Economic Freedom of the World 2024

I sidste uge udkom den årlige Economic Freedom of the World rapport fra Fraser Instituttet. Mange af os ser frem til rapporten hvert år, ikke mindst fordi datasættet, som udgives sammen med rapporten, bruges så meget. Dataene, der nu vedligeholdes af Bob Lawson (Southern Methodist University), har været helt centrale for vores forståelse af, hvor vigtig økonomisk frihed er for både økonomisk velstand og en række andre positive forhold (se her).

Det første spørgsmål, som var central da Lawson sammen med James Gwartney skabte den første version af de økonomiske frihedsdata, var hvordan status i verden er. Det kan man stadig informere sig selv om ved at læse rapporten. Man kan alternativt tage et hurtigt kig på kortet nedenfor, hvor de lande markeret med den dybeste rød farve er de mindst økonomisk frie – ingen kan vel være i tvivl om, at det af de 165 lande, der faktisk har data, er Venezuela og Zimbabwe – mens de mest økonomisk frie er de dybest blå.

Et andet spørgsmål er, hvordan den økonomiske frihed har udviklet sig over tid. Der er data tilbage til 1970 for en række lande, og siden 2000 har der været årlige målinger i rapporten. Den mulighed illustrerer vi nedenfor, hvor vi plotter Danmark, et gennemsnit af vores nordiske naboer, og Storbritannien siden 1980; Danmark er yderligere delt i perioder med røde versus blå regeringer. Tallene viser allerførst meget fint, hvordan 1980erne og 90erne var en periode med væsentlige reformer, der øgede borgernes økonomiske frihed i alle landene. De peger dog også på, at den er svækket igen i 00erne, selvom Fogh-regeringen ikke gjorde ret meget. Det er også interessant at se, at blå og røde regeringer ikke systematisk har gjort noget forskelligt, ligesom styrtdykket i 2020-22 er meget tydeligt!

Er man i tvivl om, hvor vigtig udviklingen er, er det næppe et bedre sted at starte end Handbook of Research on Economic Freedom, som vores gode ven og kollega Niclas Berggren har redigeret. Er man mere nysgerrig, omfatter årets rapport et temakapitel om Argentina af økonomparret Kevin og Robin Grier, og et andet kapitel om pensionssystemer og økonomisk frihed af Daniel Mitchell. Det hele er varmt anbefalet, ikke mindst for gymnasielærere der kan kombinere samfundsfag med matematik/statistik på en spændende og aktuel måde.

2 thoughts on “Economic Freedom of the World 2024

  1. Jonas Herby

    Ser de blå regeringer ikke lidt bedre ud end de røde? De røde følger jo “blot” Rest Norden, mens de blå adskiller sig ved at øge den økonomiske frihed MERE i 80’erne og IKKE rulle den (så meget) tilbage i slutningen af 00’erne.

    Svar

Leave a Reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.