En af de mest forfejlede og skadelige ideer er forestillingen om “folkeviljen”. Det er ideen om, at der findes en mekanisme, som kan omsætte alle vore individuelle præferencer til en fælles præference, en fælles vilje. Det kan være en diktator med særlig forståelse for sit folk, eller det kan være et demokratisk flertal. Den sidste variant er mere populær for tiden end den første.

Ideen om folkeviljen kommer både til udtryk ved forestillinger om, at “flertallet altid har ret”, og om, at “eliten har sat sig på magten på folkets bekostning”, og at “folkets vilje” derfor bliver undertrykt. Folkeviljen ligger bag kollektivistiske strøminger fra socialisme til nationalkonservatisme og populisme. Der findes også varianter, hvor alle medlemmer af en bestemt gruppe tillægges fælles interesse og normsæt. Det gælder f.eks. identitetspolitik.

Idéhistorisk kommer “folkeviljen” i høj grad fra filosoffen Jean-Jacques Rousseau, som levede i 1700-tallet, og den spiller en central rolle i hans politiske filosofi, som bl.a. inspirerede excesserne under Den franske Revolution. “Folkeviljen” skulle søge tilbage mod menneskehedens noble fortid som vilde før det moderne syndefalds korrumpering af os. Modvægten til Rousseau kom fra tænkere som Adam Smith, Edmund Burke, Benjamin Constant og James Madison. Den amerikanske revolution og den forfatning, som Madison forfattede, afspejlede afvisningen af folkeviljen. Ifølge denne tænkning er formålet med staten ikke at realisere folkeviljen, og demokratiske valg sikrer det ikke.

Problemet med “folkeviljen” er ikke så meget, at det er et forblommet begreb. Men når man trænger ned i det, er det imidlertid klart, at det bygger på modstridende principper, som ender med at gøre det meningsløst. Og samtidig er det stærkt som legitimering af kollektivisme og overgreb på individer. Hvis en politik er folkets egen vilje, er det svært at se folk som ofre.

Der findes en efterhånden betydelig social choice-litteratur, som dokumenterer de fundamentale problemer, der er forbundet med at aggregere præferencer og fortolke udfaldet af valg som udtryk for en fælles vilje. Demokratiske processer kan lede til skiftende politikker, selv om vælgerne havde fuldstændigt konstante præferencer. Udfaldene er sårbare over for tilfældigheder eller manipulation. Det er umuligt at forene de ellers helt indlysende krav til de egenskaber, som et valgsystem bør opfylde. Vi har tidligere gennemgået nogle af resultaterne, bl.a. her.

Og selv hvis det var muligt at aggregere præferencer, findes der ingen mekanisme til at opfange de utroligt mange spørgsmål, som afgøres polisk. På markedet opsamles konstant information fra de mange beslutninger om at købe og sælge – og lade være – som vi træffer dagligt. Hvordan skulle politikerne vide, hvad vælgerne mener om blot de mange modeller for at opføre Lynetteholmen?

Hvis formålet med demokratiske valg ikke er at realisere folkeviljen, hvad er det da? For tænkere som Constant og Madison er valg en del af begrænsningen af statsmagten og skal være med til at beskytte individers frihed – på samme måde som frihedsrettigheder. Konkurrence om statsmagten kan begrænse mulighederne for at udnytte befolkningen og måske føre til bedre løsninger. Politik kan i princippet godt føre til forbedringer for alle – på samme måde som transaktioner på markedet. Men det er ikke det samme som, at der findes en folkevilje. Og selve forudsætningen for politiske løsninger af den karakter er, at der er stærke begrænsninger på statsmagten (et tema, som optog James M. Buchanan; se min bog om ham her). Hvis demokrati i sig selv sikrede folkeviljen, var der ikke grund til at stille andre betingelser til statsmagten end denne ene.

Folkeviljen er nok et lidt bedaget begreb, man ikke hører så ofte. Men selve ideen eksisterer i bedste velgående og flyder over i dagens politiske debat og medierne. ”Vælgerne har talt” hver gang, der har været valg eller folkeafstemning, som om vælgerne var én person. Selv små udsving i meningsmålinger udlægges som holdningsskifte i en homogen befolkning. Den stadige længsel efter bedre politikere, og troen på, at ”bare de rigtige kommer til”, er i virkeligheden også ofte et udslag af ideen om folkeviljen. Det er et fatamorgana, som kan forhindre en realistisk forståelse af, hvad det politiske system kan og ikke kan.

Alle disse udtryk for ”folkevilje” ville vi være bedre tjent uden.