Forfatterarkiv: Igor

Tyrkiet, EU og “velfærdsstaten”

Af Igor, den 10. maj 2007. 2 svar

The Economist beretter, at de tider nærmer sig, hvor en fælles europæisk skattepolitik kan blive en realitet. Man er tilsyneladende begyndt at diskutere den fælles europæiske skattebase. Vi kan vel alle gætte, hvad det kommer til at betyde.

Økonomisk forskning viser nu, at der tilsyneladende er en sammenhæng mellem kulturel heterogenitet og villigheden til at betale for – og installere – en velfærdstat med universelle ydelser, som eksempelvis den danske. Harvard økonomerne, Alberto Alesina og Edvard L. Glaeser, undersøger i bogen Fighting Poverty in the US and Europe, hvilke forhold der spiller en rolle for villigheden til at betale skat og til at sikre ’sammenhængskraften’. Ganske interessant er det, at jo mere etnisk homogen en befolkning er – jo større er skattebyrden. De to økonomer viser, at denne sammenhæng både kan findes på tværs af lande i Europa og på tværs af de amerikanske stater.Herhjemme har vi et glimrende eksempel på den tankegang i Dansk Folkeparti. De universelle velfærdsydelser skal kun gælde personer, der tilhører den rigtige etnie – altså socialisme baseret på stammetilhørsforhold.

Hvis økonomerne har ret, rummer det tankevækkende perspektiver – især i forbindelse med optagelsen af Tyrkiet i EU. Når det nu er besluttet, at arbejdskraften ikke må bevæge sig frit over grænserne – så kunne en måde at undgå, at EU bliver endnu et skatteudskrivningsorgan, være at sikre så stor kulturel heterogenitet som muligt. Det må betyde, at Tyrkiet, Hviderusland, Marokko og hvem, der ellers kunne have lyst, skal have adgang til det europæiske ”fællesskab” – hellere i morgen end i over-morgen. Og eftersom Europa alligevel – af nogle – opfattes som en ’konstruktion’, så er der vel nærmest ingen grænser for hvem, der kunne inviteres ind i ‘varmen’: alt sammen for at undgå flere og højere skatter.

The Capitalist Peace

Af Igor, den 7. maj 2007. 6 svar

Der findes dem, der mener, at socialvidenskabernes væsentligste formål er at bekræfte fordomme og aflive myter. Denne punditokrat har derfor været ualmindelig godt underholdt af januar nummeret af American Journal of Political Science. Her har Erik Gartzke fra Columbia University en fremragende artikel, “The Capitalist Peace”, der dybest set viser, at Bastiat havde ret: Stater, der er økonomisk integrerede i verdensøkonomien, går bare ikke i krig. Man tvinges jo nærmest til at udbryde: Hvad sagde vi – eller som en video på youtube udtrykte det: The Right was Right! Men den type argumenter anvendes jo som bekendt ikke på denne blog.

Det nye i Gartzke artikel er selvfølgelig, at det altså ikke er regimeformen – dvs. graden af demokrati, graden af omfordeling, sammenhængskraften eller andre metafysisk funderede forhold, der er afgørende for, hvor krigeriske stater egentlig er. Men derimod er graden af handel helt afgørende for graden af krigerisk adfærd. Særligt finansiel åbenhed har betydning for, hvor sandsynligt det er, at observere krige mellem stater. Jo mere finansiel åbenhed – jo lavere sandsynlighed for krig. Med andre ord: Sørg for at folk har mulighed for at berige sig og de vil bekymre sig mere om deres pension end om at slå andre ihjel. En pensionsopsparing skal nu engang bruges i fremtiden– og pensionsopsparingen er nu engang mere værd, hvis man rent faktisk er til stede, når fremtiden indtræffer. Ingen Metafysik!

Det rejser jo – unægtelig – nogle interessante perspektiver. Hvis vi skal have fred – og hvis vi mener, at fred er noget godt – så skal vi måske sikre markedsadgang for 3. verdenslande til vores markeder? Måske skulle vi give folk i disse lande en mulighed for at blive rige uden alt for voldsom indblanding i, hvor mange cementfabrikker og hvor meget samtaledemokrati et udviklingsland skal stopfodres med?

Opposition?

Af Igor, den 17. september 2006. 8 svar

Som de fleste af Punditokraternes læsere vil vide, er den amerikanske midtvejsvalgkamp i gang. Og som altid er det er slag mellem de store, dvs. Demokraterne og Republikanerne. Nogle steder er valgkampen om guvernørposterne imidlertid også skudt i gang og i nogle af de amerikanske stater kæmper det upåagtede Libertarian Party mod giganterne. Og i kampen om at blive North Carolina’s næste guvernør, er der en opsigtsvækkende kandidat. Det drejer sig om Professor Michael C. Munger fra Duke University hvis valgskampstemaer kan findes her.

