For en uge siden døde Perus tidligere præsident Alberto Fujimori, 86 år gammel. Der er ingen tvivl om, at han prægede sit land på flere måder, men ikke alle var lige positive. Fujimori er dermed et meget klart eksempel på, hvordan man kan komme i alvorligt stormvejr, når man skriver nekrologer eller i andre fora vurderer politikeres gerning.
Lad os tage det positive først. Alberto Ken’ya Fujimori blev født til japanske forældre i Lima i 1938. Han studerede til landbrugsingeniør ved Universidad Nacional Agraria La Molina, hvor han var en stjernestuderende, der fortsatte til fysiskstudiet på universitetet i Strasbourg, og fik et Ford scholarship til University of Wisconsin, hvor han tog en Master’s i matematik. Hjemme i Peru blev han rektor for Universidad Nacional Agraria, og vært for at politisk tv-show.
Fujimori stillede op til præsidentvalget i 1990 og vandt til de flestes overraskelse over forfatteren Mario Vargas Llosa. Hans første præsidentperiode skulle blive hans stjernestund, da hann kort efter valget begyndte at implementere en lang række liberaliserende reformer. Da Fujimori overtog præsidentembedet, var inflationen toppet på 7000 procent og økonomien var i frit fald. Men som figuren nedenfor klart viser, rettede de gennemgribende reformer – som hans modstandere forarget kaldte ‘neoliberale’ – op på økonomien og satte Peru på en vækststi, der var parallel med nabolandet Chiles. Fra en absolut bund under recessionen omkring 1990, hvor Perus levestandard var halvdelen af Sydamerikas gennemsnit, er Peru i de seneste år vokset til at have praktisk taget samme levestandard som resten af kontintet. Og væksten ser ud til at fortsætte, mens fattigdommen falder stærkt. Peru er idag en vækstøkonomi med relativt åbne markeder, en begrænset stat, og social stabilitet da Fujimori også stod for at nedkæmpe de marxistiske terrororganisationer Tupac Amaru og den Lysende Sti.
Men der er en anden side af Fujimoris arv! I foråret 1992 udførte han et såkaldt autogolpe ved at opløse han Kongressen, udskrive valg til en forfatningskongres, og indføre en ny forfatning året efter. Fujimori forblev populær, selvom han de facto var civil diktator og historier om korruption og magtmisbrug dukkede op i de medier, han forsøgte at kontrollere. Det hele kulminerede i april-maj 2000 ved præsidentvalget, som Fujimori stillede op til, på trods af at hans egen forfatning forbød en tredje valgperiode. Hans reaktion på kritik fra Højesteret var at fyre dommerne. Men efter valget dukkede der optagelser op Fujimoris sikkerhedschef Vladimiro Montesinos, der bestak oppositionspolitikeren Albert Kouri til at skifte parti. Herefter væltede skeletterne ud af skabet, inklusive Fujimoris kontakt til de paramilitære dødspatrulje Grupo Colina under Perus efterretningstjeneste, og han flygtede i november til Japan.
Her ligger paradokset: Hvordan vurderer man Alberto Fujimoris arv? Manden startede som en indsigtsfuld politisk kommentator og gennemførte som præsident en række reformer, som Perus borgere stadig har enorm gavn af. Samme mand var korrupt, diktatorisk, og bidrog som de facto diktator til alvorlige brud på menneskerettighederne. Fujimori er derfor ligeså kompleks og svær at vurdere, som Jerry Rawlings i Ghana, Augusto Pinochet i Chile, eller Konstantin Päts i mellemkrigstidens Estland. De passer ikke ind i et simpelt sort-hvidt billede, som journalister ofte foretrækker, eller tidens præference for rene helte.