Idag vågnede danskerne til et samfund næsten uden virusrestriktioner. Med undtagelse af en ‘anbefaling’ om at bevare krav om mundbind på plejehjem og nogle hospitalsafdelinger, er resten af de sidste 22 måneders ufrihed og tvang væk. Selvom selve dagen har været grå og regnfuld, skinner solen igen metaforisk i vores liv.
Fremadrettet er der således ikke det helt store incitament til at bekæmpe regeringens restriktioner, da de stort set er væk. Der er dog en stor opgave foran de fleste af os: At bekæmpe det narrativ, som regeringen og visse eksperter allerede er begyndt at fortælle om de sidste 22 måneder.
Regeringen er tydeligvis opsat på at fortælle en historie om, hvordan Mette Frederiksens handlekraft og restriktioner reddede tusindvis af danskeres liv. I mange socialdemokraters øjne er hun derfor en ‘stor leder’, der gjorde det rigtige og må hyldes for det. Men som vi har vist flere gange her på stedet – ikke mindst gennem den meta-analyse af nedlukningslitteraturen, som Jonas er medforfatter på – har nedlukningerne ikke reddet menneskeliv. De har forårsaget enorme lidelser og både menneskelige og økonomiske tab, men har ikke gjort det, man påståede de ville. Med Jay Bhattacharyas ord, har de været et århundredes største sundhedspolitiske fiasko.
Det er derfor vigtigt at understrege, at Frederiksens politik ikke har været en succes, og ikke bør hyldes. Ingen hylder – eller endsige takker – røveren, der giver det røvede lettere ramponeret tilbage til ejeren. Men det er faktisk netop det, der idag er sket med danskernes personlige frihed. Frederiksens regering fratog borgerne en række ellers grundlovssikrede rettigheder i marts 2020, og har først nu opgivet røveriet. Og det er sådan, man må tænke på en politik, der brød med forsamlingsfrihed, næringsfrihed, frihed til at rejse ud af landet, og også ødelagde børn og unges uddannelse og fritid i måneder af gangen.
Men man kan glæde sig over, at man igen de facto er et nogenlunde frit og suverænt menneske. Og hvilken bedre måde at gør det, end ved at genhøre fjerde sats fra Beethovens niende symfoni, hvor han satte Schillers Ode an die Freude til musik. Her med Daniel Barenboims West-Eastern Divan Orchestra fra et af mine yndlingssteder i verden – som man forhåbentlig snart kan besøge igen…
Ja, tak for vedholdende kritik; det er bydende nødvendigt at påpege den enorme mangel på proportion i regeringen og folketingets ageren i denne sag. Der er stof til mange rigsretssager (som gruppesøgsmål for trods alt at holde omkostningerne nede) bør betales af de skyldiges egen lomme.
Det er vigtigt at vi aldrig igen lader dem begå tilsvarende overgreb.
https://tunecedemalis.dk/aldrig-igen/
Det er muligt at befolkningens påpasselighed og regeringens indgreb ikke reddede liv, men kan der ikke argumenteres for at den samme påpasselighed og de samme indgreb fik dæmpet smittespredningen så vi undgik de peaks på smittekurverne som kunne have nedbrudt hospitalsvæsenet og lagt plejehjemmene øde?
Øvelsen begyndte som en aflastning af hospitalerne, navnlig de intensive afsnit. At fru Frederiksen m.fl. så fik smag for taktstokken, ligger på linie med hvad Merkel, Macron og Parmelin gjorde. Noget måtte gøres. Man kendte ikke fænomenets udbredelse. Problemet er vel, at da man indså fadæsen, så forlængede man den.
Fru Frederiksen, hendes elendige regering og Sundhedsmyndighederne fortjener hverken tak eller ros. Der er løjet bevidst fra alle tre instanser mange gange, og også løjet bevidst. Tallene har på intet tidspunkt bakket om om handlingerne, og nu – da smitten er på sit højeste nogensinde bortset fra et par tidligere influenzaepidemier, siger man bare:”Så, nu er det overstået”. Vi vidste ikke rigtigt hvad det var i december 2019 og januar 2020, primært fordi det korrupte WHO søgte at dække over det, men i resten af tiden satte danske myndigheder ikke en fod rigtigt, og det skete også i andre land. Det kræver en bog eller tre, men ordet massehysteri må have en fremtrædende plads i den.
Det er ikke afslutningen på en succes, det er afslutningen på en dundrende og dyr fiasko. Det er tid for selvransagelse i alle avisredaktioner, og en hel del læger og debattører burde også sætte sig foran et spejl og tænke dybt.
Jeg er ret enig. Panikken og restriktionerne burde være stoppet for 22 måneder siden. Mht. bøger er den her faktisk ret udmærket:
https://www.amazon.de/Great-Covid-Panic-What-Happened/dp/1630692778/ref=sr_1_1?crid=3LPWAKJ95YPEI&keywords=the+great+covid+panic&qid=1643791990&s=books&sprefix=the+great+covi%2Cstripbooks%2C106&sr=1-1
Godt formuleret og et meget vigtigt input.
Det store spørgsmål er, hvordan man får forhindret, at det samme gentager sig om 10 måneder, når vi igen er ved at løbe tør for sommerens D-vitamin, som det sker hver vinter.
Mette Frederiksen har med egenrådig faktaresistens satset på, at vi kan sidde på et et-benet skammel, fordi hun fra dag ét alene har satset på vacciner. Ikke et ord om forebyggelse eller behandling, selv om mulighederne hele tiden har været der.
Har du tænkt på/prøvet at få din fine tekst optaget som ‘opinion’ i B? Der har været et par stykker i den senere tid som har antydet noget lignende men ikke udfoldet det som du har.
Pingback: Frederiksens forfejlede politik bør ikke hyldes – Hastosee.com
Pingback: BLANDEDE BOLSJER – NewSpeek