Berlingske Tidende kører hårdt på mod landbruget for tiden. I sidste uge var der fokus på, at landbruget betaler lavere jordskatter end andre. Landbrugsjorden vurderes lavere og betaler en lavere sats, og samtidig bliver grunden under stuehuse beskattet som produktionsjord og ikke som andre parcelhusgrunde.
Der er to pointer, man skal være opmærksom på i forbindelse med subsidier især til landbruget. De hænger begge sammen med, at subsidier – herunder også skattemæssig særbehandling – kapitaliseres i jordværdierne. Det har en helt afgørende betydning for, hvordan subsidier virker, og hvem der får glæde af dem.
Umiddelbart medfører et subsidium, at afkastet af landbrugsjord stiger. Det bliver altså mere attraktivt at investere i landbrugsjord. Hvor meget stiger efterspørgslen? Ja, lige indtil det punkt, hvor der ikke længere er et højere afkast på landbrugsjord end på andre investeringer. Da udbuddet af jord i høj grad er givet, medfører den øgede efterspørgsel, at prisen på jord stiger. Ved et helt fast udbud af jord, stiger værdien af jorden med præcis nutidsværdien af de fremtidige subsidier. Det er en situation, vi er tæt på: Der bliver ikke pløjet mange parcelhuskvarterer op til at dyrke hvede på – og kun lidt den modsatte vej.
Nu til den første konsekvens.
Når jorden stiger i værdi ved skatterabatter, så indhentes en del af det umiddelbare provenutab igen. Jordskatterne afhænger jo af værdien. Ser man på effekten af den lempelige skattemæssige behandling af landbrugsjord, så medfører det ifølge Frigastudvalgets regnestykke et umiddelbart provenutab på 1.775 mia.kr. Men staten ender kun med at miste 800 kr., fordi jorden stiger i værdi, og fordi noget af skattelettelsen øger indtægterne fra andre skatter (såkaldt automatisk tilbageløb via bl.a. momsindtægter). Den pointe overså Berlingske.
Den anden konsekvens er endnu mere bemærkelsesværdig: Den nuværende generation af landmænd har ingen gevinst af de omfattende subsidier til landbruget. Det hænger netop sammen med, at jordpriserne er tilsvarende højere på grund af kapitaliseringen. Landmændene får naturligvis subsidierne, men de betaler tilsvarende mere til forrentning af deres jord. Afkastet ender altså med at blive det samme.
Hvor er gevinsten så blevet af? Den er tilfaldet den generation, som ejede jorden, da subsidierne blev indført. Kapitaliseringen medførte en kapitalgevinst, der fortaber sig i historiens tåge.
Hertil kommer en meget central pointe fremført af især Gordon Tullock: Selv den initiale gevinst kan være helt eller delvist gået tabt, hvis de oprindelige ejere har afholdt udgifter til at lobbye for subsidierne. De har i hvert fald haft incitamentet til det.
Hvordan virker subsidier i erhverv, hvor de ikke kapitaliseres? Her fører de til, at der investeres i ekstra produktionsudstyr, indtil afkastet bliver drevet ned til normalafkastet. Modsat jord kommer der mere produktionsudstyr.
Det store problem ved subsidier er, at de højst forgylder den første generation, når de indføres. Følgende generationer opnår ikke noget højere afkast. Og den generation, der ejer virksomhederne, når subsidierne fjernes, får et tab – altså en dårligere forrentning end af andre investeringer. I landbruget vil en afskaffelse af f.eks. skattebegunstigelserne medføre, at jorden mister i værdi. Med den svage soliditet i landbruget vil det medføre konkurser, som smitter af på leverandører og banker. I andre erhverv vil der ved bortfald af subsidier være en underforrentning, så længe kapitalapparatet ikke er tilpasset de lavere subsidier. Men modsat udbuddet af jord vil udbuddet af andre former for kapital efterhånden tilpasse sig gennem nedslidning og lavere investeringer i nyt udstyr.
Erhvervssubsidier er altså ikke noget nulsumsspil, men et negativ sum-spil, som netto gør os fattigere. Problemet er, at første generation har en tilskyndelse til at få dem indført alligevel. Og efterfølgende generationer kan med en vis ret hævde, at de allerede har betalt for subsidierne.
Frigast-udvalget om erhvervsstøtte gør faktisk udmærket rede for, at landbrugssubsidierne ikke nødvendigvis begunstiger de nuværende generationer af landmænd. Men det har altså ikke fundet vej til den offentlige debat.
Paradoksalt nok kan de negative konsekvenser for indkomsten i landbruget af en CO2e-afgift i landbruget gøre det politisk nødvendigt at øge jordbrugssubsidierne – f.eks. ved at sænke skatten på produktionsjord yderligere. CO2e-afgiften kapitaliseres negativt, og det kan kalde på et instrument, der virker modsat. Men i løbet af en generation vil indkomsteffekterne af begge dele være væk, mens subsidierne vil fortsætte…
Photo by Zoe Schaeffer on Unsplash
Berlingske var en engang en god borgerlig avis, nu er de woke. Der udstykkes korret ikke mange hvedemarker til parcelhusgrunde, til gengæld pløjes der rigtigt mange op hvorefter der plantes solceller – og her er der i høj grad tale om en subsidieret industri. Et industrianlæg ( i landzone med lav jordbeskatning) der producerer strøm ved at det belyses af solen, virker kun de 17% af tiden solen skinner ifølge DMI, og de giver kun det annoncerede udbytte, når solen skinner vinkelret ind på dem.
Vi er nødt til at have landmænd til at producere mad, vi kan få strøm på utallige, smartere, måder.