Minkskandalen har hidtil alene handlet om regeringen, altså den udøvende magt. I sin essens bestod skandalen i, at regeringen påbegyndte en afvikling af erhvervet uden at have lovhjemmel, dvs. uden at have den lovgivende magt ombord. Regeringen kan ikke lovgive uden Folketinget eller handle uden hjemmel.

Men nu er skandalen så sprunget fra regering til Folketinget, fordi det også kun er Folketinget, som kan sanktionere regeringen – f.eks. ved at afskedige de ansvarlige ministre eller sætte dem for en rigsret.  I det danske parlamentariske system er tinget tildelt opgaven med at kontrollere regeringsmagten. Det er på papiret en meget stærk position, men det kræver, at det vil og kan benytte sig af den. Det skrev jeg om her (da debatten kørte om, hvorvidt regeringen tryner de folkevalgte).

Folketingets stærke position i forhold til regeringen kan i virkeligheden godt skabe et paradoks (som jeg også var inde på). Fordi regeringsmagten udspringer af de folketingspolitikere, som er i stand til at danne en flertalskoalition, kan forskellen på Folketing og regering i sidste ende helt udviskes. ”Denne koalition kan i yderste fald udpege regeringen, føre kontrol med den og vedtage lovene.” Man kan få det samme resultat, hvis regeringen er i stand til at dominere sit parlamentariske grundlag.

Hvis det er en skandale, at minksagen ikke får konsekvenser for regeringen, er det dermed Folketinget, som har ansvaret for den. Hvis magtdelingen skal fungere, kræver det altså, at det parlamentariske grundlag ikke smelter for meget sammen med regeringen.

Det kræver, at et flertal er villige til at hæve sig over deres umiddelbare interesser i f.eks. at regeringen slipper så let fra sit ansvar som muligt. Det kræver, at man sætter institutioner over personer. De fleste af os var med rette oprørte over, at Donald Trump forsøgte at underløbe et demokratisk valg, som gik ham imod.  

Traditionelt har i hvert fald dele af Det Radikale Venstre stået fast på ikke at se igennem fingrene med en regering, som ikke overholder spillereglerne – uanset om partiet var en del af det parlamentariske grundlag. Det førte f.eks. til Schlüterregeringen fald, da en dommerundersøgelse kritiserede daværende statsminister Poul Schlüter i Tamilsagen. En del radikale har øjensynligt svært ved at se, at Mette Frederiksens brøde er mindre end Schlüters.

De Radikale har da også – omsider – valgt at udsætte statsministeren for en sanktion. Men af en noget besynderlig karakter. Der skal afholdes valg inden Folketingets åbning (til oktober). Det er dog meget svært at se sanktionen i det. De Radikale støtter stadig regeringen og statsministeren. Man kan selvfølgelig sige, at vælgerne får lejlighed til at gennemføre den underkendelse af regeringen, som RV ikke vil selv. Men et folketingsvalg handler jo om mange ting, og fordi man ønsker at sanktionere regeringen, er det jo ikke sikkert, at man også er villigt til at tage oppositionens politik med i købet. Tværtimod placerer man især radikale vælgere, som ønsker at sanktionere regeringen, i et mærkeligt dilemma, hvor de skal veje deres ønske om sanktion mod ønsket om at støtte det radikale parti fortsat.

Man kan selvfølgelig sige, at der har været en række af sager så helt usædvanlige under denne regering, at det taler for en ”folkeafstemning om regeringen”. Håndteringen af sagerne omkring FE har også været uden sidestykke. Men mener den radikale ledelse seriøst, at den er havnet på den rette side af de sager, når den er på regeringens parti i ”folkeafstemningen”?

Jeg er ikke jurist og vil afstå fra at vurdere, om statsministeren vil kunne dømmes for en rigsret. Nogle af landets bedste juridiske hoveder er uenige. Det må i det mindste tale for, at folketinget som i Støjbergsagen får en systematisk advokatvurdering – hvis ikke for at lade sagen prøve i rigsretten.

Jeg synes også, at flere forhold taler for det.

For det første har undersøgelseskommissionen tilbagevist næsten alle statsministerens argumenter for at være uskyldig. Det gælder den besynderlige påstand om, at hun ikke er ansvarlig for beslutninger truffet i K-udvalget, hvor hun selv sidder for bordenden. Det gælder også påstanden om, at hun automatisk er fritaget fra at sikre hjemmel, fordi det er embedsmændenes ansvar at gøre opmærksom på det. Det gælder ikke, når man gennemfører en så uforsvarlig og forhastet beslutningsproces, som tilfældet var. Og at sagen hastede så meget og var så vigtig, at man var nødt til at handle straks, bliver helt afvist. Ikke desto mindre var det statsministerens hovedforsvar på pressemødet om betænkningen, hvor hun linede op med en håndfuld ministre, som skulle understøtte denne fortælling. Selv erhvervsministeren var indforskrevet for at fortælle om truslerne mod eksporten, hvis ikke man havde handlet prompte.

For det andet er der forholdet til embedsmændenes sager. Ti højtplacerede embedsmænd med den allerhøjst placerede, Statsministeriets departementschef, har fået så alvorlig kritik i beretningen, at det anbefales at gøre et ansvar gældende. Vi taler bl.a. om en øverste chef for centraladministrationen, der groft har tilsidesat sandheds- og legalitetsforpligtelsen, og om en rigspolitichef som bevidst har handlet uden hjemmel. Enten lader regeringen dem slippe med en påtale. Det vil virke helt ude af proportioner i forhold til, hvad embedsmænd tidligere har mødt af konsekvenser i langt mindre sager. Ellers også ender det med alvorlige konsekvenser. I så fald vil embedsmændene blive straffet, mens deres politiske chefer går fri, fordi de holder hånden over sig selv.

Ingen af de to udfald virker acceptable, og de kan kun undgås, hvis der også kommer en sag mod de ansvarlige i regeringen.

I den seneste udgave af podcasten Samfundstanker taler Martin Ågerup, Jonas Herby og jeg om minksagen – og bl.a. om risikoen for en ond cirkel, hvor sager som minksagen undergraver tilliden til det liberale demokrati, og hvor den lavere tillid i sig selv vil kunne få institutionerne til at fungere dårligere.

På længere sigt er der måske grund til at overveje, hvordan magtdelingen kan styrkes, så folketinget ikke længere har monopol på at afgøre, om regeringen skal sanktioneres. Vi har i det hele taget brug for stærkere institutioner til magtdeling og beskyttelse af borgernes frihedsrettigheder.

Men i mellemtiden er det vigtigt, at et flertal i folketinget påtager sig at sætte institutioner over personer og personlige interesser.