Her er en interessant kommentar, jeg modtog fra Martin forleden (min fremhævning):
I den økonomiske omfordeling argumenteres for, at der er en vis rimelighed i, at der ikke er abonnementsbetaling (samme beløb for alle) for velfærdsydelser, men at bidraget til fælleskassen skal være i forhold til ens indkomst. Bl.a. ved at nytten af den sidste tjente krone ikke er lige så stor som den første tjente, derfor kan personer med stor indkomst spytte mere i statskassen end dem med lille indkomst. Bør man ikke også have en analyse af coronarestriktioner, der indeholder samme argument? Altså unge har lille risiko for sygdom, senfølger og død, det er modsat for ældre. Det vil økonomisk svare til stor og lille indkomst. Derfor kan vi ikke kun lade folk træffe beslutninger ud fra den risiko de selv har, “skatten bliver ikke fordelt efter indkomst” om man vil. Med den analyse skal restriktioner dæmpe bestemte aktiviter, og dermed sænke smittetallet. Hvis man sænker de mest smitsomme aktiviteter for de unge, vil der blive lavere smittetal. Med det lavere smittetal vil de ældre i højere grad også kunne deltage i flere aktiviteter. Det vil få smittetallet til at stige til ca. samme niveau som før, men nu hvor ældre deltager i flere aktiviteter end før.
Jeg kan ikke umiddelbart afvise, at Martin har en pointe.
Hvad tænker I? Fungerer nedlukninger som omfordeling af “mulighed for aktivitet”?
Martin kan have ret, men ikke noget at have den i. Det er jo ikke de unge, som beslutter, hvilke restriktioner, der skal gælde og herunder, hvordan proportionaliteten skal være ift segmenterne i befolkningen. Politisk prioritering er en svær disciplin ellers ville 12-13.000 døde af rygning pr år ift 275 døde i trafikken nok blive vægtet anderledes. Skat og trafik er vel nogle af de få områder, hvor progressivitet er accepteret (af flertallet)
“man” er her Folketinget gennem regulering. Så det er helt rigtigt, at det ikke er noget de unge selv skal beslutte – Det var i stedet et spørgsmål om fællesskabet (Folketinget) skal justere aktiviteterne i samfundet, så det ikke kun er de mest risikovillige, der deltager i de fysiske aktiviteter.
Jeg synes nu nok jeg har noget at have pointen med de unge i. Ind til i går var 18 ud af 3.101 dødsfald med corona i Danmark folk under 40 år. 0,6% af dødsfaldene sker for personer under 40 år – og alder virker altså til at være det bedste værn mod dødsfald med corona. Det bør påvirke folks risikovillighed over for smitte, da man har større incitament til at tage corona alvorligt for ens helbred jo ældre man er. Af rent anekdotisk karakter kan jeg bekræfte den tendens ved at den unge del af min familie render til fester, og mine bedsteforældre isolerer sig (også frivilligt).
Med den analyse, vil det så ikke stadig være et liberalt standpunkt at indføre regulering, der øger aktivitetsmuligheden for de ældre (og for den sags skyld særligt udsatte)?
Det er selvfølgelig en forudsætning for diskussionen, at de aktivitetsdæmpende reguleringer, der indføres er effektive, så reguleringen ikke bare omgås.
Der er mange former for omfordeling af smitte, uden at det behøver -eller bør- have økonomiske eller skattemæssige konsekvenser. Når skoler og institutioner lukkes, bliver bedsteforældre f.eks. mobiliseret til børnepasning, så forældrene kan passe deres arbejde. Det omfordeler også smitte, da der altid er smittebærende børn i en børneflok.
Hvis man skal til at beskatte efter et fiktivt skyldsspørgsmål (rygere, kost, alkohol, trafik o.s.v.), så er vi langt ude.