Tusind, tusind tak for, at jeg får lov til at sige et par bevingede ord til jer her på denne for Danmark så store dag.

Jeg vil gerne starte med at stille jer et ret simpelt spørgsmål: Hvis I tænker jer godt om, kan I så nævne én lov i nyere tid, der har givet danskerne mere frihed?

Jeg har jo selv haft god tid til at tænke over dét spørgsmål. Alligevel kan jeg ikke umiddelbart komme i tanke om en sådan lov, selvom jeg er rimelig sikker på, at den må findes blandt de godt 200 love, Folketinget vedtager hvert år.

Lad mig så stille jer et andet spørgsmål. Kan I – top of mind – nævne fem love, der har indskrænket danskernes frihed?

Se, dét er jo straks nemmere. Jeg kan fx nævne

1. Forbuddet mod profit i private daginstitutioner
2. Reglen om, at skoleelever, som pga. deres handicap ikke kan tage valgfag i billedkunst, musik og madkundskab, skal til optagelsesprøve i matematik, engelsk, dansk og fysik-kemi for at komme på gymnasiet
3. Forbuddet mod airbag-cykelhjelme som fx Hövding
4. Kravet om at alle fra 1. juli i år skal registrere deres arbejdstid
5. Forbuddet mod at udlevere papirposer med hank til kunderne, uden at kræve betaling for det.

Det minder mig i øvrigt om en scene i “De grønne slagtere”, hvor Ole Thestrup har en fremragende replik. I rollen som slagteren Holger, siger han til en kunde – en gammel dame – at  ”Man kan vel nærmest sige, at der er noget mytologisk ved at dræbe et dyr og så håne det ved at stikke det op i dets egen tarm bagefter. Kunne De forestille Dem noget mere ydmygende end at blive proppet op i røven på Dem selv?”

Og det kan man jo nok ikke. Men at tvinge en erhvervsdrivende til at opkræve 4 kr. fra en kunde for en papirpose med hank, når kunden netop har købt et jakkesæt til 4.000 kr. Det kan nu alligevel noget.

Nå. Det var et sidespor. Jeg var i gang med at nævne fem love, der har indskrænket danskernes frihed…

Fik jeg nævnt:

• Forbuddet mod at private busselskaber kan konkurrere mod DSB på ruter kortere end 75 km
• Forbuddet mod at bygge et shelter på sin egen grund uden byggetilladelse
• Forbuddet mod at bo fast i sin campingvogn.
• Forbuddet mod at donere sæd til en veninde uden tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed
• Forbuddet mod at fragte grøntsager for en restaurant i varevogn uden at have en helt særlig uddannelse og tilladelse

Og jeg kunne blive ved. Længe. Men Grundlovsdag varer jo som alle andre dage kun 24 timer.

… Alkoholikeren Karl

Så i stedet for at opliste de par hundrede eksempler vi har offentliggjort på Regelstatens instagram-profil plus de mange hundrede eksempler, vi har i vores backlog, vil jeg i stedet fortælle jer om en person, jeg kender. Jeg vil her kalde personen Karl.

Jeg har sjældent set Karl drikke mange øl. Højst 2-3 stykker ad gangen.

Men jeg har tit set Karl drikke øl på tidspunkter, hvor andre ikke drikker øl. Tidspunkter, hvor det var lidt – skal vi sige “unormalt” – at drikke øl. Fx til en børnefødselsdag, hvor de fleste andre får kaffe og røde sodavand.

Og Karl er selvfølgelig ikke alkoholiker, fordi jeg har set Karl drikke 2-3 øl. Mange af jer drikker sikkert 2-3 øl i dag, uden at det er et problem.

Men Karl ER alkoholiker. For selvom jeg kun har set Karl drikke 2-3 øl ad gangen, så vidste jeg meget tidligt, at der var mange, mange øl, jeg ikke så. Jeg så kun toppen af isbjerget.

Og sådan er det også med regler i Regelstaten. Vi ser kun toppen af isbjerget.

… Henrik Dahl og skruelåg på mælk

Henrik Dahl fra Liberal Alliance udgav for nylig en video, hvor han gjorde grin med EU’s påbud om, at låget på mælken skal fastgøres til kartonen.

På X blev videoen delt flittigt.

Jeg så flest, der delte den for at latterliggøre videoen. Hvorfor dog gå op i plastiklåg, når EU har store problemer som immigration, klima og krigen i Ukraine?

Man kunne billedlig talt se Henrik Dahls pointe gå hen over hovedet på dem. Jeg bekymrer mig om de 2-3 øl, Karl drikker, fordi det er et signal om, at der er noget grundlæggende galt i Karls liv.