Kandidat Mungers store problem er imidlertid, at de etablerede politiske partier ikke virker pjattede med at have en intelligent og velformuleret kandidat inkluderet i den “demokratiske” debat og derfor lider kampagnen under, at der skal indsamles urimeligt mange underskrifter før kandidaten i det hele taget kan komme til orde på TV. Helt præcis skal der indsamles 107.000 underskrifter for at komme på stemmesedlen – og dermed kunne deltage i debatten. Disse underskifter vil blive nidkært kontrolleret af repræsentanter fra – ja, lige præcis – de “demokratiske” og republikanske partier.

Den situation har vi en pendant til herhjemme. Her argumenterer Danmarks – såkaldte – Liberale parti, Venstre, at navnet Liberalisterne er alt, alt for tæt på Venstres navn. Venstre nedlægger med andre ord veto overfor nye politiske partiers adgang til stemmesedlen. Velsagtens for at undgå, at der opstår opposition til højre for Venstre – hvilket vel ikke er meget at forlange?

Amerikanske tilstande?

Af Igor, den 1. april 2006. 1 svar

Nu har vi i længere tid hørt, at amerikanske medier er domineret af fanatikere fra den yderste kristne højrefløj. Gang på gang er vi blevet tudet ørerne fulde af, at mediedækning af eksempelvis krigen i Irak dækkes på en måde, der favoriserer den siddende amerikanske administration. Ligeledes er vi blevet belært, at f.eks. højrefløjsfanatikere dominerer mediebilledet i diskussionen af, hvilke skolebøger der skal anvendes i biologi undervisningen.

Med hvad er så virkeligheden? Hvordan bliver forskellige emner så rent faktisk dækket i amerikanske medier? Det spørgsmål har forskerne Tim Groseclose og Jeffrey Milyou fra hhv. UCLA og University of Missouri forsøgt at besvare i en rapport, “A Measure of Media Bias”. De to forskere har undersøgt 20 forskellige mediers nyhedsdækning og deres udvalg indeholder både elektroniske medier og aviser i perioden fra 1993 til 2002. Eksempelvis er “The News Hour” med Jim Lehrer inkluderet ligesom Washington Times også er indeholdt i analysen. Indholdet af nyhedsdækning er blevet sammenlignet med, hvordan Senatorer i den amerikanske kongres er placeret i samme periode.

Og hvad er så resultaterne? Af de 20 medier, hvis nyhedsdækning er inkluderet i undersøgelsen, er to – siger og skriver to – placeret “til højre for midten”! Resten er placeret til venstre. Så kritikere har da ret i, at de amerikanske medier er “biased” – det er bare i den “forkerte” retning. Og her er det vigtigt at slå fast, at ledere og andre holdningsartikler ikke er inkluderet i analysen – der er udelukkende anvendt nyhedshistorier i analysen …

Hvad fortæller det så os? Det fortæller os ihvertfald, at der åbenbart er nogen, der er interesseret i at male et billede af de såkaldte “amerikanske tilstande”, der passer ind i den opfattelse, at amerikanere er forskruede tosser, der under ingen omstændigheder gives et retvisende billede af verdens “sande” tilstand. Og så fortæller det os måske, at vi ved alt, alt for lidt om, hvordan danske medier og journalister – bevidst eller ubevist – videregiver nyheder. Var det en mulighed at nyhedsdækningen, også i Danmark, er “biased” i en bestemt retning?  Kunne det være, at danske journalister giver deres nyhedsdækning en vinkling, der passer med deres ideologiske ståsted?

Og sidst – men ikke mindst – måske er danske og “amerikanske tilstande” i virkeligheden det samme?

Vækst og moral?

Af Igor, den 2. juli 2005. Skriv et svar

Hvad er økonomisk vækst egentlig godt for? I en dansk sammenhæng er vi en generation, der er blevet indpodet, at økonomisk vækst udelukkende er godt for de rige – og at økonomisk vækst bidrager til at uddybe forskelle mellem rige og fattige. Økonomisk vækst er med andre ord ikke noget, der bidrager til meget andet end at reproducere de “uretfærdige” strukturer, som kapitalisme genererer.

