Igår havde jeg fornøjelsen at undervise en lille, men opmærksom gruppe studerende i korruption. Formålet var naturligvis ikke at vise, hvordan man bestikker nogen, men hvad vi ved om, hvorfor bestikkelse sker, hvor det sker, og også hvad konsekvenserne typisk er. En væsentlig del af vores diskussion handlede om det svære spørgsmål_ Hvordan måler man, hvor meget korruption der er i en region eller et land?

Problemet er ikke begrænset til korruption: Mange forhold som omfanget af korruption, størrelsen af den sorte økonomi, og graden af skatteunddragelse er alle kompliceret af det faktum, at det er ting som folk har en stærk interesse i at holde hemmelige. Hvor stort et problem det er, illustrerer vi nedenfor.

På tværs af USA har man mulighed for at bruge et af to mål, der regulært publiceres. Det ene er antallet af korruptionssigtelser og korruptionsdømte per stat. Fordelen ved at bruge det mål er, at det er FBI der står for alle korruptionssager i USA. Hvor mange der bliver dømt og om sagen føres, afhænger således ikke af hvordan statens egne institutioner virker. Den anden mulighed er at bruge de vurderinger, som de store mediers journalister leverer. Fordelen ved den metode er allerførst, at de journalister der dækker den type sager i USA er specialiserede og godt inde i emnet. For det andet løser metoden et problem ved FBI-tallene: Hvis en stat er meget korrupt, vil det typisk betyde at politiet også er det. Derfor er det mindre sandsynligt, at der overhovedet startes en efterforskning af korruption i meget korrupte stater.

Figuren nedenfor viser med al ønskelig tydelighed, hvor stort vores målproblem er. På x-aksen er statens ranking når man bruger antallet af korruptionsdømte per indbygger – dvs. FBI-tallene. På y-aksen er rankingen i journalistkorpsets vurdering. Mens korrelationen mellem de to er 0,33, viser figuren hvor mange amerikanske stater der vurderes helt forskelligt af de to metoder. De største outliers er North og South Dakota, der har relativt mange korruptionsdømte, men vurderes som meget lidt korrupt af journalistkorpset.

Hvad kan man lære af det amerikanske eksempel? Først og fremmest er læren, at der er meget vigtige forhold i samfundsforskningen, som er ekstremt svære at måle med nogen ønskelig præcision. Det gælder i særlig grad korruption, men også – som nævnt ovenfor – størrelsen af den sorte økonomi. Og de to forhold er klart forbundne: Mere korrupte lande har også større sorte økonomier. Det giver et ekstra problem, nemlig at nationalregnskabets vurdering af BNP, og dermed vores viden om hvor rige eller fattige lande er, er mere skæv, jo mere korruption der er. I sidste ende er læren, at man altid og overalt skal tage hensyn til, at de data vi bruger som forskere, investeringsrådgivere, ansvarlige for outsourcingstrategier osv., osv., er misvisende i store dele af den tredje verden, og måske endda i de mest korrupte dele af USA og Europa.