Og jeg er ret sikker på, at Henrik Dahl lavede den video, fordi reguleringen af skruelåg på mælk er et signal om, at der er noget grundlæggende galt med EU.

Det er jo grundlæggende derfor, vi brokker os over forbuddet mod plastiksugerør og gør grin med påbuddet om at køre med begge fødder på pedalerne. Vi klarer os jo nok.

Men reglerne er jo toppen af isbjerget. Det underliggende problem er meget større.

Hvis politikerne indfører regler om skruelåget på vores mælk, hvad ligger der så ikke af kompliceret og uforklarlig regulering, som forhindrer den finansielle sektor i at hjælpe kunderne bedst muligt?

Hvad ligger der ikke af bureaukratiske regimer, som tager ressourcer fra virksomhedernes kerneforretninger?

Hvad findes der af bånd og kontrol, som forhindrer sygeplejersker, pædagoger og undervisere i at yde deres bedste?

Og hvor mange tidskrævende ligegyldigheder, som GDPR, cookies, hvidvaskningsregler osv., er der, som dræber foreningslivet?

… Politikere og pindsvin

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvorfor vi har så mange regler. Er politikerne onde? Er de dumme?

Der er mange bagvedliggende forklaringer, men de mange regler skyldes næppe, at politikere er hverken onde eller dumme.

Til gengæld kan jeg godt få følelsen af, at de har betydeligt mere selvtillid, end jeg selv har.

Vi kan i hvert fald konstatere, at de som gruppe sjældent går af vejen for at gribe ind med nye regler, hvis noget kan opfattes som et problem. Og det uanset om man har den fjerneste idé om, hvilke effekter reglerne vil have i praksis.

Et eksempel er forbuddet mod at pleje pindsvin, hvis ikke du er statsautoriseret pindsvinepasser. Argumentet for reglen er angiveligt, at folk ikke ved, at pindsvin ikke kan tåle mælk. Og det er jo synd for pindsvinene, som vi er mange, der holder af.

Men hjælper reglen virkelig på det? Hvis du ikke ved, at et pindsvin ikke må få mælk, hvad er sandsynligheden så for, at du ved, at der eksisterer en regel, som forbyder dig at pleje pindsvinet, hvis ikke du er autoriseret af staten til det.

Det er trods alt mere naturligt at google “hvad drikker et pindsvin” end “hvordan får man en autorisation til at pleje et pindsvin”.

… Kobra-effekten

I bedste fald har mange af disse regler ingen som helst effekt ude i det virkelige liv. Oftere generer de borgere og virksomheder unødigt. Og af og til har de – desværre – alvorlige bivirkninger.

Økonomer kalder disse bivirkninger “utilsigtede konsekvenser”. Nogle kender dem som “kobra-effekten”.

Kobra-effekten

Udtrykket “kobra-effekt” oprinder fra en historie om det britiske imperiums håndtering af problemet med kobraer i Delhi i Indien i slutningen af 1800-tallet.

For at komme bestanden af kobraslanger i Delhi til livs, indførte briterne en dusør for døde kobraer.

Dusøren var en enorm succes. Et stor antal slanger blev dræbt og indleveret. Og antallet bare steg og steg.

Det lokale erhvervsliv havde nemlig hurtigt opfattet, at der var gode penge i at opdrætte slanger og sælge dem til briterne.

Men man snyder ikke en god, gammel britisk embedsmand. Da briterne fornemmede, der var ugler i mosen – eller måske snarere slanger i burene – afskaffede de prompte dusøren.

Men hvad stiller en innovativ slangeopdrætter op, når efterspørgslen efter slanger forsvinder fra den ene dag til den anden? Han slipper naturligvis slangerne fri.

Konsekvensen var, at bestanden af kobraer nu var endnu større, end den havde været i første omgang. Myndighedernes ”løsning” havde altså blot gjort problemet værre.

Men det er jo længe siden. Det ville danske politikere aldrig gøre. Vi er klogere i dag. Vi har flere data, mere viden og det demokrati, Grundloven har sikret os.

Forlængelse af barselsdagpenge førte til massedød

Alligevel vil jeg gerne fortælle jer en historie fra dengang Anders Foghs regering udvidede barselsdagpengene fra 6 til 12 måneder.

Det skete med effekt fra 1. januar 2002, og det var skønt for de mange – primært unge kvinder – der nu fik mere tid sammen med deres baby.

