Nogle gange kan man sidde med noget som forsker, som på ingen måde er færdigt, men som man alligevel synes er så spændende, at man gerne vil dele det med andre. Det er tilfældet idag, hvor vi derfor starter noget der kan gå hen at blive en tilbagevendende serie på bloggen: ‘Forskning igang’. Og idag handler det om udviklingen af social tillid i Ukraine.
Baggrunden er, at der er en åben diskussion af hvad konflikt gør ved et lands ‘sammenhængskraft’. Begrebet sammenhængskraft er som bekendt vagt og misbrugt, men er ganske tæt på ‘social tillid’, som er klart defineret og målt. Mine kolleger Martin Rode og Miguel Ángel Borella Mas – begge fra Universidad de Navarra i Pamplona – og jeg udgav for et par år siden “The economics of change and stability in social trust: Evidence from (and for) Catalan secession“, hvor vi undersøgte hvad uafhængighedsprocessen i Catalonien havde gjort ved catalanernes tillid til hinanden. Forleden kontaktede Martin mig med spørgsmålet, om vi kunne gøre noget lignende med den sociale tillid i Ukraine. Det mente jeg absolut man kunne, og vi gik igang sammen med Miguel Ángel.
Som indikeret i indledningen er vi midt i forskningsprocessen lige nu. Vi har lagt os fast på hvilke data vi kan bruge – det er the World Values Survey fra 1996, 2006, 2011 og 2020 – og har nogenlunde lagt os fast på et empirisk design. Vi har derfor ikke konkrete estimater endnu, men vores data giver nogle meget klare indikationer. Det er dem, vi deler idag.
Figuren nedenfor opsummerer, hvorfor vi er sikre på at der er en historie at fortælle. I 1996, nogle få år efter at Ukraine formelt var blevet uafhængigt, så der ud til at være en mindre forskel på tillidsniveauerne i Rusland og Ukraine: Både de russiske-talende og ukrainsk-talende ukrainere havde lidt højere tillid. Ti år senere var der ingen klar forskel, og per 2011 virkede det mere som om de ukrainsk-talende var mindre tillidsfulde.
Grunden til at vi skiller ukrainsk-talende ukrainere fra de russisk-talende er, at det er vores bedste bud på, hvordan man fanger forskelle i om folk føler sig ukrainske og har en tydeligt ukrainsk national identitet. Og det er præcist der, vi kan se forskellen efter Ruslands invasion af det ukrainske Krim og støtte til konflikten i Donetsk og Luhansk i den østligste del af Ukraine. I 2020-undersøgelsen er der ingen forskel på social tillid i Rusland og blandt russisk-talende i Ukraine, men en solid forskel til de ukrainsk-talende Ukrainere: De første to grupper har tillidsniveauer på henholdsvis 23,1 og 22,1 %, mens de ukrainske ukraineres niveau er 36 % (p<.01). Fra en lang periode uden klare forskelle, har en markant forskel materialiseret sig.
Spørgsmålet, udover hvordan man empirisk vurderer hvor stor forskellen er og hvor statistisk sikker den er, er hvordan man tolker billedet. Vores umiddelbare tolkning er, at vi ser en uforudset konsekvens af Ruslands annektering af Krim og trussel mod Ukraine i form af skabelsen- eller genskabelsen af en klar national identitet. Vi ser således heller ingen forskel i tillid mellem russisk-talende og ukrainsk-talende, hvis de stemmer på russisk-venlige partier i Ukraine, men store forskelle ellers.
Der er masser af ting, der stadig skal laves i vores nye forskning, og nok nogle hundrede timers arbejde, før det er klart. Planen er, at den første version skal præsenteres til den årlige konference i the Public Choice Society i Dallas til marts. Men de helt foreløbige indikationer var for interessante til ikke at dele med punditokraternes læsere. Og som altid er spørgsmål, forslag og overvejelser velkomne!
Utroligt interessant! Som en ikke-forsker der følger Ukraine og andre post-sovjetiske stater tæt vil jeg glæde mig til at se hvor I lander.
To overvejelser:
For det første, I bruger ukrainsk- og russisktalende. Nu kender jeg ikke data, men hvis det er baseret på selvrapportering (kan det være andet?) ville jeg være utrolig varsom. 2014 og 2022 har fuldstændig ændret mange ting i Ukraine. Også i forhold til sprog. Dels er der kommet et stort fokus på at russisktalende ukrainere også kan være særdeles patriotiske, dels er der blandt mange russisktalende ukrainere et stort ønske om at skifte til ukrainsksprogethed. Det medfører formentlig også en stor del af ønsketænkning i forhold til hvilket sprog man angiver – dels som modersmål og dels som dagligsprog. Og hvordan placerer man mellemformer som Surzhyk? Alt det for at sige, at der er mange kræfter på spil på sprogområdet og de kan alle påvirke sprog som en anvendelig indikator for jer. Sproggrupperne er ikke sammensat på samme måde før og efter 2014 for slet ikke at tale om efter 2022.
For det andet er ”selvorganisering” vokset frem som et kendetegn ved det ukrainske samfund – som en meget italesat forskel fra det russiske samfund. Det betyder formentlig en del for social tillid, men målepunkter kan måske være svære at finde da selvorganisering som faktor er vokset gradvist frem. Dog er kommunalreformen i 2014-15 en institutionalisering af ukrainsk selvorganisering, som i hvert ifølge nogle forskere har betyde meget for social tillid på nogle niveauer https://cepr.org/voxeu/columns/ukraines-resilience-how-administrative-reform-boosted-social-capital-and-trust. Det kan også være et sted at kigge hen.
Et par bud fra en områdestudie og historisk vinkel 😊
Hej Jakob
Det er helt rigtigt set, at det sprog man taler hjemme langt fra er en perfekt indikator for det, vi gerne vil fange, Det bliver faktisk en separat sektion af det papir, vi så småt er igang med at skrive! Heldigvis har vi en anden måde at fange, om folk sandsynligvis er russisk-venlige eller ej. Vi har i samme undersøgelser folks svar på, hvordan de ville stemme ved et valg. Der kan vi konkret se, om folk vil stemme for Ruslands-venlige partier. Det giver faktisk i det store og hele det samme billede, med den undtagelse – som du sikkert har gættet – at der er folk, der stemmer ukrainsk, men taler russisk hjemme. Deres tillidsniveau ligger næsten præcist mellem de ‘rent’ russiske og de rent ukrainske.