I vores sommerserie om historiske forhold og historiske sammenligninger bliver vi nødt til at se nærmere på ”neo-liberalismen”. Vi støder for ofte på omtrent denne historie: ”Verden har siden Berlinmurens fald i 1989 været domineret af ”neoliberal” økonomisk tænkning. Den har slået fejl og har resulteret i øget fattigdom og ulighed. Nu er der brug for et nyt paradigme”. 

Problemet er, at alle elementerne i denne historie er problematiske, hvis ikke direkte forkerte. 

Helt grundlæggende er det ikke veldefineret eller -dokumenteret, hvad ”neo-liberalisme” er. Betegnelsen benyttes stort set ikke af nogen om sig selv, men kun som skældsord af dens kritikere (jeg har skrevet mere om problemstillingen her). Enkelte har dog valgt på trods at adoptere betegnelsen om sig selv. Begrebet ”neo-liberal” blev i en kort periode i efterkrigstiden anvendt af enkelte i kredsen bag the Mont Pelerin Society – en gruppe der i dag snarere anvender betegnelsen ”klassisk liberalisme”. Milton Friedman skrev i 1951 om ”udsigterne for neoliberalisme” og anvendte en definition, hvor staten spiller en lidt større rolle end under klassisk liberalisme. Men at det først for alvor dukker op for nylig, ses tydeligt i denne figur, konstrueret med Googles Ngram Viewer. Den viser, hvor hyppigt varianter af ”neo-liberal” forekommer i den engelsksprogede litteratur. Det er meget tydeligt, at begrebet først begynder at blive udbredt efter år 2000 – og i endnu højere grad efter 2010. 

Der er altså en efterrationalisering at tale om, at neo-liberalismen ”kom til” efter Murens fald. Meget få ville have genkendt begrebet dengang, inklusive de økonomer som nu stemples som neo-liberale bannerførere. 

Derimod er det rigtigt, at socialismen mistede opbakning som politisk og ikke mindst intellektuelt projekt, og at liberale ideer vandt frem, navnlig intellektuelt. Det er også rigtigt, at den økonomiske politik på en række punkter blev mere markedsorienteret og mindre statsinterventionistisk, og at økonomisk teori bevægede sig i samme retning. Men der var ikke tale om ét samlet system af ideer, som pludseligt blev valgt til. Og der var langt fra tale om, at den førte politik pludselig blev gennemgribende liberal.  

Det ser vi nærmere på i kommende afsnit af serien.