Forleden havde jeg et indlæg i Altinget, hvor jeg svarer på Lejernes LO (LLO) kritik af et af mine tidligere indlæg.

En del af indlægget handler (som mit seneste blogindlæg) om LLO’s påstand om, at regulering sikrer gode boligforhold:

Højte hævder også, at “reguleringen i de sidste 85 år har medført, at vi i Danmark har nogle af de bedste boligforhold i verden for den brede befolkning”. Igen lyder det jo overbevisende, men Højte glemmer at fortælle, at man løbende har lempet reguleringen, netop fordi reguleringen viste sig at være enormt skadelig.

For eksempel fjernede man i 1990’erne huslejeloftet for nye boliger, fordi ingen ville bygge nye lejligheder under den gældende regulering. Og man gav udlejere mulighed for at sætte huslejen op efter større moderniseringer (den såkaldte §5.2), fordi huslejereguleringen havde ført til misligholdte boliger.

Når vi har gode boligforhold i Danmark, er det fordi, vi har været villige til løbende at rydde ud i den dårlige regulering, man i hast indførte som en midlertidig foranstaltning op til Anden Verdenskrig.

Det er såmænd blot den udvikling, med løbende oprydning i skadelig regulering, jeg argumenterer for, skal fortsætte. Vi ved fra videnskabelig empiri og historien, at reguleringen skader. Så hvorfor holde fast i den?

Der er også et – hvis jeg selv skal sige det – interessant afsnit om, hvordan huslejeregulering påvirker vertikal og horisontal ulighed.

Hele mit indlæg kan læses her.