På søndag skal jeg debatere med formanden for Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach, og Anne Skjerning fra en organisation ved navn DanWatch, der ifølge dem selv har som mål at være

”den dybdeborende journalistiske vagthund, der sætter nye dagsordener ved at dokumentere konsekvenserne af danske og multinationale virksomheders investeringer, indkøb, handel og produktion i udlandet. Det er organisationens primære formål at sætte fokus på udnyttelse af arbejdskraft (min fed) og naturressourcer i udlandet….”

Nu er jeg som bekendt en stor tilhænger af “udnyttelse af arbejdskraft” – hvilket jo også kunne formuleres som “at tilbyde beskæftigelse”.

Jeg har i den anledning skrevet et indlæg på det liberator.dk, der kan læses her. Den grundlæggende forestilling hos organisationer som Danwatch og Mellemfolkeligt Samvirke er der intet historisk belæg er for, og er nok mest er i tråd med hvad jeg tidligere har skrevet om her på bloggen i forbindelse med den afhængigheds-teoretiske opfattelse af den økonomiske udvikling, se her.

I min artikel i Liberator skriver jeg ud fra en af de kampanger som Danwatch promoverer for bedre arbejdsvilkår i produktionen af mobiltelefoner. Her er det ganske paradoksalt, at en af de organisationer der står bag Danwatch er forbrugerrådet!! At arbejde for at mobiltelefoner bliver dyrere kan vist næppe anses for at være et mål for en organisation jeg i min naivitet først og fremmest vil mene burde varetage forbrugernes interesser, og det er hverken lig med producenters eller arbejderes interesser.

Hvad der åbenbart (også) er gået ganske hen over både Danwatch og forbrugerrådet er, at der findes forbrugere i den 3. verden. I forhold til mobiltelefoner så mange, at det er her den fortsatte vækst i salget primært ligger. Mange af disse potentielle forbruge har langt værre arbejdsvilkår end de der tilknyttet produktionen af mobiltelefoner. Med andre ord ønsker Danwatch, forbrugerrådet osv. at mennesker der har lavere løn og dårligere levevilkår end kinesiske og filippinske arbejdere der laver mobiltelefoner skal betale mere for deres mobiltelefon, ultimativt at de ikke har råd til at købe en. Det hænger vist kun sammen, når det er mavefornemmelser og føleri over en kop (fairtrade)te der bestemmer.

Jeg er klar over, at jeg næppe bliver populær ved det jeg kommer til at sige, ej heller hos tilhørerne. Debatten er led i den “Fair-trade” weekend der afholdes i fælledparken den 22-23. august, hvor man gå ud fra at de fleste af de der tropper op har købt konceptet bag, og næppe kærer sig om, at det ud fra et fagligt udviklings-økonomisk synspunkt er ganske håbløs – i bedste fald meningsløs, i værste fald direkte til skade for verdens fattige.

Hvis nogen skulle have lyst til at overvære debatten kan jeg fortælle , at den finder sted på søndag den 23. kl. 14.15 i noget der hedder “lounge-teltet” – se nedenstående kort.

Min popularitet (hvis en sådan overhovedet skulle indfinde sig) vil formentlig være endegyldigt ødelagt, når jeg erkender at jeg ikke mener man skal undgå produkter der er produceret med børnearbejdere – tværtimod. Og det hjælper næppe, at man langt ind i Godhedsindustrien udemærket ved, at vestlig boykot af produkter lavet af børn, først og fremmest forringer vilkårene for selv samme børn, som man påstår man vil hjælpe (de og deres familier skal jo stadig have noget at spise).

Jeg skal nok vende tilbage med et kort referat af debattens forløb og hvorvidt jeg har fået en “fair” behandling 🙂