, eller er der mere tillid fordi det er mere lige. Og hvad er relationen mellem tillid og lykke.
Carsten, min blogpost kan naturligvis ikke tages om evidens for noget. Den giver et eksempel med en illustration på, at der ikke er nogen sammenhæng. Det er også det meste af den empiriske forsknings konklusion. Jeg opsummerede en del af forskningen for nogle år siden i et kapitel af “… and the pursuit of happiness”, som blev udgivet af IEA i London: https://iea.org.uk/publications/research/and-the-pursuit-of-happiness
Du må gerne se posten som ” populistisk neoliberal propaganda imod vores velfærdssamfund”, men så må du allerførst dokumentere, hvor du mener at forskningen som helhed tager fejl. Og du må også definere konceptet ‘neoliberal’. Jeg mener personligt, at det er et tomt koncept – et koncept, der reelt ikke betyder nogen som helst, men blot bruges som ad hominem-argument mod påstande, man ideologisk ikke kan lide.