Benjamin M. Friedman, der er professor i økonomi ved Harvard, stiller i det nyeste nummer af Atlantic Monthly, præcis det spørgsmålet; hvad er økonomisk vækst egentlig er godt for? Og han giver det – for en økonom – ret overraskende svar, at økonomisk vækst har moralske konsekvenser. Samfund, der oplever økonomisk vækst, er således samfund, hvor der er større tolerance overfor alternative måder at leve sit liv på og hvor der er mindre racisme, sammenlignet med samfund, der oplever økonomisk stagnation.

Abendlandsteoretikere og planøkonomer – som Danmark har så rigeligt af – står derfor overfor en mægtig opgave, hvis de fortsat vil overbevise os om, at vores kultur er under pres, fordi de “fremmede” opfører sig udansk eller hvis de vil påstå at omfordeling er måden, hvorpå tolerance skal sikres ? forudsat at den danske økonomi, bliver sluppet til løs til vækst forstås.

Après Nous, le Deluge?

Af Igor, den 5. juni 2005. 2 svar

De danske socialdemokratiske partier har forsøgt at begrænse adgangen til de danske “velfærdsydelser” via forskellige stramninger i indvandrerlovgivningen. Den strategi er selvfølgelig fuldt ud rationel, al den stund en stadig voksende andel af danske vælgere er direkte afhængig af statslige overførsler. Forskellige argumenter har været anvendt for at legitimere denne strategi. Enten har man villet beskytte det dansk arbejdsmarked (Læs: fagforeningerne og de høje danske lønninger), eller man har villet beskytte den tilsyneladende helt særlige og åbenbart voldsomt berigende danske kultur.

Netop muligheden for fredelig sameksistens mellem forskellige kulturer er omdrejningspunktet for Chandran Kukathas bog Liberal Archipelago: A Theory of Diversity and Freedom. I bogen stilles en række højaktuelle spørgsmål: Hvad er principperne for et frit samfund, hvori der findes kulturel diversitet? Hvordan kan individer med forskellig kulturel baggrund leve sammen i et frit samfund? Hovedbudskabet i bogen er, at et frit samfund kan opretholdes på trods af kulturel diversitet ? Abendland og vestligt forfald er altså aflyst og ikke forbundet til indvandring eller kulturel heterogenitet. Kukathas’ hovedargument er, at et frit samfund bygger på retten til foreningsfrihed. Det indebærer, at det enkelte individ skal have ret til at indgå i de foreninger vedkommende måtte finde berigende, interessante eller af andre årsager gerne vil være en del – så længe der er en reel mulighed for at melde sig ud.

Det stiller mindst to spørgsmål: Hvor er udmeldelsesblanketten til “velfærdsstaten” og – hvorfor er det urimeligt at muslimer eller andre vil have ret til leve efter selvpåførte regler så længe de kan afbryde deres kontrakt?

Uafhængig forskning?

Af Igor, den 1. maj 2005. Skriv et svar

En med-punditokrat har tidligere gjort opmærksom på forskning, der viser, at ansatte på amerikanske universiteter har en tydelig politisk bias.Ny forskning af Rothman, Lichter og Nevitte viser nu tillige, at karriereforløb også påvirkes af personers politiske tilhørsforhold og er afgørende for, om de kan få fastansættelse ved prestigefyldte universiteter. Den nedslående nyhed er, at publicering tilsyneladende slås af partitilhørsforhold. Med andre ord, hvis man som ung forsker vil gøre sig forhåbninger om fastansættelse ved et prestigefyldt universitet, så er det vigtigere at have de rigtige holdninger end de rigtige publikationer. Erklærede Republikanere har ifølge undersøgelsen færre chancer for at blive ansat ved et prestigefyldt universitet end Demokrater.

Man kunne så hævde, at det betyder mindre, såfremt der er tale om privat finansierede universiteter – de må være i deres gode ret til at ansætte lige præcis hvem de vil – og anvende de kriterier, de mener, fylder et hul i markedet.Men mon tilsvarende mekanismer findes i det offentligt finansierede danske universitetssystem? Kunne det tænkes, at ansættelsesudvalg med flertal bestående af medlemmer fra det ansættende institut, ansætter personer, der bryder med “parti-linien”? Kunne det tænkes, at fri og åben konkurrence om stillingerne ville af-politisere ansættelser? Kunne det tænkes, at hvis finansiering af institutter kædes sammen med publiceringsmængder, så ville politik betyde mindre og forskning mere?

Ingen ved det, for ingen har undersøgt det – og det er vel egentlig en skam, når såkaldte eksperter har travlt med at udtale sig som objektive orakler om dette og hint.