Men det var knap så skønt for dem, der havde brug for pleje i sundhedssektoren. For mange sygeplejersker er netop unge kvinder. Og den forlængede barsel drænede derfor bogstaveligt talt Danmark for sygeplejersker.

Og det var noget, der kunne mærkes på plejehjem og sygehuse. Antallet af genindlæggelser på hospitalerne steg med 21% for indlagte og hele 45% for nyfødte.

På plejehjemmene steg dødeligheden med 13% svarende til 1.700 ekstra dødsfald pr. år i de første tre år, hvorefter effekten aftog.

I alt førte Foghs barselspolitik til mindst 5.100 dødsfald. Det er 40% flere, en der døde af corona under hele pandemien.

Den forlængede barsel har ganske givet gjort meget godt for vores børn. Men det var næppe med i betragtningerne, at den ville føre til tusindvis af dødsfald.

… En kompleks verden

Siden 1989 er omfanget af gældende regulering i Danmark mere end firedoblet. Det er der grund til at være bekymret over.

For der er en meget omfattende forskningslitteratur, der viser, at overregulering begrænser den økonomisk vækst og øger uligheden ved at gøre basale produkter dyrere.

Men når jeg taler med fx journalister om problemerne i den enorme regelvækst, bliver jeg tit mødt af spørgsmålet, om ikke det er en naturlig udvikling, når samfundet er blevet meget mere komplekst.

Som om kompleksitet fordrer flere regler.

Men er det virkelig rigtigt? Er det ikke snarere omvendt? Jo mere komplekst et samfund er, jo mere påpasselig skal man være med at indføre detailregulering.

Naturen er fx uhyre kompleks. Men den bygger på ganske få, simple regler, som vel nærmest kan reduceres til reglen om evolution ved naturlig selektion.

Brætspillet GO er også kendt for sin ekstreme strategiske dybde og kompleksitet, som kræver årtiers praksis at mestre. Men reglerne skulle være ganske enkle.

Er Anders Foghs barselspolitik ikke netop beviset på, at vi ikke kan forudsige konsekvenserne af reguleringen i et moderne, komplekst samfund. Og at vi derfor så vidt muligt bør begrænse os til enkle grundlæggende regler.

… Grundlovens fædre

Vores Grundlov indeholder meget få begrænsninger for, hvilke regler Folketinget kan påføre danskerne.

Men jeg har svært ved at forestille mig, at Ditlev Monrad, Orla Lehmann og hvad de ellers hed, havde forestillet sig, at Regelstaten kunne blive SÅ omfattende, som den er i dag.

Hvad ville de sige, hvis de havde fået at vide, at Danmark 175 år efter Grundlovens fødsel var resulteret i en enorm stat, der opkrævede knap halvdelen af borgernes indtjening i skatter og detailregulerede borgere og virksomheder ned i mindste detalje?

Hvad ville de sige til, at statens beskyttelse af forbrugerne havde nået et omfang, hvor Joe & the Juice ikke må kalde deres juice for “strong bones” eller “go away doc”?

Jeg tror, at hovedparten af den grundlovgivende forsamling havde set det som et forfærdeligt resultat.

Jeg tror, de havde påpeget, at det kan være sundt for borgerne at møde lidt modgang i det små.

Måske er det ok at drikke en juice og indse, at det ikke hjalp på mavesåret. Indse at der må lægehjælp til, selvom juicen hed ”go away doc”.

Måske er det ok at opdage, at det billede, du ser af burgeren eller rejemadden, ikke altid svarer til det, du får udleveret.

Ja, måske er det ikke blot ok. Måske er lidt modgang direkte sundt. Måske bliver borgerne stærkere og mere selvstændige, når staten ikke forsøger at rydde enhver lille hindring af vejen for dem.

Så borgeren var stærkere og mere selvstændig, når livets modgang uundværligt rammer.

For modgangen rammer før eller siden os alle. End ikke politikere tror på, at de kan forhindre kærestesorger og dødsfald gennem nye regler og mere bureaukrati.

… Altid nye regler

Jeg tror også, at hovedparten af den grundlovgivende forsamling havde undret sig over, at vi altid tilfører nye regler. Hvorfor fjerner vi aldrig noget, når det er åbenlyst det ikke virker?

Det er som om, reguleringen altid kører i ring.

• Først bliver medier, politikere med mere enige om, at der er et problem.
• Så indfører politikerne regler, der er målrettet problemet.
• Så observerer vi alle, at reglerne ikke har den ønskede effekt, eller at reglerne har skabt nye problemer.
• Så indfører politikerne nye regler
• …og sådan bliver det ved og ved.

