Som flere år tidligere kører vi igen i år en sommerserie på punditokraterne. Sidste år handlede sommerserien om public choice, som vi mener at flere mennesker bør vide noget om. På samme måde har vi i år fundet et emne, som de fleste mennesker – og kun ganske få politikere – faktisk ved noget om: International handel. Handel er ekstremt vigtig og en af de store drivkrafter i moderne udvikling, men også så dybt misforstået, at præsidenter i både USA og Frankrig har absurde ideer om den, ligesom mange uvidende vælgere kan lade sig forlede af løfter om beskyttelse mod international konkurrence osv. Formålet med dette års sommerserie er derfor at oplyse, og forhåbentlig bidrage til at vores almindelige læsere, men også gymnasieelever og alle andre interesserede, ikke fælder i disse fælder.

Et af de særlige forhold ved emnet er, at manges – og måske de flestes – forestilling om handel og hvor gevinsterne ved international handel er, er begrundet i det, man kalder merkantilisme. Kernen i merkantilisme kan meget kort opsummeres i forestillingen om, at eksport er godt, import er skidt. Det paradoksale er, at økonomer har vidst mindst siden Adam Smiths arbejde i 1770erne, at de merkantilistiske idéer er forkerte, og siden David Ricardos banebrydende Principles of Political Economy fra 1817 har der været konsensus blandt (ikke-marxistiske) nationaløkonomer om kernen i konsekvenserne. Fra den faglige side står vi derfor med den frustrerende situation, at mange mennesker og de fleste politikere enten ikke forstår eller benægter, hvad der blandt os har været konsensus om i 200 år. Kunne man forestille sig en lignende situation udenfor økonomi, hvor et flertal af befolkningen for eksempel stadig troede på flogistonteori eller eksistensen af gener?

Blandt økonomer taler man om, at de meste af den internationale handel er drevet af to forhold: Enten har et land eller område absolutte fordele i at producere en bestemt type varer eller service, eller de har komparative fordele. Senere arbejde, som vi kommer tilbage til senere i sommerserien, fokuserer også på såkaldte kompetitive fordele.

Adam Smith bidrog med en klar beskrivelse af absolutte fordele. Han skrev i sin Wealth of Nations i 1776, at den basale funktion af import er “to relieve one another’s wants” mens eksport fungerer for at “ encourage one another’s industry.” Smith pegede derfor på, modsat politikere dengang som nu, at der er store gevinster forbundet med import! Han forstod også, at modsat merkantilisterne – som målte et lands velstand i dets beholdning af guld, sølv og andet ’værdifuldt’ – er et af de vigtigste formål med eksport at tjene udenlandsk valuta, så man kan betale for sin import. Eksporten bidrager ikke direkte til vores levestandard på samme måde som import. Er man i tvivl, kan man for eksempel se på ens eget tøj, mad og transportmiddel og spørge, hvordan ens liv havde været uden de dele, der er produceret udenfor Danmark. Eksportens bivirkning, som Smith også så og beskrev med ordet ’encourage’, har været hovedfokus i det, der nu kaldes ’ny ny handelsteori’, og som vi dækker senere i serien.

De fleste kan sagtens spotte Smithske absolutte fordele: Visse lande har absolutte fordele i eksporten af diamanter, uran, eller bestemte slags fisk, fordi disse produkter kun eksisterer helt bestemte steder i verden. På samme måde regner man ofte kaffe og citroner som absolutte fordele: De kan produceres i drivhuse andre steder, men det er så dyrt og resultaterne så dårlige, at drivhusvarerne reelt ikke er de samme. Smiths beskrivelse af handel og hvorfor nogle lande handler med bestemte varer er derfor eminent intuitiv.

Derimod har Nobelprisvinderen Paul Samuelson kaldt David Ricardos bidrag til handelsteori for en af de få indsigter i samfundsvidenskaberne, der er tydeligt sand, men på ingen måde indlysende for de fleste begavede mennesker. Ricardos teori om komparative fordele er dog også ofte karakteriseret som den mest succesfulde teori nogensinde i samfundsvidenskaberne. Han tog udgangspunkt i den indlysende (men ofte ignorerede) sandhed, at der er begrænsede ressourcer i ethvert samfund. Bruger man flere ressourcer på at producere vare X, må man nødvendigvis bruge færre på at producere vare Y. Det gælder derfor altid om, at bruge sine ressourcer bedst muligt, og dermed på det, man er bedst til. Den overraskende implikation er, at et land der er dårligt til alt stadig kan have stor gavn af handel. Ricardo og folk efter ham bruger ofte et ganske simpelt eksempel til at vise det.

Forestil dig, at Godeland kan producere 1000 eksemplarer af vare X med brug af 1000 arbejdstimer, og 500 af vare Y med brug af 1000 arbejdstimer. Lorteland bruger 4000 arbejdstimer på at producere 1000 af vare X og 4000 arbejdstimer på 1000 af vare Y. Godeland har derfor en absolut fordel i produktionen af begge varer, men kan indlysende nok ikke eksportere dem begge to. Hvis de gjorde det, hvordan ville Lorteland da nogensinde kunne tjene Godelands valuta, så de kunne betale for deres import?

Ricardos geni lå i at indse, at hvis man flytter 1000 timer i Godeland fra vare Y til vare X får man 1000 flere eksemplarer af vare X og 500 færre af vare Y. Gør man det samme i Lorteland, får man 250 eksemplarer mere af vare X, og 250 færre af vare Y. Forholdet i Godeland er derfor 1000 / 500 = 2, mens i Lorteland er det 250 / 250 = 1. Godeland har dermed en massiv komparativ fordel i at producere X. Godeland kan således hæve sin levestandard ved at holde op med at producere Y, importere hvad de vil af Y, og ansætte den ekstra arbejdskraft til at producere X, og eksportere noget af den til Lorteland. På samme måde er det en god deal for Godeland, da de importerer X billigt fra Lorteland og dermed kan ansætte mere arbejdskraft til at producere Y, som de lige så dårlige til at producere. De får billigere X, og en højere pris for Y når nu Godeland ikke længere producerer det. Begge lande har haft gavn af handelen!

Ricardos teori om komparative fordele har været ekstremt indflydelsesrig de sidste 200 år, og var blandt idégrundlaget for, at det britiske parlament i 1846 begyndte en lang og dyb liberalisering af landets internationale handel. Premierminister Robert Peel havde for eksempel læst Smith og Ricardo og var blandt hovedmænden bag den berømte Repeal of the Corn Laws – afskaffelsen af handelsbarrierer på kornimport. Liberaliseringen var måske en trussel mod store jordejeres indtægter, men gjorde livet langt lettere og billigere for landets mange fattige og bidrog til den store transition af det britiske samfund. Det samme gør liberaliseringer i dag – men mere om det senere på sommeren!