Er det nogensinde sket, at politikerne har tænkt: “Hov, de regler virkede da ikke efter hensigten. Lad os omgående rulle dem tilbage”.

Måske. Men det er uhyre sjældent.

Langt oftere tilføjer man nye regler til de gamle, der ikke virkede. Og så står regeringen og præsenterer bandepakke 19, fordi de første 18 primært ramte skytteforeninger, jægere og teenagedrenge på vej hjem fra fritidsjob.

Eller flere nye regler for hvidvask, fordi banditterne hurtigt lurede, at man højst må sætte 50.000 kr. i kontant i banken, så de gamle regler kun ramte lovlydige erhvervsdrivende, der ikke som banditterne specialiserer sig i at kende og omgå reglerne.

… Civilsamfundet

Og endelig så tror jeg, at medlemmerne af den grundlovgivende forsamling havde spurgt “Har I slet ingen grænser for politik? Har I slet ingen tillid til civilsamfundet?”

Prøv at lægge mærke til, hvor ufatteligt sjældent det sker, at politikere siger “det finder folk nok selv ud af”. Lige nu er der fx en del politikere, som ønsker at regulere handelsplatformen Temu, fordi den giver danskerne mulighed for at købe en masse kinesisk skrammel, som kan indeholde kemikalier og hvad ved jeg.

Men kunne man ikke forestille sig, at politikerne ikke er de eneste, der har indset dette? Måske ved danskerne godt, at produkterne på Temu ofte er noget værre bras. Måske ved de godt, at man ikke uden videre skal købe børnenes underbukser på Temu.

Men måske ved danskerne også – tilsyneladende i modsætning til visse politikere – at der kan være fornuft i at spare et par hundrede kroner ved at købe udklædningen på Temu, som børnene alligevel kun har på én gang.

Danskerne – særligt dem med de laveste indkomster – er jo nødt til at prioritere. Sparer de 150 kr. på udklædningen, har de 150 kr. ekstra til at købe sundere versioner af produkter, børnene bruger mere end én gang.

Og hvorfor skulle politikerne egentlig være bedre til at prioritere end danskerne selv er? Jeg har svært nok ved at prioritere i mit eget og min families liv. Jeg kunne aldrig drømme om at prioritere i fremmede menneskers liv.

Men det hænger måske sammen med, at jeg ikke har lige så meget selvtillid som politikerne.

…Pandemien

Politikernes manglende tiltro til civilsamfundet og den enkelte dansker så vi måske aller tydeligst under coronapandemien. Her var tankegangen tilsyneladende, at hvis ikke regeringen greb ind og lukkede skoler, restauranter og grænser, ville ingen gøre noget.

Men det er jo ikke sandt.

Forleden sad jeg og bladrede i aviser fra ugen op til nedlukningen d. 11. marts 2020. De var fyldt med historier om tomme restauranter, tomme fly, tomme hoteller osv.

Danskerne var begyndt at tilpasse sig til pandemien længe før Mette Frederiksen lukkede landet ned. Danskerne er ikke dumme. Når de ved, der er en pandemi i landet, passer de selvfølgelig på.

Det kunne de sagtens finde ud af uden regeringens indgreb. Men regeringen kunne ikke dy sig.

Og konsekvenserne kender vi jo alt for godt. Børn hjemsendt fra skolerne i månedsvis. Ældre, der døde alene uden deres nærmeste ved deres side. Mink, der blev aflivet på et tyndt grundlag og med enorme omkostninger til følge.

…Grundloven og demokratiet

Grundloven gav os demokratiet. Men et demokrati er ikke bare et demokrati. Der er væsentlige nuancer i forhold til, hvordan demokratiet anvendes.

Respekterer flertallet mindretallet?

Gør lovgiverne sig umage, når de indfører nye regler, eller haster de dem igennem og overlader vigtige beslutninger til ministre og bureaukrater?

Respekterer lovgiverne grænserne for politik og nøjes med at regulere de områder, hvor civilsamfundet ikke kan selv?

På 175-året for vores Grundlov synes jeg, det er en tanke værd. Ja, vi har demokrati i Danmark. Et velfungerende demokrati vel at mærke. Et af de bedste i verden, hvis I spørger mig.

Men det ville være endnu bedre, hvis lovgiverne i langt højere grad lod tvivlen komme borgerne til gode.

Hvis de kun indførte nye regler, når det var absolut nødvendigt, og man efter grundige overvejelser og en sund demokratisk debat havde en meget klar idé om, at reglerne rent faktisk ville gøre Danmark bedre.

Rigtig glædelig grundlovsdag.